Er det nødvendigt eller uacceptabelt, når en brandbil sprøjter 1.800 liter rød maling på Englands finansministerium med banneret ’Stop funding climate death’ for at sætte fokus på klimakrisens alvor?
Når aktivister fysisk lægger sig på et fly og forsinker dets afgang for at gøre opmærksom på lufttrafikkens CO2-udledning? Eller når aktivister blokerer en McDonald’s på Frederiksberg foran burger-hungrende kunder for at råbe op om regnskovsrydning og danskernes store kødforbrug? Synspunktet afhænger af øjnene, der ser.
Alle tre tilfælde er eksempler på aktioner begået af klimaaktivistgruppen Extinction Rebellion: En bevægelse som i den grad deler vandene. Nogle ser bevægelsens medlemmer og aktioner som yderliggående og ukonstruktive, andre som handlekraftige og nødvendige. Bevægelsen adskiller sig fra andre aktivistgrupper ved at praktisere civil ulydighed: De bryder bevidst loven gennem ikke-voldelige aktioner for at sætte fokus på klimakrisen.
Èn af dem, der ser bevægelsen som sidste udvej til at råbe politikerne op, før det er for sent, er 25-årige Maja Parsberg. Hun har været en del af Extinction Rebellion siden februar i år, hvor bevægelsen kom til Danmark. Heartbeats møder hende til et arrangement, hvor hun netop har deltaget i en debat med virksomhedsledere og borgmestre, og hvor hun mildest talt skilte sig ud: Både i sin fysik (hun er en 25-årig kvinde i sneakers og denimskjorte, resten er 40+ mænd og en enkelt kvinde i sort jakkesæt) og i sin direkte og konfronterende måde at tale på.
LÆS OGSÅ:
”Jeg har længe tænkt, at civil ulydighed var nødvendigt, og samtidig har jeg tænkt, at det ville være rigtig fedt, hvis der var andre end mig, der ville lave civil ulydighed. Da Extinction Rebellion kom til Danmark fandt jeg ud af, at det måske skulle være mig, der skulle være ’nogle andre’. Det er selvfølgelig ret skræmmende, at vi bryder loven bevidst og kan risikere fængsel. Da jeg mødte dem, der skulle være med til den første aktion, kunne jeg bare mærke, at de havde styr på det. Jeg følte mig helt tryg. Erkendelsen af at civil ulydighed er nødvendigt, kom for meget lang tid siden. Der mangler noget seriøs klimahandling, og der mangler nogen, der er villige til at gå langt for at få den handling,” siger Maja Parsberg.
Vil tvinge folk til at lytte
Maja Parsberg er både medicinstuderende på 4. år og radikal klimaaktivist. Hun er hurtigtalende og velformuleret, og så virker hun, måske ikke så overraskende, virkelig indigneret. Før Extinction Rebellion har hun arrangeret demonstrationer og deltaget i klimastrejker, men hun oplevede en stigende frustration over at se, at hendes handlinger ikke rykkede ved noget.
”Civil ulydighed er det eneste, der virker. Historisk har vi set, at mange store demokratiske forandringer er kommet fra aktioner med civil ulydighed. Borgerrettighedsbevægelsen i USA benyttede sig af civil ulydighed med Martin Luther King i spidsen, Mahatma Gandhi brugte det i selvstændighedsbevægelsen i Indien, Nelson Mandela brugte det i Sydafrika, ligesom kvindebevægelsen brugte det, især i England, i starten af 1900-tallet,” siger Maja Parsberg.
”Det dér, med at folk helt automatisk omstiller sig, sker ikke. Vi bliver nødt til at tvinge folk til at lytte. Når lovlige klimaaktivister stiller sig op til en demonstration, så kan folk vælge at ignorere dét, og det er jo det, der hidtil er blevet gjort. Man kan se en march og så bare gå den anden vej og fortsætte med at leve i sin egen lille bobbel. Når vi begår civil ulydighed, skaber vi en disruption, hvor vi tvinger jer til at tage stilling. Vi står her, vi står i vejen, og vi flytter os ikke, før I handler,” siger hun.
Maja Parsbergs første aktion var i februar, hvor bevægelsen lavede en overraskelsesaktion og ulovligt hang store plakater med forskellige budskaber på Christiansborgs mure, hvorefter politiet blev tilkaldt. Samme dag stod bevægelsen for en vejblokade ved Aarhus Havn.
”Vi kom i medierne med aktionen, og så var vi ligesom i gang. Vi blev efterfølgende bedt om at pille plakaterne ned. Det gjorde vi selvfølgelig ikke,” siger Maja Madsen.
Hun er klar over, at bevægelsen for nogle virker radikal og yderliggående, og hun har ikke selv nogen forestillinger om, at bevægelsen får sympati fra flertallet. Men det er heller ikke hensigten.
”Vi går efter at mobilisere 3,5 procent af befolkningen. I Danmark svarer det til ca. 200.000 mennesker. Rent statistisk ved man, at hvis man får 3,5 procent af et folk på gaden og aktivt kæmpe for en sag, så er presset så stort, at det går igennem. Så vi er egentlig ikke interesseret i at nå ud til alle – vi skal bare nå de 3,5 procent,” siger hun.
Vil gå langt
Maja Parsberg studerer medicin på 4. år i Odense, og på papiret kan det umiddelbart virke som en kontrast at være medicinstuderende og radikal klimaaktivist samtidig. Det mener hun dog ikke selv.
”Jeg synes slet ikke, der er nogen modsætning i at læse medicin og lave klimaaktivisme, fordi klimaforandringerne omhandler alle. Jeg ved, at læger, sygeplejersker og forskere i England aktivt har støttet op om Extinction Rebellions aktioner som et opråb fra sundhedsvæsenet, og jeg ville ønske, at der var flere faggrupper, der gjorde det herhjemme. Jeg overvejer selv at gå all in på klimaaktivismen i en periode, men samtidig har jeg jo et liv, der skal hænge sammen i en vis grad. Jeg er villig til at gå rigtig langt, men der er mange lavpraktiske ting også, der skal tænkes med. Jeg bor bl.a. i en studiebolig, og min økonomi skal hænge sammen. Det er hele tiden en cost-benefit-analyse af, hvad der kan lade sig gøre,” siger hun.
Kritikere af Extinction Rebellion mener, at bevægelsens metoder er udemokratiske, giver bagslag og kun bidrager til anarki og kaos frem for at bidrage til løsninger og dialog. En kritik, Maja Parsberg ikke giver meget for.
”Nogen skal skubbe til den her dagsorden, som jo er blevet aktuel, fordi især børn og unge er gået på gaden og har råbt og skreget. Jeg er ikke ekspert, jeg er aktivist og formidler bare den viden, der er: Der er masser af forskere, der lægger inde med afgørende viden, som politikerne skal bruge, men den viden har jo været der længe. Den aktivisme, som jeg er med til at udøve, gør bare, at man nu endelig er begyndt at lytte til den viden, som allerede var der i forvejen.”
Arrangementet bliver holdt på et gammelt, historisk gods, hvor flere af gæsterne og undertegnede har bemærket, at der rundt omkring i lokalerne og på toiletterne er sat flere klistermærker op med skriften ’tid til civil ulydighed’. Jeg spørger hende om klistermærkerne.
”Ja, jeg har sat dem op for at gøre opmærksom på Extinction Rebellion. Og jeg mødte faktisk en tidligere klimaminister, mens jeg satte dem op, fordi han kom hen og spurgte, hvad jeg lavede, og hvor jeg var fra. Jeg forklarede, at vi er en bevægelse, der laver civil ulydighed for klimahandling. Så spurgte han, om jeg havde fået lov til at hænge de klistermærker op, hvortil jeg svarede: “Nej, det er dét, der er meningen med civil ulydighed.””
”Så sagde han, at det ville være god stil lige at spørge om lov til at gøre det først. Og jeg har det sådan: “Du har lige været klimaminister. Det er bl.a. din skyld, at jeg er nødt til det her.” Altså hvad fanden…” siger Maja Parsberg uden at afslutte sætningen.
Extinction Rebellion fakta:
- Bevægelsen blev dannet i England i oktober sidste år og har siden spredt sig til andre lande og lavet utallige events, bl.a. blokeret broer, veje og metroer. Bevægelsen annoncerer altid sine aktioner i forvejen. Bevægelsen har tre krav:
- Tell the truth. Regeringen skal være transparent om klimaforandring og deklarere det som en klima- og økologikrise (er sket.)
- Act now: Storbritannien skal være CO2-neutralt i 2025.
- Beyond politics: Regeringen skal etablere folkeparlamenter, hvis afgørelser skal have konkret indflydelse (er delvist sket.)
- Civil ulydighed er en aktionsform, hvor folk bevidst vælger at bryde loven og risikerer fængsel for nogle grundlæggende værdier, som man anser for at være truede, og hvor man føler, at de mere traditionelle måder at påvirke beslutningstagerne på er blevet udtømte.
