I lang tid har jeg undgået det. At betegne mig selv som klimaaktivist. Jeg er jo journalist, ikke aktivist, har jeg messet til mig selv. Så hellere klimarealist, hverdagsaktivist eller klimajournalist. Aktivist har nærmest været et skældsord for sådan en som mig, som lever af at fortælle historierne – ikke blande mig i dem.
Jeg har altid haft det lidt svært med ordet klimaaktivist, fordi jeg får associationer til sådan en Greenpeace-type, der står med store bannere og megafon foran en regeringsbygning eller på en olieboreplatform. Ikke at der er noget i vejen med det, men jeg er ikke selv fysisk udøvende som sådan, og jeg har aldrig i mit liv lavet et hjemmelavet skilt. Og det gør aktivister jo. Eller sådan var min opfattelse, indtil jeg for nylig interviewede en (anden) klimaaktivist.
”Det er interessant, at dem, som omtaler sig selv som klimaaktivister og aktivt gør en indsats for at vende udviklingen, tit bliver opfattet som ekstreme, mens dem, der ingenting gør for at vende udviklingen, bliver opfattet som normale,” sagde hun.
Og den gik jeg så hjem og tyggede lidt på.
Det er ikke fordi, jeg tropper op til en ny demonstration hver fredag med store bannere, og jeg spærrer hverken broer eller McDonalds’er for at få mit budskab ud. Men jeg er aktivistisk i den forstand, at jeg bedriver aktiviteter for at skabe en politisk forandring. Jeg skriver under på borgerforslag til fordel for en grøn udvikling, som behovet for en ny klimalov eller at Roundup skal forbydes.
LÆS OGSÅ:
Jeg deltager i de store demonstrationer, som den opløftende Folkets Klimamarch i København under en strålende forårssol sammen med 40.000 andre i slutningen af maj, ligesom jeg gjorde det igen til Folkets Klimamarch den regnvåde 11. oktober.
Jeg forsøger så godt, jeg kan at leve bæredygtigt i privaten. Jeg har skåret flyrejser ned til et minimum, køber som udgangspunkt kun brugt – gaver og tøj til mig selv og børnene bliver købt secondhand (de er et og fire, så de er ligeglade – endnu) og placerer generelt mine faste udgifter som el, telefon og måltidskasser hos selskaber, der ikke bare brander sig på at være bæredygtige, men rent faktisk gør en grøn forskel.
At flytte min pension til kun at arbejde i grønne investeringer er næste skridt (og en af de poster, som virkelig batter). Og så skriver jeg dagligt om klima og bæredygtighed i håb om at inspirere og oplyse læserne om vigtigheden af den grønne omstilling.
Så efter at have tænkt lidt over det, (og googlet definitionen på en aktivist) kom jeg frem til, at dét er det, jeg er. En klimaaktivist. Og spørgsmålet er, om tiden ikke er inde til, at langt flere af os tager det mærkat på os?
”Klimaaktivisme er ikke et valg. Det er en nødvendighed. Det handler ikke om komfort, men om overlevelse”, sagde Seattles borgmester, Jenny Durkan, på det netop overståede klimatopmøde i København, og hvis man synes, det lyder overilet eller overdrevet, så er det fordi, man ikke tror på videnskaben eller ikke har læst rapporterne. Der er nok at tage af, og konklusionen er den samme: Vi har travlt.
Klimaaktivist version 2.0
Så hvad med, at vi i fremtiden i stedet for at stille spørgsmålet: ”Så du er klimaaktivist? Hvad har ført til, at du blev det?”, vendte den om og spurgte: ”Så du er ikke klimaaktivist? Hvordan kan det være, at du ikke er det?”
Fordi du ikke rigtig gider at påvirke udviklingen? Næppe. Det vil de fleste af os, hvilket flere undersøgelser og det seneste folketingsvalg tydeligt har vist.
Vi handler bare på forskellige måder. De mest radikale i bevægelsen, Extinction Rebellion, er villige til at blive arresteret for deres civile ulydighed. Hvis planeten skal reddes, så skal alt vendes på hovedet er deres udgangspunkt, og de er yderliggående, ja, nogle vil kalde dem ekstreme, men de handler.
Bevægelsen er i vækst, og stadig flere forskere og professorerne bakker op om bevægelsens aktioner. ”Forskere erkender, at vi er hinsides det punkt, hvor snak har reel betydning, og hvor kun stærk politisk handling har mulighed for at reducere de katastrofale risici,” siger klimaforskeren Jason Box til Information.
For nylig skabte det opsigt, da den 81-årige skuespillerinde Jane Fonda blev arresteret for civil ulydighed ved en klimademonstration udenfor kongressen i USA, og hun har planer om at demonstrere hver fredag for at få regeringen til at prioritere klimadagsordenen højere.
Hun har min største respekt og har i mine øjne langt mere format, end når navngivne milliardærer bliver ved med at berolige os om, at vi ikke behøver at løfte en finger, fordi teknologien kommer og redder os lige om lidt.
Og det er ikke fordi, jeg mener, at klimaaktivisme skal føre til arrestationer – mindre kan også gøre det. Stadig flere danskere mobiliserer sig i foreninger som Bedsteforældrenes Klimaaktion (elsker i øvrigt det navn), Den Grønne Studenterbevægelse eller Climate Action Network, mens titusindvis deltager i demonstrationer eller arbejder for enkeltsager som at indføre en pris på CO2, så det koster at forurene med fossile brændstoffer.
Kom med i klubben
Alle har det til fælles, at de gør en aktiv indsats for at vende udviklingen – også selvom deres indsats kan virke som en dråbe i havet i forhold til det store politiske billede. Og derfor er begrebet klimaaktivist blevet langt mere almindeligt, end det var for 30 år siden, hvor synonymet for en klimaaktivist tit var fysisk udøvende og venstreorienteret.
Men verden har brug for flere selverklærede klimaaktivister, der handler. Som gør noget. Rejser sig. Skriver under og lægger pres.
Så kom endelig med i klubben! Det er sjovere og stærkere, jo flere, vi er. Jeg har allerede vænnet mig til at sige:
“Hej, jeg hedder Ditte, og jeg er klimaaktivist!”
