Jeg er over 40 og fra Jylland og er dermed som udgangspunkt mest tryg ved et solidt håndtryk. Eventuelt med spyt i håndfladen, men det er primært, hvis der er kreaturhandel involveret. Når det så er sagt, så krammer jeg lystigt med min familie, mine nære venner, en del kollegaer og egentlig også alle mulige andre. Uden nødvendigvis at have noget imod det. Men jeg hader uvisheden om, hvorvidt man er på krammer eller ej. Virkelig meget faktisk.
Hvis bare alle kunne blive enige om, at det er sådan, vi gør, så går der intet skår af mig for at give en krammer. Men jeg kan få helt stress over at møde – eller skulle sige farvel – til nogen, som jeg kender godt nok til, at en krammer i princippet er i spil, men ikke godt nok til, at det er en selvfølge. For der jo IN-GEN regler på området.
Meget af krammeforvirringen kan løses ved simple, kropslige signaler, har jeg opdaget. En af mine bedste veninder fik for noget tid siden en ny kæreste. Vi kan jo kalde ham Allan (thi det hedder han faktisk). Allan er to meter høj, vejer på den mandige side af 130 kilo, har en fortid på landsholdet i undervandsrugby, stammer fra Lolland og har i øvrigt næver på størrelse med lokumsbrætter.
SE OGSÅ MINI DOKS:
Jeg var helt sikker på, at han var en håndtryks-type, men vi havde ikke mødt hinanden mange gange, før vi var på krammer. Det blev dog aldrig et problem, idet Allan er typen, der på meget lang afstand anråber en og breder armene ud i et godt to meter bredt vingefang, så absolut ingen er i tvivl om, at der er lagt i ovnen til bamsekrammer. Beklageligvis er det ikke alle, der er lige tydelige.
Jeg er her på Heartbeats medvært på ’Yummi Yummi – den pt bedste Kim Larsen-podcast’. I et afsnit havde vi musikeren Jens Unmack som gæst, og det var vældigt hyggeligt. Bagefter stod vi – Jens, min medvært Lars og jeg – og småsludrede. Og så gik det galt. Jens og Lars er gamle venner, så de krammede som den naturligste ting i verden, da det var tid til at sige farvel. Jeg følte mere, at Jens og jeg – som havde kendt hinanden i halvanden time – var på håndtryk, så jeg rakte bare poten frem. Men Jens gik i én glidende bevægelse fra at kramme Lars til en krammer, jeg slet ikke var klar til, så min højre hånd, som var stukket frem, ligesom havnede i maven på Unmack. Alt imens jeg i øvrigt stressede over, at jeg lugtede tvivlsomt (der er temmelig varmt i Heartsbeats’ lille podcaststudie).
Misforstå mig ikke: Jens Unmack er en vældigt flink fyr, og vi havde haft det svært hyggeligt, og jeg ville hjertens gerne være vært ved en solid mandekrammer med de to traditionelle rygdunk und alles. Jeg ville bare gerne lige have været klar.
Men selv hvis man ER enige om kram, er der flere potentielle problemer. Af en eller anden grund som regel når det er mænd, der krammer. Jeg ved ikke hvorfor, måske fordi kvinder krammer oftere eller er mere trygge ved underliv-mod-underliv-øvelsen. Men der burde være en international konsensus om, at når man mandekrammer, så foregår det med højre hånd over den andens venstre skulder. Alt andet bliver simpelthen noget rod. Hvis nogen – eksempelvis på grund af slående højdeforskel – smider begge arme over modpartens skuldre, således at modparten er tvunget til at gribe fat om livet på den anden, bliver alting meget hurtigt meget akavet. Og i krammesituationer er jeg simpelthen ligeglad med, om man er venstrehåndet; hvis først nogen begynder at forsøge at smide venstre arm over højre skulder, går det helt op i hat og briller.
Når det så er sagt, er det heller ikke altid nemt at kramme kvinder. Hvis man eksempelvis krammer meget storbarmede kvinder, som man ikke kender supergodt, kan det hele hurtigt blive uforholdsmæssigt … intimt. Og hvis man, som jeg, er temmelig høj, kan man, når man skal kramme meget lave kvinder, vælge mellem to ting: Enten at mosle bemeldte kvindes hoved ind til brystkassen eller at lave en kombination af at gå lidt ned i knæ og læne sig forover, ligesom når man krammer et barn. Ingen af delene er optimale.
Og så er der hele problematikken om, hvorvidt man altid krammer eller bare nogle gange. Hvis man normalt er på krammer med nogen, gør man det så også, når man render på hinanden i supermarkedet med indkøbskurv i hånden og toiletpapir under armen? I svømmehallen? I venteværelset? Jeg har kollegaer, der krammer inden sommerferien, og det giver jo totalt mening, for når man taler sammen fem gange om ugen, er det trods alt noget særligt, når man ikke skal ses i 3-4 uger. Men hvor går grænsen? Krammer man før påskeferien? En forlænget weekend? Krammer man altid kollegaer udenfor arbejdspladsen? I så fald hvad er tidsintervallet mellem arbejdstid og krammetid? Jeg ved det ikke!
Krammer man, hvis man møder en kramme-bekendt, når man holder for rødt på cykelstien? Det er der nogle, der mener, kan jeg afsløre – hvorfor jeg har været tæt på at dratte af cyklen i en ydmygende 0 km/t-timen-ulykke grundet overbalance. HELT galt gik det forleden, da jeg var i fitnesscentret (uh, se mig!). Jeg var på vej i bad, og netop som jeg trak hovedet ud af skabet, stod jeg ansigt til ansigt med en ret perifer bekendt. Han er primært en, jeg kender i arbejdssammenhæng, men i det splitsekund, der gik, fra jeg opdagede, hvem det var, og indtil jeg ligesom blev nødt til at anerkende hans eksistens, kom jeg i tanker om, at vi vistnok plejer at være på krammer.
Det magtede jeg simpelthen ikke, som jeg stod der, kampsvedig og kun iført underbukser. I panik stak jeg lynhurtigt, næsten aggressivt, hånden frem for at give hånd, mens min bekendte havde tænkt endnu hurtigere og vurderet, at vi var ude i en fist bump-situation – hvilket jeg ikke nåede at fange. Så jeg endte med at gribe om hans knyttede hånd og ryste den helt ynkeligt.
Det er frygteligt svært!
Også fordi krammere faktisk er ret bindende. Når først man er begyndt at kramme, kan man ikke rigtigt gå tilbage til et håndtryk – medmindre nogen kun er iført underbukser. Og på den anden side er der også kun en eller anden udefinerbar tidsperiode, hvori det er muligt at upgrade fra håndtryk til krammer.
Jeg er for eksempel stadig på håndtryk med min svigerfar. Da jeg lige var blevet kærester med min kone, var min svigerfar general i flyvevåbenet og øverstkommanderende i Flyvertaktisk Kommando. Det er ikke, fordi jeg har et nedfældet princip om ikke at kramme mænd, der har adgang til egen F16 og bærer sabel ved festlige lejligheder, men det virkede ikke supernaturligt at kramme, hverken tredje eller fjerde gang vi mødte hinanden.
Omvendt virker det nu noller stadig at være på håndtryk, for vi har kendt hinanden i 15 år, og jeg holder utroligt meget af min svigerfar. Det er bare som om, at vi missede den der periode, hvor det havde været naturligt at gå fra håndtryk til krammer, og nu er det svært bare at give sig til at kramme helt ud af det blå. Man kan med andre ord komme for sent til et krammeforhold.
Så hvorom alting er – og jeg tror ikke, jeg er den eneste, der har det sådan: Krammere kan være rigtigt fint, men det kunne saftsuseme være rart at få afklaret – eventuelt skriftligt, som en slags kramme-samtykke – om det var noget, man gjorde eller ej, inden man havnede i akavede 1/3 håndtryk/1/3 krammer/1/3 løst flagrende hænder-situationer. Måske kunne man lade sig inspirere af lande som Tyskland og Frankrig, hvor man som udgangspunkt tiltaler hinanden med De, indtil nogen foreslår, at man skifter til en mere familiær tiltaleform?
”Hør, skal vi ikke være på krammer?”
3 situationer du ALDRIG skal kramme i:
1. Når en af parterne er nøgen eller iklædt badetøj/undertøj. Derfor som udgangspunkt ingen krammere i omklædningsrum og swingerklubber. Eller måske swingerklubber, der færdes jeg ikke hjemmevant nok til at have en klar mening.
2. Hvis du er meget svedig. Ingen bryder sig som udgangspunkt om at have andre menneskers sved i ansigtet eller på tøjet.
3. Hvis du alligevel ikke mener det alvorligt. En ting er et slattent håndtryk, men en pseudokrammer med insisterende afstand mellem brystkasserne, er helt til hest. Bamsekram eller ingenting!
