Thomas Stokholm
Foto: Rita Kuhlmann

Thomas Stokholm: Krænkede kvinder ender som deres egne bødler

Alle politiske partier med en rest af respekt for kvinder har de seneste uger rejst rundt og fra bagsmækken solgt interne #metoo-undersøgelser til medlemmerne og offentligheden. Nu skal der ryddes op, og der skal være konsekvenser for krænkerne.

Efter at have læst en artikel på dr.dk får jeg mere og mere mistanke om, at partierne faldbyder varm luft og slangeolie i stedet for et reelt ønske om at stikke hånden ned i mudderet af overgreb og sexisme

I artiklen, ‘S-kvinder tør ikke bruge partiets egen advokatordning’, kommer det frem, at flere kvindelige medlemmer af Socialdemokratiet ikke tør fortælle sandheden om krænkelser og overgreb i partiet. “Dybest set er jeg bange for ham, der har krænket mig,” siger en ung, anonym S-kvinde i artiklen.

Partiledelsen – med Statsminister Mette Frederiksen i spidsen – har ellers med en intern advokatundersøgelse lovet fuld fokus på sandheden. Til gengæld er der knap så meget fokus på offentligheden. Det har tidligere været fremme, at partiledelsen henstiller til, at sagerne skal afklares i “et professionelt rum” og ikke slippe ud det det offentlige… læs pressen! Allerede her burde alle høre alarmklokkerne bimle. Nu topper partiet så hemmelighedskræmmeriet med, at det ikke er klart, hvordan partiet vil handle på de fortællinger, som siver ud af væggene i ungdomsorganisationerne, kommunerne, regionerne og på Christiansborg.

Men nu hører flere af partiets kvinder alarmklokkerne. Desværre gør larmen dem stumme. For de vil ikke give deres oplevelser videre til advokatundersøgelsen. De er bange for, hvordan deres oplysninger vil blive brugt. De er bange for, om deres krænkere vil bruge deres magt til at straffe dem for deres åbenhed. Og de er bange for, at sandheden kan ødelægge deres fremtid i partiet.

Det er så forbandet frygteligt. For med deres frygt og tavshed, bliver partiets kvinder deres egne bødler. Krænkerne går fri, mens kvinderne for altid skal gå rundt med deres skam.

Og det rammer også hele bevægelsen for sandheden og konsekvenserne i alle hjørner af #metoo-opgøret. For hvad med de kvinder fra medierne, advokatstanden, skuespillerne, og alle andre fag, som offentligt har stillet sig frem og sagt fra over for krænkelserne? Er de dummere eller mere modige end kvinderne i Socialdemokratiet?

Alene spørgsmålet svækker sagen. Og lad mig stille endnu et spørgsmål til de krænkede kvinder i Socialdemokratiet og alle andre partier.

Er frygten for en misset karriere i partiet vigtigere end sandheden?

Det viser i alt fald med al tydelighed, at de politikere som burde gå forrest lige så stille og anonymt gemmer sig bag en intern advokatundersøgelse, lusker duknakket om bag i køen af krænkede eller – for mændenes vedkommende – kan vandre videre i partiet og få endnu mere magt.

Det er ikke tragikomisk. Det er tragisk.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics