Når Bjørn Lomborg udtaler sig i danske aviser om noget, der har med klimaet at gøre, må man formode, at han primært er ude på at skabe debat. Og det lykkes som regel. Senest har han i Berlingske angrebet kødfri kost som en måde at reducere sit CO2-aftryk på og fået blandt andre Danmarks Naturfredningsforening og Berlingskes egen redaktion til tasterne.
Lars Henrik Aagaard fra Berlingskes videnskabsredaktion indledte en regulær krig på tal, da han siden forsøgte at faktatjekke Lomborgs kritik. De verserende argumenter afslører dog mest af alt en ting: Klimatal kan udlægges til at vise hvad som helst. Så hvad gør man som bekymret forbruger, hvis tallene ikke er til at stole på?
I debatindlægget i torsdags kritiserer Bjørn Lomborg det, han opfatter som en dæmonisering af en kødholdig diæt. Ved hjælp af en række videnskabelige kilder konkluderer han, at det ikke vil have nogen afgørende betydning at droppe kødet. Han skriver, ganske polemisk, at man ligeså godt kan købe CO2-kvoter og derefter spise, hvad man lyster. Siden da har mange rettet kritik mod indlægget, ikke mindst Danmarks Naturfredningsforening og Berlingskes egen videnskabsredaktion. Journalist Lars Henrik Aagaard faktatjekkede Lomborgs argumenter punkt for punkt og fandt bevis for at afvise flere af Lomborgs påstande.
I den konkrete debat præsenteres to tal på henholdsvis 4,3 og 9 procents reduktion i CO2-udledning ved en kødfri diæt. De er dramatisk forskellige og sår derfor tvivl hos mange, der gerne vil gøre noget for miljøet. Giver det mening at blive vegetar for at hjælpe naturen?
Formålet i denne klumme er ikke at afgøre striden, men at pointere den ubehagelige sandhed de to indlæg præsenterer: Alt efter hvem, der udlægger tallene, fortæller de helt forskellige ting. Tallene afslører nemlig, at kontekst, beregningsgrundlag og valg af kilder har afgørende betydning for resultatet.
Valget af kilder og beregningsgrundlag er for så vidt en del af en solid videnskabelig metode, og uenighed er ikke usædvanlig i videnskabelige miljøer. Men når komplekse beregninger og analyser forenkles til en kamp på tal, bliver det tydeligt, at udgangspunktet er ideologisk. Især når kampen står om en enkelt type af forbrug, nemlig kødindtag. Isoleret set kan tal sige hvad som helst, hvis bare man forstår at lave den rette beregning.
At Bjørn Lomborgs ærinde med indlægget er at skabe debat og palaver står klart. At han lykkes med det, ses af de mange andre indlæg det har afstedkommet. Debat kan være et mål i sig selv, men jeg vil opfordre til, at vi i stedet for at bruge energien på at diskutere, hvilke tal der er mest rigtige, anerkender, at klimatal er dybt ideologiske. De er drevet af holdninger og værdier. Og ved at isolere en enkelt type forbrug, kød, gør vi tallene utrolig sårbare for udlægninger.
Hvis jeg skulle komme med en (subjektiv) vurdering, ville jeg derfor anbefale, at man som kritisk forbruger ser på sit forbrug i sammenhæng i stedet for at isolere kødindtaget. På fødevareområdet er kød og importerede produkter et godt sted at slå ned, men i resten af forbruget, for eksempel af tøj og elektronik, er der masser af CO2 at spare ved ikke at købe nyt.
Og så skal vi ikke glemme, at det ‘usynlige’ forbrug, nemlig elektricitet og opvarmning, står for en stor del af udledningerne. Men da alle disse påvirkninger skal ses i sammenhæng, er den bedste tommelfingerregel stadig at følge den gamle remse: Reduce, reuse, recycle.
