Jeg ved det godt. Jeg er uddannet akademiker, jeg er på dagpenge, og jeg vil gerne have min fod indenfor i mediebranchen. Det kan på mange måder virke som en privilegeret situation, når politikerne konstant snakker om, hvor mange varme hænder vi mangler.
Men jeg må indrømme, at jeg ikke føler mig helt som mig selv for tiden. Jeg har aldrig oplevet før, at mit humør skifter så hurtigt. Det ene minut kan jeg sidde og fryde mig over en god vending, jeg fandt på, der præcist passer ind i den ansøgning, jeg sender afsted. Dagen efter kan mit humør være vendt på en tallerken, fordi jeg får smidt tre ‘vi må desværre meddele, at vi er gået videre med andre kandidater’-mails lige i hovedet.
Jeg er heller ikke være bleg for at indrømme, at jeg har fældet flere tårer over afslag, selv ved de stillinger jeg vidste, at jeg ikke var egnet til eller interesseret i, men som var en del af de forpligtede to stillinger om ugen-ansøgninger.
Hvorfor gør afslag alligevel så ondt?
Efter den dag jeg trykkede mig selv ledig på Jobnet, er jeg for første gang blevet en del af systemet. Jeg er ikke længere en hyggelig universitetsstuderende, der får sin automatiske SU. Nej, nu er jeg en af dem – et af de mennesker, som hurtigt skal i arbejde, koste hvad det vil.
Jeg er blevet ramt af en følelse, jeg ikke ellers kender til. Jeg er ikke længere gymnasieelev, pædagogmedhjælper, bachelor i historie eller kandidatstuderende i journalistik. Jeg har altid været noget, men nu føles det mere, som om jeg faktisk mangler en identitet.
Spørgsmål som: “Hvem er jeg?”, “hvad kan jeg?”, “kan jeg egentlig det, jeg siger jeg kan?” og “skulle jeg have brugt mere af min studietid på netværket?” plager mig på alle tider af døgnet.
Jeg er helt sikkert ikke den eneste med lignende tanker, og når jeg sidder til intromøde i Jobcenter Aarhus’ betonbygninger med 30 andre ledige i alle aldre, forsvinder knuden i maven en smule. For jeg er ikke den eneste.
Guidebog i 10 step?
Men jeg ville ønske, at man blev forberedt. At jeg inden afslutningen af mine fem år på uni ikke kun fik at vide, hvordan man kommer i job, og hvilke veje jeg eventuelt kan gå. Nej, hvorfor får man ikke en guidebog i 10 step, der forbereder ens selvtillid på at blive knækket gang på gang?
Mine venner siger, at jeg skal tage det roligt. Det hader jeg. Det er nemt at sige, når det ikke er dem, der sumper rundt derhjemme hver dag.
Tilbage ved mine månedlige møder ved både min a-kasse og jobcentret (heldige mig) får jeg også ros. Det gør mig lidt glad som den pleaser, jeg er.
Men at jeg søger de to jobs, staten har besluttet, jeg skal søge om ugen, og at jeg har en plan, giver mig ikke en følelse af identitet. Så jeg undrer mig. Er ens arbejde i dag virkelig ens identitet? Har det slet ikke nogen betydning, hvilken veninde, datter, søster og hvilket menneske jeg er? Og svaret er jo egentlig nej.
Lige meget hvor sjov, rummelig og imødekommende jeg er, får jeg ikke et arbejde af den grund. Her i jobjunglen er jeg hurtigt blevet bekendt med det faktum, at vi lever i et konkurrencesamfund, hvor status er afgøres af din jobtitel, og erfaring er et godt trumfkort.
Jeg bliver træt, og jeg ville ønske, jeg kunne fremtrylle fem års dejlig, relevant erfaring på mit cv. Jeg ville ønske, at der var nogen, der valgte mig, selvom jeg er nyuddannet, fordi jeg brænder for at komme i gang og ved, hvad jeg vil.
Men som tingene er lige nu, er det svært at tro på, at jeg nok – som de siger på jobcentret – skal finde mit rette match derude.