Illustration: Nikolaj Egestorp
Hvis du har mindre børn, er du uden tvivl regelmæssigt tvangsindlagt til Ramasjang, MGP, Emil Stabil, Gulddreng og Gilli, Sigurd Barrett og et par slidte Povl Kjøller-sange på repeat.
Fælles for dem alle er, at de er fuldstændig blottet for samfundsrevseri eller højtaktuelle og højspændte politiske paroler. Egentlig mærkeligt, når man tænker på, at der ellers er temaer nok at tage fat på: Børns rettigheder, de udsattes manglende stemmer, hungersnød eller de massive klimaudfordringer.
Sådan var det ikke i 1970’erne, hvor den politiske sang blev en identitetsmarkør for tusinder af unge på festivaler, i ungdomsklubberne og på børneværelserne. Vi, som var børn i 1970’erne, var nemlig tvangsindlagt til et årti med fuld skrue på politiske propagandasange, som formede tiden og os – på godt og ondt.
Dengang var det rundbordspædagogik, klappe-klappe-kage, Okker Gokker gummi klokker, slidt lilla ble, hængerøv og patter. Det var læderbuks og liderbuks i fuld vigør, underlødige beatsange og Dan Turèll, som ville være Bowie, som ville være Jack Kerouac, som ville være Charlie Parker.
Det var oprustning, nedrustning, Vietnamkrig og jordskredsvalg. Det var ‘Bennys Badekar’ og farver og striber – selvom det meste var i sort/hvidt – både på skærmen og i virkeligheden. Det var astronauter mod kosmonauter, det var jerntæppet, Rote Armee Fraktion, berufsverbot, PLO, flykapringer i et væld, folkedrab i Cambodia og imperialisme i El Salvador og kup i Argentina og rigtige arbejdere i blå kanvas-suites på B&W-fabrikkerne, Shit & Chanels storhedstid, Den Sorte Firkant på Nørrebro, bikere som sloges med rockerne, som kæmpede mod slumstormerne, som blev overtaget af BZ´erne.
I dag føles det som lysår siden, at Bjarne Jes Hansens ikoniske (og paranoide) udødelige klassiker, ’Vi voksne kan også være bange’ gjaldede over Danmark. En sang, som i dag er blevet synonym med årtiets politiske paroler på børneværelserne rundt om i 1970’ernes danske hjem og blev de borgerliges yndlingshadeobjekt i årtier. Bare spørg Søren Pind! Selv blev jeg ikke så bange over, at bløde mænd også turde være bange. Jeg hørte det mere som et fællesskab, der byggede bro mellem voksen og barn. En samhørighed. Men måske var de borgerlige bare bange for det budskab?
Dem – altså budskaberne – var der mange af i 1970´ernes sangbog. Det var et musikalsk moraliserende årti, som belærte børn om atomkrig, frygt for stormagter, proletariatsdiktatorer, småborgerlighed og stereotype køns- og familieroller. Men det var også et årti, hvor børnesangene havde noget på hjertet, ville noget og satte et vigtigt fingeraftryk og fokus på ulighed, uretfærdighed, solidaritet med folkefærd og stillede vigtige spørgsmål til vores samfundsudvikling.
Forskellen på dengang og nu er, at 1970´ernes slagsange både var skrevet af børn og voksne – til både børn og voksne. De politiske budskaber favnede bredt. Vi skulle tage stilling til samfundet og de verdensomspændende kriser, mens børnesange i dag er skrevet til at ramme bestemte alderssegmenter og har ét for øje: Høje salgstal med derfor indbygget angst for at krumme et hår på både barnet og dets mor og far. Børnesange er i dag kendetegnet ved livets små trivialiteter og nære relationskomplekser så som, ’Musik gør mig glad’, ’Bedste veninder’ eller ’Rulleskøjteløb’ for blot at nævne et par sange fra i år.
Det kunne 1970´erne, som vi den grad savner i nutidens banale børnesangsunivers, der er blottet for sange om klimakrisen, flygtningespørgsmål, vores velbjergede overforbrugssamfund og konsum-mentalitet. Selvom der i den grad er noget at kæmpe for, drømme om og synge om.
Solidaritet i sort/hvid og mol
Herhjemme lyttede hippierne til Skrøbeligt Daggry, mens Klaus Rifbjerg og Ebbe Kløvedal Reich røg en fredspibe på trappen til Kulturministeriet sammen med andre kulturradikale rødder. Det var vrangforestillinger om virkeligheden, ’Vangede billeder’ og Tine Bryld i radioen. De voksne læste Suzanne Giese og Dea Trier Mørch, mens Benny Andersen slog igennem med ’Svantes viser’ og Benny Holst for længst havde holdt hof på de brune bodegaer i det brogede bybillede i 70´erne, mens han sang ’Røde Wilfred’ sammen med Arne Würgler:
”Vi må gå og knokle for en ussel løn
og så sir’ de ungdomstiden er så skøn
mens de folder hænderne og ber en bøn
lad dem få et orn’ligt drøn!
Bagved guldfisk og lakajer
tjener bagmænd fedt på os.”
Der var fuld udblæsning af de politiske, ofte paranoide og desillusionerede sange, som afløser for slut-1960´ernes flower power-bevægelse, ungdomsopgør, optimistiske fremskridtstro, velfærds-Wirtschaftswunder og fredselskende personager, som troede på evig karma og kærlighed i universet. “De glade 60´ere” blev afløst af oliekriser, mismod, depressioner og musik tilført et stort glas malurt i bajer-bægret af generation No Future. Blomster i håret i San Francisco blev afløst af betonhjerte, bistandshjælp og en betalingsbalance i frit fald herhjemme i den danske andedam.
Frelste fredsviser for børn, af børn, til børn
Det kom til at præge 1970´erne som årtiet, hvor protestsange og politiske slagsange gjaldede af lungernes fulde kraft – ikke bare blandt mor og far, men hvor vi blev tvangsfodret med en ny genre: De politiske børnesange om alt fra politimagt, onde diktatorer, slemme direktører uden hoveder, søstersolidaritet og opgør med parcelhus-Danmarks konforme parlivsformer.
En del politiske børnesange var kvalmende banale i deres definerende måde at beskrive, hvordan ’det rigtige liv’ skulle være. På trods af at selvsamme afsendere ville tage opgøret og være et modsvar til det borgerlige velfærdsland. Det var partisk, patetisk og de politiske paroler syntes i alt for høj grad at være snævertsynede med et stift blik rettet mod marxistiske dogmer, økonomisk demokrati eller yderliggående socialistisk diktatur fyldt med venstrefløjs-floskler.
”Ikke alt er lystige viser
Der er også triste sange
Selvom vi i vores land
ikke kender særligt mange
Det kan gøre ondt at synge
Det kan gøre ondt at høre
Derfor tier mange stille
Derfor lukker mange deres ører
I Vietnam. I Pakistan
Kender børnene den slags sange
Deres mødre synger dem
De er triste, de er lange.”
Ja, så opmuntrende slog Bjarne Jes Hansen tonen an i ’Derfor tier mange stille’ fra 1973. Måske blev sangen ikke mere glad af, at den første oliekrise indtraf netop det år, hvor Mogens Glistrup og Erhard Jakobsen ved jordskredvalget strøg ind i Folketinget og ændrede det politiske danmarkskort på Christiansborg. Og her er endnu en sang, ’Fredsakademiet’, fra Bjarne Jes Hansen:
”Jeg er bange for at de dårlige film
Og for det, der står i dumme bøger
Jeg er bange for, at du skal møde løgne
Og for at du tror på løgnen, som du hører.”
De voksne var i sandhed bange på en både belærende og manipulerende måde i børnesange, hvor vi helt klart var ovre i censur og smagsdommeri. For der var åbenbart en bestemt litteratur og bestemte film, som vi børn skulle lytte til? Og hvad med løgnen? Hvem var det lige, der afgjorde, hvad der var sandt og falsk? Det blev vi aldrig klogere på. Men moralen er ’styg og modbydelig’, som Shu-bi-dua sang i ’Mig og så Harry´ i 1970´erne.
Diktator-demokrati og børnerevolution
Men det var ikke kun Bjarne Jes Hansen, som skrev for børn og barnlige sjæle med banale, børnepolitiske krigsrim. Her er det Mek Peks far, Leif Falk, i sangen ’Hej hallo’ fra midten af 1970´erne:
”Hej hallo, I mænd der leger med krudt
Nu vil vi ha’ legen forbudt
Der var engang, hvor I kun kunne bombe jer selv
Nu ka’ I slå alle ihjel
Nu det slut, vi vil ha’ legen forbudt
Nu det slut, vi vil ha’ legen forbudt
I vil ha’ fler’ raketter og mer’ militær
Bomber og en kæmpestor hær
Der var engang, hvor I kun kunne bombe jer selv
Nu ka’ I slå alle ihjel
Nu det nok, ellers går vi amok,
Nu det nok, ellers går vi amok.”
Og så mellemspillet med et kor, der hvislede ”SS20, SS20”, altså de sovjetiske raketter – en af den kolde krigs største trusler. Sangen bliver den dag i dag stadig spillet på flere lilleskoler. Dengang i 1970´erne var det en tidstypisk og paranoid frygt for krudt og kugler mellem verdens diktatorer og den kolde krigs bombastiske udmeldinger om atomkrig mellem stormagterne i øst og vest.
Shu-bi-dua beskrev det også på ’Ronald og Leonid’:
”Det’ de store, gamle mænd, der styrer vores jord
De gør det med en fyldepen og pæne fyldeord
De toner frem ved aftenstid
Når der er sket noget stort.”
Men det var ikke kun de voksne, der ville lege verdensherskere og krigsliderlige kanoner:
”Jeg er snu. Jeg køber mine venner
Der er ingen kneb, som jeg ikke kender
Jeg roser en fjende og gør ham tryg
Jeg smiler, mens jeg planter en kniv i hans ryg
Fængslerne er fulde af naive kvaj
Som troede, at de kunne bekæmpe mig
Men en gang imellem bliver selv jeg træt
Af folk der tror, at frihed er en menneskeret.”
Ja, man tror næsten ikke sine egne ører, men det var børn, som i 1977 sang ’Diktator-taktik’ på børnepladen ’Hjerteblod’ fra Vesterbros Ungdomsgård. Det var naturligvis ment som et humoristisk bidrag til magthavernes vej til toppen i det store udland, men som der står i beskrivelsen af pladen, så forekommer korruption og små former for diktatur åbenbart også herhjemme: ”Men også hvor du bor, handles der med flødekarameller og knytnæver”.
I dag ville det være utænkeligt at skubbe børn foran sig, som enten sangere eller lyttere, for at få egen politisk propaganda til at glide nemmere ned blandt musikkøberne. Men det var ånden i de sange, som mest af alt handlede om atomkrig, magtliderlige præsidenter eller solidaritet med Latin- og Mellemamerika.
Mange af sangene – især’ Kattejammer Rock’ og ’Hjerteblod’-pladerne fra Vesterbros Ungdomsgård – var ganske enkelt uudholdeligt frelste og uden væsentlige nuancer. På den konto kan man ikke fortænke borgerlige politikere og debattører – både i 1970´erne og i eftertiden – i at mene, at der var tale om politisk indoktrinering af både børn og voksne.
I dag er det tydeligt, hvorfor dele af ungdommen i 1970´erne blev en del af punkbevægelsen, som et opgør og modtræk til de hellige holdninger fra socialister, marxister og hippier, som ville trække knaldrøde budskaber ned over hovedet på os børn i 1970´erne.
Det var kendetegnende ved store dele af punkmusikken og punkmiljøet, at der var en større grad af individualisme og liberale strømninger, hvor de kollektive, socialistiske tanker måtte vige for, at det nu var ok at tænke selv og ikke bare arve og abonnere på 1968´ernes forestilling om et socialistisk paradis eller et nirvana for fred mellem folkefærd. En stor fed finger fra No Nonsens-generation til deres forældre, som var åhh så bedrevidende og belærende.
Køns- og identitetspolitiske markører
Men alt var ikke pladderhumanistisk eller fodformede politiske budskaber på børnepladerne i 1970´erne. De sange, som kredsede om kønsroller, familier, samlivsformer, travle forældre og skiftende boformer, er stadig (desværre kunne man tilføje) aktuelle i forhold til ligestilling og et fortsat opgør med et forstokket syn på familieliv og kønsroller.
Trille indledte årtiet med søster-solidaritet på skiven ’Hej Søster’. Men for os børn var sangen ’Bare det var søndag altid’ også kendt som ”Når min far kommer hjem, så er min mor lige gået”-sangen, lige i skabet. Sangen stillede, med rette, spørgsmålstegn ved forældres travlhed og mangel på nærvær over for børnene. Det evige hamsterhjul om produktivitetskrav og arbejde, arbejde, arbejde, som i dag er lige så aktuel, som dengang i 1972, da skiven lå i fast radio-rotation.
Og det var Cirkeline i sangen ’Flugten fra Amerika’, hvor hun tilslutter sig Black Panther for at kæmpe mod politiet og sætter fokus på sorte og hvides rettigheder i USA. Det er stærkt. Og både med datiden og nutidens øjne er det et politisk tema, som er højaktuelt, og som i savner i vores tids tyggegummi-tidsalder, hvis børnesange er mere bling bling end stillingstagen til samfundet:
“Jeg sidder her i mørket
Og savner bare lidt lys
Men fordi jeg er sort, har de hvide gemt mig bort
her er nemlig rigtig temmeligt mørkt
I lyset er alle glade
Det var jeg også selv
Men mit liv er et slid
Fordi jeg ikke er hvid
Her er nemlig rigtig temmeligt mørkt.”
De klassiske kønsroller og ligestilling blev også taget kærligt under behandling på ‘Hjerteblod’-pladen fra 1977 og ’Kattejammer Rock’ fra 1978. Det interessante er, at vi stadig i dag, over 40 år senere, ser mange af de samme mønstre og stereotype forestillinger om kvinder og mænd, pige og dreng, som blev problematiseret dengang. Og selvom det er et karikeret billede, der blev sunget om, så er samfundet i dag stadig præget af enslydende forestillinger om ægteskab, kernefamilie, og hvordan en pige og en dreng skal agere over for hinanden.
LYT TIL ‘BAGOM BOGEN’:
De sange var vigtige. Både mig selv og mine venner og veninder, som var børn i 1970´erne blev enten rødstrømper eller samfundsbevidste om ligestilling blandt kønnene. Hvorfor skulle man opføre sig på en bestemt måde, hvis man enten var dreng eller pige? Det opgør og oprør om konforme kønsforestillinger og fortællinger om piger og drenges måde at agere på blev et tiltrængt spark i børnesangene – og et los et vist sted til småborgerligheden.
Her er blot et lille udpluk fra klassikeren ’Vi går med røde sokker’– emner som vi stadigvæk debatterer.
“Fra gammel tid er der forskel
På kvinde og på mand
At der stadigvæk er forskel
Går over vores forstand
Det var som bare pokker
Vi går med røde sokker
Piger er søde og pæne
Drenge er vilde og rå
At det hele ikke er omvendt
Lærte vi som små.”
Eller sangen ‘Fodbold og Sjippetov’ fra samme plade:
“Når en dreng bliver født
skal han vokse sig stor
Og spille fodbold og klatre i træer
Og tæve andre og selv få tæv
Og gå i skole. Og blive soldat. Og finde en pige og barbere sig.
Og styre landet. Og styre sin kone. Og styre sig selv. Og blive far
For i landet hvor jeg bor
Er en lille dreng altid stor.”
Op gennem 1980´erne forsvandt de politiske børnesange så stille og roligt og blev afløst af Bamses Billedbog, Bullerfnis, Åhh-Abe i 90´erne og i MGP i 00´erne med alle deres ufarlige tyggegummi-sange. Og i dag blinker de politiske budskaber og den aktive samfundsstillingstagen ved deres fravær. Det er en skam, fordi vores børn stort set kun kan høre overfladeglasursange i metermål uden kant og revserier af vores samfund!
Når man har hørt lang tid nok på nutidens Lukas Graham, Ariana Grande, Gilli og Emil Stabil, som mest handler om kærlighed og savn – eller om sex, være cool og tjene penge – kan man godt tage sig selv i at drømme sig tilbage til en tid med musikpædagogen Bo Schiølers slumromantiske sange om børn og unges dagligdag på Vesterbro.
Lyt til playlisten politiske børnesange i 1970’erne på Spotify
