Planen er egentlig, at 25-årige Alma Kjær Agergaard skal starte på journalisthøjskolen til vinter, men nu må vi se. For i mellemtiden er modtagelsen af hendes musik, som hun udgiver under kunstnernavnet iomfro, gået over al forventning.
Singlen ‘Danse’ har været i rotation på P6 hele sommeren, hun har lige spillet på UHØRT-festival og SPOT-festival, og nu har selveste kronprinsparret fået øjnene op for hende og spurgt, om hun vil spille til deres prisoverrækkelsesshow, Kronprinsparrets Priser, i aften.
Men det passer hende egentlig meget godt, at alting ikke lige er blevet, som hun havde forudset. For hun synes, planer er så kedelige.
”For et halvt år siden ville jeg slet ikke kunne forestille mig, at jeg skulle spille så mange koncerter og spille til det her show. Så jeg håber, at der bliver ved med at ske ting, jeg ikke havde forudset, for det bliver hurtigt kedeligt, når det hele går efter planen,” fortæller hun.
Med kunstnernavnet iomfro, der udtales jomfru, vil hun gerne udfordre den gængse fremstilling af jomfru-figuren, som hun ofte synes, bliver endimensionel:
“Der er de her stereotype kvindefremstillinger, hvor man enten bliver set som uskyldsren eller en skøge, og det vil jeg gerne være med til at nuancere. En jomfru er traditionelt blevet forbundet med noget rent og uprøvet, men for mig kan jomfru-figuren også symbolisere en selvstændig og fri kvinde,” fortæller Alma Kjær Agergaard.
Hendes sang ’Ægte kvinde’ handler netop om de modstridende forventninger, der kan være til unge kvinder, hvor man på den ene side skal være åben og sårbar og på den anden side stærk og carefree. Med sukkersød stemme synger hun småspydigt over en groovy basgang:
“Unge piger med notesbøger skriver lister/ For at være sikre/ På det de tænker/ Og har aldrig fået det til at fungere/ Det der med at meditere/ Uden at blive forvirret”
Teksterne balancerer hele tiden på en fin linje mellem ironi og alvor, omsorg og kritik. Indtil videre tæller repertoiret tre sange, som udgør trilogien ’Føler for meget’, der måske bedst kan beskrives som en refleksion over og stikpille til hendes egen generation. En generation, der er blevet rigtig god til at sætte ord på deres følelser – måske også for god nogle gange.
”Man bliver ofte bedt om at mærke efter, men det er jo ikke sikkert, man kan mærke noget. Nogle gange aner man ikke, om man synes det ene eller det andet, og så er det vigtigt at give plads til den tvivl. Vise, at det er okay, at man ikke altid lige har et svar,” siger Alma Kjær Agergaard.
Sabbatårsskuffelse
Behovet for at råbe sin egen generation op, stammer blandt andet fra dengang, Alma Kjær Agergaard holdt sabbatår. Alle hendes venner, hende selv inklusiv, tog på den obligatoriske backpackertur til Asien eller Sydamerika, og da de kom hjem, var alle enige om, at det havde været den vildeste oplevelse i deres liv.
”Det kunne godt gøre mig irriteret og give mig lyst til at sige: Så fedt var det altså heller ikke. Det er vildt ukonstruktivt at sige, men jeg tror bare, jeg havde brug for et rum, hvor man kunne snakke om øjeblikke, der føltes svære eller udfordrende og om at man måske i virkeligheden ikke var klar eller moden nok til blandt andet sådan en rejse,” fortæller hun.
LÆS OGSÅ:
Det rum, Alma Kjær Agergaard efterspurgte dengang, prøver hun nu selv at skabe med iomfro, som hun selv beskriver som et slags kreativt laboratorium. Et laboratorium, man kan følge med i på iomfros Instagram, hvor hun med en god portion ironi kommenterer på tidens tendenser.
Man kan blandt andet finde et billede af Alma Kjær Agergaard og hendes veninde, der sidder på den såkaldte Hipsterhøj i Aarhus’ latinerkvarter ledsaget af beskrivelsen: “Vi slænger os på noget ikonisk Aarhus, fordi det er nice at drikke øl på Højen, frem for hjemme i stuen. Her er alle ungvoksne fuldt bevidste, mens de bekendte går catwalk forbi.”
Det er den slags observationer af sin egen generation og dens selviscenesættelse, iomfro sender ud som små giftpile i musikken – og som altid peger tilbage på hende selv.
”Nogle gange kan jeg tage mig selv i at købe de samme sko som andre eller have nogle bestemte holdninger, bare fordi alle mine venner har dem. Så har jeg læst en eller anden bog, der skulle være en klassiker, men i virkeligheden forstod jeg den bare slet ikke. Jeg tror, det er vigtigt at turde sige, når der er noget, man ikke forstår eller er uenig i. Også selvom alle siger, det er mega nice og woke.”
Hårklemmer & Hay-kasser
Da iomfro spillede til SPOT-festival i sidste uge, var scenen indrettet som et typisk Instagramvenligt teenage-pigeværelse. Skamler med potteplanter, pastelfarvede Hay-kasser og en pink sofa, som hun selv og hendes danser kunne slænge sig i undervejs.
Det er den slags tidsspecifikke tableauer, der præger det visuelle univers i iomfro, og som går igen i musikvideoerne, der tager os med ind i ungdomsværelset, ud i de aarhusianske gader og med på shawarmabar klokken fem om morgenen på vej hjem fra byen.
I musikvideoerne sidder iomfro ofte blandt et virvar af unge mennesker og kigger ind i kameraet, som om hun ved noget, de andre ikke gør. Det hele spiller på overfladen, men under glimmerøjenskyggen og den smagfulde indretning lurer tomheden.
Hvad vil du gerne sige med alle de her genstande, du har med i dine musikvideoer og på scenen, når du spiller koncerter?
“Jeg ser det som en refleksion og et forsøg på at udstille hverdagen. Der er alle de her inventar-ting, som mange af os har – Hay-kasser, hårklemmer, OMAR-reolen fra IKEA – der bliver forbundet med nogle værdier og en bestemt form for livsstil. ‘Hvis du har denne her håndtaske eller drikker kaffe det her sted, så har du nok de rigtige holdninger.’ Det er ikke fordi, man ikke må være mainstream. Jeg finder selv en stor tryghed i det mainstream, men man kan hurtigt komme til at spille skuespil uden at være opmærksom på det,” siger Alma Kjær Agergaard.
“Jeg tror, det er virkelig farligt, hvis alting bliver så strømlinet, at man kun kan have én bestemt holdning og være overbevist om, at noget er på en bestemt måde.”
Kaffen galt i halsen
For Alma Kjær Agergaard er det lidt af en milepæl at skulle optræde til Kronprinsparrets Priser. Men det er ikke kun anerkendelsen, hun er glad for. Hun håber nemlig også at kunne ruske lidt op i Hr. og Fru Danmark med sin alternative tilgang til koncertformatet.
”Måske er der nogen, der får deres kaffe galt i halsen over det, jeg synger eller den måde, min danser bevæger sin krop på. I virkeligheden synes jeg egentlig selv, det jeg laver, er meget spiseligt, men jeg tror alligevel, der er nogle elementer, der bryder med det, man forventer. Jeg har i hvert fald fået at vide, at nogle synes, mine ting er provokerende.”
Hvad bliver folk provokerede over?
”Jeg tror, det er den ironi og spydighed, der er i teksterne. Det der glimt i øjet kan godt provokere folk, og især mænd, har jeg fået at vide. Der er nogen, der skriver, at de ikke helt ved, hvor de har mig. Men hvis folk bliver provokerede, er det jo også et signal om, at det, jeg siger, har rykket noget. At jeg har sagt noget, de ikke var helt komfortable med at høre. Og det synes jeg er positivt.”
Du kan se iomfro optræde til Kronprinsparrets Priser, som vises live på DR1 kl. 21 lørdag 25. september.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️