Mandag aften løb Carl Prisen af stablen. Prisen skal “hylde og hædre” danske sangskrivere og komponister, men awardshowet efterlod den 30-årige musiker Asger Nordtop – alias Guldimund – i chok over sin egen branche.
I et længere opslag på Facebook fortæller Guldimund hvorfor.
Heartbeats har fået lov til at bringe hele opslaget.
“I går var jeg til mit første awardshow. Carl Prisen. Det var en fejring af musikåret 2020, og jeg havde lige sneget mig med med ‘Brænder Stadig’, som udkom i november sidste år. Det var først, da jeg sad der blandt kollegerne, som altså talte nogle af de største navne i dansk musik lige nu (Christopher, Jada, Tessa, Ganger, Drew Sycamore), at det gik op for mig, hvor stort det egentlig var at være blandt 3 nomineret i kategorien ‘Årets Sang’.
Kæmpe tillykke til Joyce, som med Formskifter tog prisen. Det har I fortjent, for jeg synes bestemt, I er et af de fedeste bands, 2020 gav os fornøjelsen af at møde.
Min kategori var den næstsidste på programmet, og som showet skred frem, fik jeg mere og mere lyst til at vinde. Selvfølgelig fordi det kunne være nice rent personligt, men faktisk mest fordi der var noget, der trængte sig på, og jeg håbede inderligt, at jeg ville få mulighed for at få taletid for netop den forsamling af musikere og branchefolk.
For det første virkede hele setuppet absurd. Min store kæphest er, at vi musikere kommer til at underbyde hinanden i et evigt ræs mod bunden, fordi vi er så bange for, at der står nogen lige bagved klar til at tage jobbet, hvis vi siger nej. Producere og sangskrivere arbejder gratis for pladeselskaberne, fordi der altid er en anden, de kan sende deres artister hen til. Der er altid nogen der vil spille på festivalen, så mange har meget ringe muligheder for at forhandle sig frem til den løn, deres tid og evner egentlig er værd.
Jeg mener, at denne interne rivalisering mellem kunstnere er, nåh ja, KUNSTIG. Den findes simpelthen ikke. Jeg er ikke i konkurrence med Ganger eller Bisse eller Barselona. Musik er ikke en eller anden brugsgenstand fx en foodprocessorer, som folk kun skal have én af, og så er det enten fra Siemens eller OBH.
Jeg var nomineret imod (!!!) Joyce og Tessa, Karen Mukupa og Natasja. Det er udelukkende ved den her konstruerede situation, at jeg nogensinde er i konkurrence med disse kolleger. I den virkelige verden tager vi intet fra hinanden. Jeg vil gerne anbefale alle at lytte til Joyce og Tessa og se, hvad det kan bibringe jeres tilværelse.
(Dyb indånding …)
Det næste, der slog mig, og som langsomt fik mit blod til at bruse heftigere og vildere rundt i kroppen, var, hvordan jeg, som showet skred frem, kunne iagttage den ene hvide mand eller gruppe af hvide mænd efter den anden gå på scenen for at modtage priser. Da priserne var uddelt, og det store fællesbillede af vinderne skulle tages, stod 22 mænd og kun sølle 2 kvinder på scenen. Det er under 9 procent. Ingen af vinderne havde minoritetsbaggrund. Det var meget, meget lidt mangfoldigt og mildest talt sørgeligt at betragte.
Det var meget, meget lidt mangfoldigt og mildest talt lidt sørgelidt at betragte.”
– Guldimund
Konferencieren Per Vers adresserede det med et formentlig velmenende, men halvkikset “de to piger i klassen”, og alle andre med mikrofontid berørte enten ikke emnet eller kæmpede tydeligt med at finde et sprog for det. Det blev kun understreget, da filmkomponisten Jacob Groth skulle modtage æresprisen – al respekt for hans flotte virke og stort tillykke med prisen – og det blev fejret med en næsten 20 minutter lang video, hvor en række gamle hvide mænd sad og svælgede i, hvor fed en klub de havde. Ingen kvinder optrådte i den video, som ellers skulle understrege en af showets gennemgående pointer om, at ingen når til, hvor de når uden et godt team bag sig.
Jeg synes, det er trist, at vi ikke er kommet videre. Jeg synes, det er sørgerligt, at min branche, som jo egentlig er fuld af kreative mennesker, ikke evner at gøre op med disse problemer. Vi hænger i dyndet efter alle mulige andre erhverv. Det er faktisk pinligt. Det kræver i virkeligheden ikke så meget, tror jeg. Det kræver bare, at vi tager problemet alvorligt og ikke bare lader os tage til takke med argumenter som “jamen, der er ikke flere kvinder”, eller “det var de bedste kandidater, der vandt”. Der er et problem i vores måde at tænke på, og det skal vi acceptere og så prøve at tænke over, hvad vi kan gøre.
Jeg er selv leder af et orkester med otte musikere. Heriblandt kun en kvinde, og hun er sanger. Det er ikke godt nok. Derfor er jeg begyndt at udfordre mig selv og min vanetænkning, når jeg skal finde afløsere. I stedet for at tænke “ej, jeg spørger bare ham min gamle makker, for han er hyggeligt hang og god til at bryde isen til kvinderne i publikum” (ja, sådan tænker jeg, hvis jeg ikke tænker mig om), så spørger jeg mig selv, om der kunne være en kvinde, der var lige så egnet til jobbet.
De sidste to afløsere, jeg har hyret, viste sig faktisk at være mere end kvalificerede – fuck mand, den ene har turneret med Bon Iver. Men de havde ikke været på min radar, hvis jeg ikke havde udfordret min første indskydelse. Så havde jeg bare spurgt nogle mænd, som jeg havde haft en god brandert med engang.
Min pointe er, at det handler om at udfordre sin vanetænkning. Det er okay, at vi har den, vanetænkningen, for det har altid været sådan. Jeg tilgiver mig selv for de tanker. Men jeg har et ansvar for at erkende, at jeg er underlagt de vaner og så prøve at gøre noget nyt, og det skal hellere være i går end i morgen. Okay, hav en god dag venner.”
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
