Kommentar af Ditte Giese: Hvordan taler man med sit barn om klimakatastrofen?

Der er ikke noget mere forløjet end voksne, der ikke klæder deres børn på til virkeligheden, fordi de hellere vil lulle dem ind i uskyldig, lyserød Disney-version af verden. Vi må og skal have et sprog for at tale om klimaet med vores børn.

Røg og sod efter afbrænding af udtørrede baobab-træer på Madagaskar. Foto: ‘Our Planet’/Netflix

”Mor, har du hørt om hende pigen, der skolestrejker for klimaet”, spurgte min 8-årige dreng mig forleden.

Det har jeg da. Faktisk er jeg decideret fan af svenske Greta Thunberg og hendes voldsomt sympatiske aktivisme for at sætte fokus på klimaet og klodens fremtid overfor en voksengeneration, der enten har givet op eller kigger belejligt væk. Fordi forbrug og vækst.

Jeg har meget få, hvis nogen, tabuer overfor mit barn. Vi taler jævnligt om, hvorfor far og mor blev skilt. Hvordan man boller. Hvad der egentlig er ude i rummet. Hvad det betyder, at han har en ven med ADHD, der nogle gange slår. Alvorlige sager for en dreng i 2. klasse. På det seneste er vi begyndt at tale en del om klimaet. Han ser ’Ultra Nyt’, og vi har abonnement på Børneavisen, så han hører nyt fra verden.

Men klimakrisen, som vi burde kalde klimakatastrofen, synes jeg, det er svært at tale om på en god måde. Det er svært at fortælle en natur- og dyreglad dreng, der går til spejder, er medlem af Pandaklubben og drømmer om at blive biodynamisk landmand og/eller youtuber, at vi har fucket naturen op. At insekterne dør. At jorden er udpint. At vi udleder alt for meget CO2. At isen smelter hurtigere og hurtigere, og at der er egne af verden, hvor folk ikke kan bo længere.

Men det er jo sandheden, så vi skal tale om det. Der er ikke noget mere forløjet end voksne, der ikke klæder deres børn på til virkeligheden, fordi de hellere vil lulle dem ind i uskyldig, lyserød Disney-version af verden. Det går ikke. Men der må findes en mellemvej. Jeg har lært en del af min egen opvækst i de koldkrigsangste 1980’ere med sirene-test om onsdagen, og os børn der så med, når der var tv-avis med nyt fra Iran-Irak-krigen, der vist varede det meste af min barndom. Jeg husker at ligge vågen og bange i min seng og frygte, at russerne angreb. At hullet i ozonlaget var lige over vores lejlighed. At hvalerne døde. At atomkrigen kom og udslettede os inden længe. At min mors ven John døde af AIDS (hvilket han også gjorde). Det var måske lige alvor nok til et barn.

Men jeg er jo nødt til at være ærlig overfor min dreng, for vi har ikke styr på det. Vi er de voksne, og vi har ikke styr på det. Egentlig ved vi godt, hvad der skal til: Vi skal skrue ned for forbruget og have implementeret ny grøn viden og teknologi overalt. Vi skal holde op med at flyve og holde op med at spise (så meget) kød.

”Vi skal have en masse nye, gode vaner i en fart. Og så skal vi passe rigtig godt på vores træer,” fortæller jeg ham, når vi taler om det.

Og han er sådan set helt med på de nye vaner. At vi affaldssorterer, og at køkkenaffaldet er med til at få bus 5C til at køre på biogas. At vi ikke spiser oksekød mere, selv om han vildt godt kan lide de der snackpølser, der står og lokker ved kassen i supermarkedet. Vi spiser ikke bær om vinteren. Vi cykler. Vi flyver meget sjældent på ferie. Vi går en del i genbrugstøj og køber generelt mange ting brugt – alt det er han helt med på. For børn er jo sådan set mega omstillingsparate. Det er mere os voksne, den er gal med. For vi vil flyve til udlandet flere gange om året, have nyt tøj hele tiden og spise måltider centreret omkring kød.

Det er de problemstillinger, som jeg synes, at det er svært at tale med et barn om. At de voksne er dumme og træffer dumme, egoistiske valg. Så hvordan taler man med sit barn om alvoren i klimaet uden at skræmme livet af ungen? Her kommer et helt nemt og håndgribeligt tip:

Jeg ser den nye Netflix-naturserie ’Our Planet’ med mit barn. Det er vidunderlige 92-årige Sir David Attenborough, der har taget en pause fra sit otium for at speake endnu en stor serie om naturens vidundere, skønhed og rigdom i samarbejde med WWF.

”Det her er historien om vores planet i forandring. Og hvad vi kan gøre for, at den trives,” indleder han. For i modsætning til Attenboroughs tidligere kæmpe succeser ’Planet Earth’ og ’The Blue Planet’, så fletter han denne gang klimabekymringen og klimaforandringerne ind i sin formidling og dyre-begejstring.

De absurd smukke billeder, hvor vi f.eks. er helt tæt på, når et smeltende isbjerg falder sammen, eller når tusindevis af pingviner tusser henover isen, eller en farvestrålende fugl danser for en hun for at imponere hende til parring, er et godt bud på en ikke-katastrofepræget klimaformidling til børn og unge. Selvfølgelig krydret med mere jordnær oplysning i hverdagen. Men jeg tror, at skønheden i og kærligheden til naturen er vigtigt sammen med et håb, når vi taler klimakatastrofe med vores børn.

Som Attenborough siger, kan vi nemlig sagtens redde planeten og vende bøtten. Vi har viden, og vi har løsninger. Nu skal vi have stoppet udpiningen af kloden, finde en bæredygtig levevis og implementere grøn teknologi og i løbet af et par generationer kan vi genoprette skaderne. Hvis vi vil. Men hvad er egentlig alternativet? At flyve på charterferie indtil vi drukner?

Det håb og den alvor forsøger jeg at videregive til min naturglade dreng. Og så håber jeg, at ham og Greta og alle de andre små spirer vil bære det med sig.

Footer graphics