I 2018 landede 50 sommerfuglekusser på Museum of Comtemporary Art i Beijing. 50 kvinder havde fotograferet deres kønsorganer og med hjertet i halsen sendt fotografierne til kunstner Nille Bech. Systematisk bearbejdede hun billederne, indtil det kød, som så sjældent vises frem, fremstod som farvestrålende sommerfugle. Flere af kvinderne græd af glæde over for første gang at se deres skød som noget smukt og hverken skamfuldt eller forkert.
Nille Bech er 44 år og bor i et stort, gammelt hus i Odense med sin mand og deres otte børn. Du læste rigtigt: Otte børn. Hun er maler, performancekunstner og skulptør med kvindekroppen som omdrejningspunkt. Hun er ofte selv den mest tilgængelige model, så hver en centimeter af Nille Bechs krop er gennem årene blevet affotograferet, formgivet, kopieret, dyppet i maling projekteret op på vægge.
Hvis man siger, at en mand tænker med pikken, er det sjældent de klogeste beslutninger, man henviser til. Men for Nille Bech er kvindens kusse centret for både intuition og livsenergi. En slags portal til den kvindelige energi, som hun demonstrativt fokuserer på i sin kunst, fordi hun mener, at den er blevet gjort til skamme og usynliggjort i årtusinder:
“Det betyder selvfølgelig ikke, at jeg ikke kan lide mænd. Men der er et maskulint overdrive i vores kultur, og det kræver feminin modvægt. Den her energi skal trænes, praktiseres og stoles på.”
Nille Bech er lille af statur og sidder sammenkrøllet i en stor stol som et eksklusivt kæledyr. Med et fast blik bag skulpturelle briller fortæller hun, hvordan hun de seneste fem år har genskabt sig selv i en mere feminint afbalanceret form end før. At hun har funden styrke i det feminine. Altså modsat det traditionelt maskuline, som enten står klippefast eller raser fremad og mejer alt ned på vejen.
For Nille Bech er det en styrke at kunne være bøjelig og blød. At kunne lade sig mase helt flad for derefter at rejse sig igen. Kvindens styrke er foruden intuitionen også en fleksibilitet, og med sin kunst forsøger Bech at skabe et rum for sig selv og andre kvinder til at favne deres særegne styrke.
Tre knæk og en kokosnød
Men de færreste går uprovokeret ind i den form for selvudvikling. Heller ikke Nille Bech.
Som hos alle os andre har det hele også været noget lort. Faktisk startede hele hendes bevægelse mod den feminine kraft med en koli-forgiftning og, bogstaveligt talt, rigtig meget lort. Hun var syg i månedsvis.
Første knæk.
Da hun så fødte endnu en lille søn til rækken af lyshårede drengebørn, ville livmoderen ikke trække sig sammen, og hun var ved at forbløde.
Andet knæk.
Til sidst knaldede hun hovedet så eftertrykkeligt ind i en jernstang, at hun pådrog sig en massiv hjernerystelse, som endeligt fældede hende og væltede hende ned i en depression.
Tredje knæk.
Nille Bech kunne ikke tale. Hun kunne ikke male. Hun kunne ikke huske. Hun kunne ingenting. Hun havde en følelse af, at hun pludselig slet ikke var noget som helst. Og så gik bunden ud af det hele.
“Jeg stod op om morgenen og græd, indtil børnene kom hjem. Så tog jeg mig sammen, indtil de gik i seng, og så græd jeg igen, imens jeg tævede mig selv med skyld og skam.”
Vendepunktet på nedturen kom en aften, hvor Bech et kort sekund overvejede, om det at åbne en kokosnød kunne føre til, at kniven smuttede, og så var det på en måde bare var et hændeligt uheld, hvis det hele stoppede dér.
Chokeret over, at hendes hjerne kunne producere den tanke, den selvvalgte slutning, slæbte hun sig til lægen. Vejen mod bedring var brolagt med både gode venner og gode piller. Og da hun endelig kunne trække vejret igen, havde hun brug for at lære at være noget løsrevet fra præstationen – at være noget i sig selv.
Det hellige skød
Nille Bech valgte en selvudviklende vej, og den gik sydpå. Til et sted under navlen. Der havde hun været før, for efter skilsmissen fra eksmanden havde hun oplevet, hvordan hun kunne undgå at lade sig vælte af hans verbale overfald ved at ty til knibeøvelser, hver gang han ringede for at få afløb.
“Der gik ikke mere end 14 dage, så droslede angrebene af, for jeg fodrede dem ikke. Jeg brugte dem. Hver gang han ringede, måtte jeg undertrykke et fnis. Tænk, hvis han vidste, at hver gang han skældte mig ud, så blev jeg bare bedre og bedre til at knalde.”
Hun brugte den energi, skødets og seksualitetens, til at samle sig. Og så var det, hun faldt over kurset ’Det hellige skød’ hos noget, der hedder Akademi for Feminint Lederskab. Her er grundtanken at hjælpe kvinder til at leve et liv i integritet med deres feminine essens. Ingen sammensmeltning af femininitet og passivitet, whatsoever. Det blev et menneskeligt og kunstnerisk vendepunkt for Nille Bech.
I dette fællesskab oplevede hun, at kvinder havde til op over begge ører med idéer om, hvordan de skulle være en succes. Alle havde de oplevet at gå på kompromis med deres intuition og undertrykke det kropslige. At mase sig igennem en invaliderende PMS for ikke at virke ‘svag og kvindelig’. Eller få at vide, de skulle gro noget hårdere hud, selv om der var al mulig grund til at føle smerte. Der var en fælles idé om, at der var noget skamfuldt i at være kvinde, som også knyttede sig til kønsorganerne.
En af kvinderne på kurset fortalte, at hun havde kigget på sin kusse i et spejl. Det kræver en vis indsats, det er ikke noget, man lige kommer til. Flere af kvinderne havde en udefinerbar forestilling om, at deres kusse var klam – ulækker. De havde ikke haft lyst til at se den. Men i fællesskab tog de tilløb til den akrobatiske øvelse. En ældre kvinde ville gerne se, hvad status var dernede, men hvordan fanden skulle hun komme helt derned? Det blev lynhurtigt løst: Tag et billede med din telefon – en selfisse.
Og pludselig havde Nille Bech lovet, at hvis kvinderne ville dele det allermest intime og sende deres billeder til hende, så skulle hun lave kunst ud af dem. Hun kunne sætte poetisk form på kusserne, så verden ville møde dem med samme åbne glæde, som man møder en sommerfugl.
Der gik to dage inden den første kusse dumpede ind i Nille Bechs mailbakke. Og flere fulgte. Vægten af tillid var overvældende. Hun behandlede billederne enkeltvist. Systematisk. Respektfuldt. Printede dem ud, tegnede omridset af læberne. Printede og scannede igen og igen. De kraftige sommerfuglefarver opstod i processen.
Sæt kønnet fri
Det handlede aldrig om at vise, at kvinder ser forskellige ud mellem benene, men om det frigørende i processen for den enkelte.
“Det er jo ikke gjort med at sende billedet, for der er så mange tanker, som følger med: Hvad nu, hvis min kusse er grim? Kan man se, at jeg har været udsat for et seksuelt overgreb? Eller at jeg har født 100 børn? Projektet har givet kvinderne mulighed for at kigge på deres forhold til intimitet, sex, fødsler, krop.”
Projektet greb om sig, og 50 kvinder fra 6 forskellige lande har nu løftet dynen og fotograferet deres køn. Også Nille Bech selv, for man beder ikke andre udlevere sig, hvis ikke man selv giver noget, som hun siger. Sommerfuglene er samlet i bogen ’Butterflies & Pussytales’, og billederne var denne vinter udstillet på Museum of Contemporary Art i Beijing.
Sådan blev Nille Bechs kussekunst født. Hun fortæller, at hun aldrig ville finde det interessant at arbejde med pikken som motiv, for der er ikke det samme tabu forbundet med det at være mand og med pikken, siger hun.
“Det kaldes skamlæber og ikke skamstav, vel? Pikken er fri. Den er uinteressant. Mit projekt handler om kvinders mulighed for at sætte sig selv fri. Måske ændrer hendes rammesætning sig ikke resten af hendes liv, men oplevelsen af indre frihed, den tager hun med sig.”
