Carl Vilhelm Goldmann. Foto: Marstal Søfartsmuseum

Heartbeats anbefaler: Okkult podcast tager dig helt med ned i graven

Nationalmuseets medie Vores Tid har produceret en podcast, der fortæller historien om ondskab i Danmark på en ny måde. Selvom de oversete historier er oplysende og fascinerende, kunne man godt savne lidt mere schwung på fortællingen.

Et gravidt moselig med en historie belyst af Fuldmånen. En danserinde, hvis optræden ender i døden. En mand, der forfølges af et ondsindet hekserygte.

Det er nogle af de skæbner, du kan høre i podcasten ‘Obscuritas‘, der fik premiere i december og er produceret af Nationalmuseets mediehus Vores Tid.

Podcastens projekt er at nuancere vores syn på ondskab ved at genbesøge fortællinger fra Danmarks fjerne og nære fortid og med historiske briller forklare, hvorfor ofringer, magi og mystiske ritualer var en naturlig del af vores forfædres liv.

Det første afsnit foregår på Ærø og tegner et billede af et lille øsamfund, der kaster skygger til 1600-tallets besættelse af hekseri. Her får vi nemlig fortalt historien om skomageren Carl Vilhelm Goldmann, der blev genstand for Danmarks sidste hekseproces – i 1936!

Goldmann blev anklaget for hekseri på grund af sine “onde øjne”, der kunne kaste forbandelser over ærøboerne. Og så havde han arvet en magisk bog fra sin mor – en cyprianus – som han gemte på loftet.

Vært Louise Lindblad taler med inspektør på heksemuseet HEX Maria Østerby Elleby, men også med Goldmanns efterkommere. Hans tipoldebarn beretter endda, at cyprianussen efter sigende stadig er i familiens varetægt. Alene det gad man godt høre en hel podcast om.

Hvert afsnit indledes med en kort iscenesættelse af en mandlig fortæller, og derefter tager Louise Lindblad os med på reportage sammen med en relevant ekspert. Et simpelt, men effektivt greb, som giver følelsen af at være med helt nede i graven.

Hver episode er uafhængig med en ny historie, så det er nemt at lytte et afsnit ad gangen eller efter interesse.

Gode historier, men …

Produktionen er indimellem præget af dårlige lydniveauer. Men det er lødigt fortalt og har en charme, som minder om podcastens tidlige år, hvor glade amatører tog på opdagelse med intet andet end en båndoptager.

Men hvis du er til stort anlagte podcast med masser af staffage som effekter, musik, iscenesættelser og plotpunkter, vil du måske finde ‘Obscuritas’ for langsom og bar.

Heldigvis er historierne stærke nok til at stå relativt nøgne frem, og eksperterne i hvert afsnit er velvalgte og gode formidlere af deres område.

Hvis du også slugte DR-podcasten ‘Onde Anna’ råt, vil du helt sikkert være i godt selskab med ‘Obscuritas’, der med sit live-on-tape-agtige tempo er ideelt til en langsom søndag, hvor du slænger dig i sofaen eller skurer badeværelse ned.

Alt i alt er den en vellykket podcast, der fortæller glemte og gemte historier om magi, overtro og ritualer fra en nogle gange ikke så fjern fortid, omend man sagtens kunne have ønsket, at hver fortælling var blevet foldet mere ud og måske plottet bedre, så vi blev efterladt sultne efter endnu et afsnit.

Find mere om
Footer graphics