Sverige har en helt utroligt god track record, når det kommer til at lave veldrejet og ørehængende popmusik. En af 00’ernes og 10’ernes absolutte kroner på det svenske pop-værk er Veronica Maggio.
Hendes rullende r’ere kilder i ørerne og minder om flygtige forelskelser og de tidlige 20’eres lige dele intensitet og afgrundsdyb forvirring. Sådan er det i hvert fald for mig.
Da jeg den anden morgen stod ved cykelstativet og skulle vælge musik til min tur til arbejde, faldt jeg over ‘Handen i fickan fast jag bryr mig’, Veronica Maggios fjerde album fra 2013. Neonlysene på coveret æggede mig på ny, og jeg trykkede play. Og hvilken cykeltur det blev gennem København. Minderne stod på spring, og jeg blev både trist og ekstatisk.
Togture til og fra Aarhus for at besøge en fling. En kompliceret og flygtig forelskelse mellem en journaliststuderende og en medicinstuderende, der aldrig var helt rigtig. Men dér på banegården var det altid enten den ene eller den anden ende af følelsesskalaen. Eufori eller savn. Tårer trillende ned ad kinderne, når banegården fortonede sig, og ‘Handen i fickan fast jag bryr mig’ strømmede ud af høretelefonerne. Åh, mit hjerte.
Albummet er som en æske fuld af ungdom. Der er noget med det svenske sprog i det hele taget, som skaber samme længselsfulde lydunivers, som det franske også mestrer. Det er opskriften på fonetisk kærlighed. For det er ikke synthesizer-pop med computer-konstruerede beats.
Veronica Maggio har et rigtigt band i ryggen. Der er kor og et lille drys af soul med på de fleste af numrene. Albummet er storladent på de helt rette tidspunkter, for eksempel med strygere på ‘Låtsas som det regnar’ (helt klart græde-sangen i toget). Et nummer, hvor hun nærmest hvisker versene. Klip til ‘Sergels torg’, hvor omkvædet bliver råbt for fuldt kadaver.
Der er en helt særlig stemning forbundet med at sætte albummet på, der er Veronica Maggios fjerde. Det kom i kølvandet på albummet ‘Satan i gatan’, der blev hendes gennembrudsalbum og lå nummer et på albumlisten i Sverige. Mange husker nok albumcoveret med et closeup af en blond Veronica Maggio med en lyserød tyggegummiboble hængende ud af munden på en mintgrøn baggrund. For ikke at tale om nummeret ‘Jag kommer’, der nok har kastet sin del af forelskede fans af sig. Nummeret gjorde hende i øvrigt til den mest streamede kunstner i Sverige i 2011.
Bagefter fulgte så et i min optik ligeså stort album. På ‘Handen i fickan fast jag bryr mig’ er Maggios stemme er fin og spinkel og sprød og fuld af kraft på én gang. Det er pop med power og personlighed. Albummet veksler mellem dur og mol, og man får en gedigen tur gennem følelsesregistret, når man lytter til det. Maggio opbygger sjældent gode universer og stemninger, som føles ekstremt nærværende. Og som smitter. Det er som at være med i en film, der sørger for comic relief, for at løfte en op igen efter en sjæler.
Når man lytter til albummet, føles det faktisk mest af alt som at være til en sommerfest, hvor solen skinner, øllene er kolde, og selskabet perfekt, eller en dag på Roskilde Festival, der på én gang føles uendelig, men som jo alligevel altid slutter og fylder en med blå stemning. Det var jo lige så godt, og nu er det væk. Ligesom med de tidlige 20’ere. Er de virkelig allerede væk?
Vi er ikke så langt tilbage i tiden her, som vi ellers ofte i Flashback Friday, men det føles, som om det er utroligt længe siden, at der har været en Veronica Maggio på hitlisterne med nogle ‘Handen i fickan fast jag bryr mig’-agtige sange på hitlisterne. Det er næsten umuligt ikke at blive forelsket i Veronica Maggios stemme.
De skandinaviske popsangerinder er gone clubbin’ (her tænker jeg for eksempel på Tove Lo og Zara Larsson). Personligt har jeg ikke fundet en ny Veronica Maggio med strygere, trommesæt, kor og oprigtige og bevægende tekster og melodier. Men så er det jo heldigt, at man kan vende tilbage til den trygge havn, som ‘Handen i fickan fast jag bryr mig’ er blevet for mig og lade sig gennemstrømme af 20’ernes intense magi.
LÆS OGSÅ
