Ensomhed i Vega: Oplev det store distancerede fællesskab på gulvet fra en yogamåtte

Vega hylder på sin helt egen måde ensomheden og isolationen med lydperformance og massemeditation i selskab med Hans Rosenström, Anders Rhedin og kunstnerduoen Philip|Schneider.

Siden april har vi levet et liv med stærke begrænsninger, men nu kan du i Vega opleve en koncert, som både er en konsekvens af – og en hyldest til –  afstanden, isolationen og ensomheden, som har været en del af de flestes liv de seneste otte måneder.

‘The Nature of Isolation and Loneliness’ er skabt af den finske komponist Hans Rosenström og kunstnerduoen Philip|Schneider (bestående af komponisterne og sangerne Josephine Philip og Hannah Schneider) og er i følge folkene bag “en performativ undersøgelse og manifestation af isolation og ensomhed.”

“Ensomheden er en følelse de fleste oplever i deres liv, og undersøgelser viser endda, at det område i hjernen, der aktiveres, når vi oplever ensomhed og isolation, er det samme sted, der registrerer fysisk smerte. Ensomheden gemmes ofte væk som et tabuiseret emne i vores samfund, uden at vi adresserer betydningen. I værket ‘The Nature of Isolation and Loneliness’ kommer publikum ind i de fjerneste afkroge af den menneskelige hjerne, gennem kroppens celler og ud igen med et fornyet blik på fællesskabet og menneskene omkring sig,” siger de.

Værket bliver uropført 22. november i Vega og er en del af projektet VEGA|ARTS.

Efter opførslen kan man deltage i en guidet meditation og “et lindrende lydbad”, nemlig en ambient-koncert af musikeren Anders Rhedin.

“Som fører os allesammen ud på den anden side med fornyet kraft og forbindelse til vores indre og ydre verden.” 

I det hele taget lover Vega, at den den traditionelle koncertform denne aften er opløst, og at man i stedet medbringer sin egen yogamåtte, hvorfra man kan nyde oplevelsen.

“Med en blanding af sang, performance og lyd skabes et værk specielt til anledningen. På Vega – engang et fælleshus for arbejderbevægelsen, nu et sted, hvor folk normalt mødes, skulder ved skulder, for at opleve levende musik – inviteres publikum på en rejse ind i ensomhedens natur, gennem fragmentariske musikfraser og udsagn, som eskalerer, og til sidst samler sig i et mangestemmigt korværk.” 

Du kan købe billet her.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Find mere om
Footer graphics