Jeg er begyndt at spille World of Warcraft, og mine veninder kigger på mig over hvidvinsglassene som om, jeg har tilstået, at jeg af eget valg har besluttet mig for udelukkende at leve af udgået yoghurt.
”Øh okay, hvorfor det?” spørger de uden rigtig at ville vide det.
Jeg tilhører en generation af 12-talspiger m/k, der er vokset op under Anders Foghs selvkontrollerede regime post finanskrisen. Vores friværdi-forældre fortalte os, at vi kunne blive til lige det, vi ville. Det var i de optimistiske og ironiske 90ere, og årtusindeskiftet øjnede kun morgenrøde i horisonten.
Men det var terror, finans- og tiltagende klimakrise, der lå og ulmede til os på den anden side – og hvad gør man så, når man er vokset op med store drømme, men et arbejdsmarked og en natur i kollaps?
Man knokler.
Siden min gymnasietid post finanskrise har min generation lært, at det sidste i verden, vi skulle, var at spilde tiden på leg og pjat. Højskole og sabbatår blev valgt ud fra, om de så godt ud på cv’et.
Resultatet var, at jeg voksede op og blev den mindst sjove i kommunen, fornuftig som regnvejrstøj på overskyede dage. Og selvom jeg gjorde mit bedste for, at intet skulle kunne gå galt, endte det selvfølgelig i en stresssygemelding.
Den primære opgave under sådan én er at gøre noget, der gør én glad. Jeg havde kun en arbejdsmetode, og det var at gøre afslapning til en disciplin:
Jeg startede til tegning og kopierede de italienske renæssance-mestre, dyrkede yoga til min krop kunne snos sammen til en cirkel, mediterede til meditationsguruen Sam Harris og startede på et keramikværksted sammen med et hav af andre middelklassekvinder med naturlige hårfarver, der alle lignede hinanden så meget, man undrede sig over, om vi blev produceret på den samme fabrik, programmerede til altid at gøre det rigtige.
Men der var håb for pæne piger som mig. Og det var at opføre sig som en mand.
Mine venner kan finde ud af at have det sjovt. De dukkede op en dag med computere, en taske fyldt med reelt gaming-udstyr og poser med chips. Vi skulle spille World of Warcraft hjemme i min lyserøde lejlighed blandt min skov af stueplanter (jeg både vander og sprøjter) og udgaver af ’På Sporet af den tabte tid’, som jeg læser for sjov.
Jeg fik ryddet bordet for keramikskulpturer, oprettet en bruger på Blizzard, MomPants69 – og så forsvandt jeg med mine gnome mage, Helle, ind i en parallel verden, hvor alle tror, jeg er en mand, og hvor timer forsvinder hurtigere end isen på polerne.
Men det bekymrer mig ikke længere. I hvert fald ikke i de timer, Helle smadrer mobs i Westfall.
Det er sjovt på samme måde, som det er sjovt at være barn og lege heks dybt inde i skoven uden mor og far. Når man gamer, træder man ind i selvforglemmelsens land. Her er der intet fra hverdagen, der kan ramme en. Kun orkere.
Når jeg caster mine frostbolts sammen med gutterne, så er der ingen krav i verden – hverken indbildte eller virkelige – der kan nå mig.
Man kan være sammen med mænd uden at tale om, hvordan man har det. Mest af alt handler det om at sige noget, der er så sjovt, de andre griner imponeret af, hvor opfindsom man kan være med sine dumheder.
Det burde ikke være utænkeligt for kvinder, mig selv inklusiv, at man kan bruge tiden så kikset, selvcentreret og barnligt. Vi skal blive bedre til at lege – for vores egen skyld.
