Det bedste:
Den originale historie!
Altså meget kan man sige om Bibelen, men det er saftsusemig en kulørt fortælling, de der har skruet sammen med jomfrufødsel og de ti plager og Edens have og Helligånden og Sodoma og Gomorra (datidens Lolland-Falster) og Judas, den skiderik og korsfæstelsen og det frække plot-twist, genopstandelsen og alt muligt andet.
Det er grundlæggende en knaldgod og originalt tænkt fortælling. Nu er det ikke fordi, vi skal pege fingre af andre religioner – det er der så rigeligt med andre, der gør for tiden – men man kunne for eksempel nævne de romerske guder som et sted i religionshistorien, hvor nogen er sluppet lidt let om det hele. Man kunne forestille sig, at en romer og en græker falde i snak på en vinbar for længe siden:
Græker: ”Vi har 20 guder hjemme i Grækenland.”
Romer: ”Nå. Det har vi da også i Rom. 20, lige præcis, faktisk.”
Græker: ”Nå, men vores bor på et megastort bjerg.”
Romer: ”Det gør vores da også.”
Græker: ”Hm. Men har I måske en, der kan kaste med lyn? Det kan vores Zeus.”
Romer: ”Sådan en har vi også. Han hedder Jupiter.”
Græker: ”Nå, jamen… har I så måske en, der har foret sin seng med hud fra sine døde fjender, hva’? Ligesom krigsguden Ares?”
Romer: ”Ja, det er jo Mars. Han er sjovt nok vores krigsgud.”
Græker: ”Hvad? Jamen… hvad så med en, der skyder folk med kærlighedspile, ligesom Eros? Sådan en har I ikke!”
Romer: ”Du mener Amor?”
Græker: ”Sig mig, har I bare kopieret vores guder og givet dem andre navne!?”
Romer: ”Altså, det er… hov! Ved du hvad, jeg har en pizza i ovnen! Jeg bliver nødt til at smutte. Ciao!”
Det værste:
Plothullerne i Bibelen!
Gud har knap nok lavet lys, før tingene begynder at falde fra hinanden. Adam og Eva hygger sig i Edens Have, da en slange lokker dem til at spise et æble, som Den Almægtige åbenbart har et overdrevet nært forhold til. Som straf skal Eva føde sine børn i smerte, mens Adam til evig til skal skaffe sin egen mad … hvilket han jo praktisk talt netop var i gang med. Slangen, den får besked på at krybe resten af sit liv. Du ved, i modsætning til at … hvad? At gå rundt?
LÆS OGSÅ:
Nå, men senere begynder det så at regne. Så meget, at en fyr ved navn Noah er nødt til at bygge en båd, der kan huse to eksemplarer af alle verdens dyrearter (muligvis kun én regnorm, da den slags som bekendt er tvekønnede). Men jo, også fugle, selvom de vel teknisk set kan flyve rundt, og ja, også fisk, selvom de jo ikke som sådan behøver at frygte en oversvømmelse. Noah bliver i øvrigt 600 år gammel, men når inden da at få tre sønner i en alder af 500 år.
På dette tidspunkt i historien virker selv Matrix-filmene nærmest socialrealistiske ved siden af. Og vi er ikke engang halvvejs.
Fast forward til det nye testamente, hvor den egentlige hovedperson, Jesus, gør sin entré og dermed sætter gang i vor moderne tidsregning. Som vel dermed burde starte juleaften – og ikke nytårsaften, som tilfældet er nu? Hans mor, Maria, er i øvrigt jomfru, men er blevet befrugtet af en lidt diffus type ved navn Helligånden. Der sjovt nok kom forbi, netop som hendes mand, Josef, havde noget tømrerarbejde at se til i nabobyen.
33 år senere bliver (spoiler alert!) Jesus korsfæstet, dør og bliver lagt i en hule med en sten foran. Nogle dage senere er stenen der stadig, men liget af Jesus er væk. Hvad? Hvad så? Har nogen stjålet det? Flyttet det? Næh, Jesus er såmænd genopstået, og dermed er det bevist, at han er guddommelig.
Og ja, så er historien slut.
Vi siger ikke, at disciplene er dårlige historiefortællere. Vi siger bare, at Barnaby nok lige havde talt med landsbybeboerne en ekstra gang, inden han havde lukket sagen.
For slet ikke at tale om … faste
Alle verdens store religioner, både kristendom, islam, jødedom, buddhisme og hinduisme, er helt vilde med, at man skal faste i tide og utide. Helt ærlig, er det ikke en lidt emsig gud, der forlanger det?
“Tror du på mig?”
“Ja, ja, det gør jeg da”.
“Så må du ikke spise noget i en uge”.
“Hva? Jamen, jeg tror jo på dig. Jeg kan vel godt lige tage en ostemad”.
“Niks. Så er det direkte i helvede”.