Klokken er knap syv om morgenen, da en autocamper, to personbiler og en varevogn kører ind på en improviseret parkeringsplads ved et opsamlingssted for ukrainske flygtninge i den polske grænseby Dorohusk.
Meldinger om at flere fortvivlede familier vil med til Danmark har fået gruppen af danskere til i al hast at forlade deres overnatningssted på en rasteplads for lastbiler for at skynde sig mod dem.
Gruppen har tilbagelagt 1200 kilometer for at nå herned, og Heartbeats er med for at finde ud af, om det gør en forskel, når en flok venner spontant beslutter sig for at hjælpe mennesker i nød – eller om man går mere i vejen, når man ikke er vant til at arbejde i katastrofer og krigszoner.
Da bilerne kører ind ved opsamlingsstedet i Dorohusk, har danskerne sovet fire timer på et gulv og endnu ikke fået hverken aftensmad eller morgenmad. Men det er der ingen, der italesætter. De er kommet for at hjælpe, og nu er der nogen, der kan bruge deres hjælp.
I den polske grænseby står utallige frivillige i gule, grønne og røde veste klar til at tage imod de mange mennesker, der er flygtet fra Ukraine, når de ankommer i busser til stedet. Her kan de få mad og kaffe, komme ind i varmen eller tage mad- og hygiejnevarer, tøj og bamser doneret af private og virksomheder.
En far løber fra bygningen mod bussen med sit grædende spædbarn i armene, men ellers er der roligt. Mange stirrer fortvivlet ud i luften og siger ingenting til hinanden i varmestuen. Over alt står frivillige klar til at svare på spørgsmål, dele mad ud og oversætte.
Det er her, folk fra hele Europa kan komme og skrive sig på en liste, hvis de har plads i bilerne på vej hjem, og det er her, gruppen af danskere skal forenes med flere ukrainske familier.
Den 54-årige bureaudirektør Anders Hageskov, som Heartbeats følger, tager sammen med sin svoger, Klaus Aamann, mod grænseovergangen fire kilometer væk. Da de vender tilbage, er de to biler fyldt med børn, mødre og bedstemødre. Alle har de efterladt deres mænd, sønner og brødre i hjemlandet, og snart har de kurs mod Danmark.
Græder af glæde
En lyshåret kvinde har sin mor og to børn på to og seks år med. Hun har en svoger i Danmark, som de kan bo hos. Kvinden taler kun gebrokkent engelsk og forstår først rigtig, hvad planen er, da ukrainske Yanina Korniienko over en skrattende telefonforbindelse på ukrainsk kan sætte familien ind i, hvad der er ved at ske.
I baggrunden leger søskendeparret gemmeleg med danske flag og et Kinderæg. De griner, mens de løber rundt og leger med flere fra den danske gruppe, og for en stund er de bare børn – og ikke flygtninge, der ikke ved, hvornår de ser deres far og bedstefar igen.
Da telefonsamtalen med Yanina Korniienko er slut, bryder kvinden og hendes mor sammen. Mens vi holder om hinanden, gentager de ordene “tak, tak, tak”. Først nu forstår de, hvad der skal ske. De er i sikkerhed, og gruppen af mænd, der har samlet dem op, skal ikke have penge for det. De gør det af et godt hjerte.
Da al formalia er klaret, og de polske myndigheder har fået udleveret dokumenter fra danskerne, så de ved, hvem familierne kører med, sætter bilerne kurs mod den rasteplads for lastbiler, der har huset os natten over.
Der går ikke et øjeblik, fra vi er tilbage, før at de ansatte har ryddet deres kontor og sat kaffe, kage og varm suppe frem. Børnene tegner, og da bedstemoren spørger, om vi vil have noget af det mad, som de har pakket – og vi svarer ja – lyser glæden over også at kunne hjælpe – og ikke kun tage imod hjælp – ud af hende.
Endelig i sikkerhed
I alt skal 14 mennesker på flugt med tilbage til slægtninge i Danmark, heriblandt to børn på et år. I Anders Hageskovs bil er to kusiner på omkring 10 år.
Vi krammer og vinker, da bilerne kører af sted. Ingen ved, hvad de møder i Danmark, eller hvordan deres liv ser ud om en uge eller et år, men for første gang i flere uger kan de slappe af.
Efter et par timer ringer vi til Anders Hageskov for at høre, hvordan turen går.
“Der gik kun to minutter, fra vi kørte af sted, til de begge to sov. Vi nåede kun at tale om, at vi alle tre har navne, der starter med ‘A’, og den ene af pigerne har sovet op ad mig i halvanden time, så min arm sover – men jeg kan ikke nænne at rykke mig,” siger han og griner.
Det lyder som om, at de føler sig trygge og endelig kan slappe af?
“Wow ja, puha. Det havde jeg faktisk slet ikke tænkt over. Men det er også helt vildt at sidde her lige nu. Det var alt det, vi havde håbet på, da vi tog af sted fra Danmark. Altså, at vi kunne komme ned og gøre en forskel, og det bliver bare meget virkeligt, når man sidder her med to børn, som er flygtet og har set forfærdelige ting, og som nu er i sikkerhed og sidder og sover op ad ens arm.”
Intense døgn
Anders Hageskov besluttede sig meget spontant for at rejse med til Ukraine, da to af hans venner, som har koordineret turen, skrev på Facebook, at de ville af sted. Det var mandag morgen. En time senere var hans kalender ryddet for møder, og han selv gik i gang med at organisere og ringe rundt i sit netværk for at forsøge at indsamle donationer på mad og medicinsk udstyr.
Anders Hageskov (tv.) er rejst fra Danmark til den ukrainske grænse for at hjælpe.
Da konvojen af danske biler kørte fra København tirsdag aften, var planen, at Anders Hageskov først ville være hjemme igen søndag aften. Men nu er det torsdag, og bilen er allerede på vej retur.
Det har været nogle meget intense døgn, og I arbejder alle på et underskud af søvn og mad. Hvordan har du det?
“Jeg får skiftevis en følelse af glæde, fordi jeg ved, at vi hjælper nogen i nød, og så en følelse af magtesløshed lige bagefter. Da vi stod ved grænsen og skulle hente familierne, kom en mor hen til os med sit lille barn. Hun fortalte, at barnet er sygt og har brug for behandling, og om vi kunne tage dem med. Ved grænsen havde hun efterladt sin teenage-søn, som ikke må forlade landet, fordi han er 18 år. Hun var desperat, og der var intet, vi kunne gøre. Bilerne var fyldt. Det er noget af det værste, jeg nogensinde har måttet gøre – at sige nej til hende.”
Hvordan påvirker en situation som den dig, og hvad kommer du til at tage med hjem herfra?
“Jeg ved, at jeg er nødt til at tage på arbejde i næste uge, men det føles helt forkert, når vi burde være her og hjælpe. Det er her, der er brug for os, og nu ved vi helt konkret, hvad der skal til. Næste gang, vi tager herned, skal vi ikke tage 14 mennesker med hjem, så skal vi have plads til 400.”
Dette er tredje del af Heartbeats’ føljeton fra grænsen til Ukraine. Læs del 1 her og del 2 her.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
