Morgenbeats: Arbejderne stemmer borgerligt – og det er lige til at få ondt i maven af

For røde vælgere var det en mavepuster at læse – på selveste 1. maj – at landets næststørste arbejderparti nu er …. Nye Borgerlige! Altså det ultraborgerlige parti hvor forkvinden taler til sine vælgere live fra dækket på sin millionærmands yacht i et eller andet skattely. Partiet som vil nedlægge jobcentrene, mindske den offentlige sektor og har det svært med fagbevægelsen. Det parti er arbejderne, altså dem med de oftest laveste indtægter, vilde med. Det virker kontraintuitivt, men ifølge analysen hos Altinget vil 26 procent af de danske arbejdere sætte kryds hos Socialdemokratiet, mens hele 14,5 procent af arbejderne vil stemme på Nye Borgerlige. Det handler dog ikke om partiets økonomiske politik eller drømmen om at snobbe opad mod en fed bil eller nye patter til lillemor, men om Nye Borgerliges hårde udlændingepolitik. Og som det ser ud nu, stemmer de danske arbejdere altså på de to p.t. mest strammer-agtige partier på tinge, S og NB. Men hvorfor? Hvorfor er den danske arbejder blevet så udlændingekritisk? Jo, det er de måske, fordi de ofte lever tæt på folk med indvandrer- eller flygtningebaggrund i deres boligområder eller har børn i samme skole og dermed oplever konkrete hverdagsproblemer med integrationen på en anden måde end akademikerne i velhaverghettoerne, hvor det er mere normalt at skifte bolig pga. kedsomhed, end det er at være nabo til en familie fra Mellemøsten. Vi lever i splittelsens tidsalder, og der er intet underligt ved udviklingen, når alt er så opdelt i dem-og-os, at også arbejderne nu synger med på de blå værdikrigeres paroler. Så hvordan får arbejderbevægelsen i al sin mangfoldighed genskabt solidariteten med de svage, de udstødte og de mindre privilegerede? Arbejderklassen og middelklassen skal gå sammen igen, med en genvakt social samvittighed. Der skal hives bak mod venstre, og det kan kun gå for langsomt.

Et toilet er ikke bare et toilet, det ved vi. Det er en kampplads: Mellem kønnene og ligestillingen, mellem folks vaner og groteske forventninger om, hvorvidt snippen skal hænge ud ad eller flugte med bagvæggen. (Hvad er det for øvrigt for psykopater, der gør det sidste?) Man kan også diskutere, om man skal sidde ned og tisse uanset køn, eller om det kan være rigtigt, at der skal være lige så mange kvindetoiletter som mandetoiletter, når nu kvinder både tisser mere og oftere går på toilettet i det hele taget – som næstformanden fra Radikal Ungdom for nylig skrev en kronik om. Nu vil jeg så allernådigst gerne have lov til at smide endnu et lod i bøtten med gode forslag: Det drejer sig om placeringen af selve toiletrullen på væggen. Den er for lav for os, der står op og tisser, fordi den er tilpasset den siddende toilettype. Som stående må man derfor ofte ud i en foroverbøjet og forbandet akrobatisk manøvre, mens man forsøger at holde “skruen” i vandet uden at pisse på det hele. Om det er diskrimination af sexistisk kaliber, vil jeg slet ikke begive mig ud i at overveje. Jeg vil bare konstatere, at det er noget bøvl. 10-20 centimeter op ad vil kunne gøre tricket – uden at det forplumrer oplevelsen for de siddende. Det eneste sted, jeg har set det udført, er på Molslinjen, og hvis de kan, kan alle.

I forbindelse med corona og lockdown er landets kassemedarbejdere flere gange blevet udpeget som hverdagens helte. Og ja, det er de helt bestemt. De har skullet løbe rundt med påklistrede smil og deale med sure, bakterieforskrækkede, toiletpapirshamstrende, mundbindsmanglende, højre- og venstreblinde kunder, der ikke overholder hverken restriktioner eller common decency. De serviceorienterede hurtigløbere skal freaking have en medalje! Med det sagt kan vi måske alligevel blive enige om, at de mange ugidelige og uengagerede kassemedarbejdere til gengæld er super irriterende? Du ved, dem, der kun bruger den ene hånd til at køre varerne gennem scanneren, fordi den anden er dybt begravet i en stor og fedtet pose X-tra chips. Dem, som kun kigger op fra skærmen for rulle øjne af dig. Det er måske mine nordjyske aner, der spiller ind, men burde man ikke kunne forvente et “Hej” eller “Goddag” af Fakta-medarbejderen? Eller som minimum, at personen siger det beløb, jeg skal betale? Eller bare peger på det? Den livsglade kassemedarbejder er altså et sjælendt syn, når man handler i de københavnske dagligvarebutikker – og det kan jeg godt sige jer, den var simpelthen ikke gået i det mørke, men smilende og snaksaglige Jylland. Kan der derfor ikke laves en ordning mellem DSB og Fakta, hvor alle unge og spændte firetogsjyder sættes af bag kassen? Så er der da både skaffet job og god service. Nemt!