Som en del af den folkelige bevægelse der de senere år har omlagt privatforbrug, rejsemønster, fødevareindtag og generel livsstil mod et mere klimavenligt og dyreetisk familieliv, føler jeg mig ærligt talt røvrendt. Røvrendt over det gigantiske økonomiske plaster, som landets minkavlere nu kan se frem til.
At Danmark har tilhørt eliten indenfor dyreplageri i form af minkavl har i årevis været en skamplet på landet, som vi på en eller anden måde har set gennem fingre med, fordi ingen rigtig har et forhold til mink. Det er hverken et nuttet dyr, eller et man spiser. Pels er en overklasseting, så for den brede befolkning har mink ikke været inde på lystavlen – kun hos visse veganere og dyreaktivister.
Men lav bare Labrador-testen på minks levevilkår, eller reflekter over, hvorfor vi ikke gider spise æg fra burhøns mere, i dit indre. Tilsæt så et oprindeligt solitært rovdyr omsat til stresset burdyr til ligningen og du er fremme ved sagens kerne: De dyr skulle aldrig have været en del af det danske landbrug.
Man prøver i debatten om den danske minkavl at holde dyrevelfærdsperspektivet ude af ligningen og i stedet fokusere på den menneskelige tragedie i, at retskafne, hårdtarbejdende familier mister deres livsgrundlag. Men det kan man ikke. Det er nemlig ikke en menneskeret at pine dyr i generationer.
Tidernes skiften var heldigvis allerede ved at tage livet af en branche, der sætter små pelsdyr i små bure for siden at slå dem ihjel og flå deres skind, så overklassefruer kan gå i blød pels. Minkbranchen havde for længst toppet, og eksporten er faldet med hele 63 procent siden 2013. Dengang var eksporten oppe på 12,8 milliarder, mens den lød på 4,9 milliarder i 2019. Prisen på skind var faldende. Med andre ord: En døende branche der fik det sidste skub af pandemien.
En juridisk fadæse
De seneste uger har været et rodet og grimt forløb, og det har været frustrerende at se regeringen, der ellers siden foråret har holdt en beundringsværdig kurs til fordel for folkesundheden, sundhedsvæsnet og landets svageste, vakle og dumme sig. Nu kommer regningen så for den juridiske fadæse – takket være en succesfuld kampagne fra medierne, minkavlerne, oppositionen og en lang række borgerlige debattører. Ingen politiske partier er som sådan imod, at de smitteplagede dyr skal aflives, det var mere måden, det skete på – hvilket er girafsprog for, at det skulle være sket med mere blid hånd.
Derfor har vi set stolte jyske minkfarmere græde for åbent kamera over at skulle aflive deres pelsdyr, som ellers alligevel skulle aflives. Vi har hørt dem beklage, at deres livsværk, farmen, som skulle være gået i arv til deres sønner, nu får en ende.
De færreste danskere lever i dag tæt på landbrug og dyreopdræt, og det har for mange været en øjenåbner, at der levede flere mink end mennesker i vores land. Men nu er 17 millioner burmink altså i færd med at blive udryddet, fordi smitten breder sig med lynets hast på farmene og muterer og truer ikke bare vores moralske sundhed, men verdenssundheden.
Selveste WHO’s efterforsker har meldt ud, at værtsdyret for Covid-19, altså det dyr der startede hele miseren for et år siden, sagtens kan vise sig at have været en mink. Ikke en flagermus eller et andet klamt dyr på et kinesisk madmarked med dårlig hygiejne, men en mink eller en nært beslægtet dyreart. Forbindelsen mellem dyr, mennesker og virus er altså måske de dyr, som vi nu afliver i hobetal.
Derfor er det oprivende at se støttesystemet blive malket maks. Farmerne, der i øvrigt var forgældede i banklån, kommer til at få mange millioner hver i erstatning. Og det tilmed efter at en del af dem allerede har fået del i regeringens hjælpepakker for knap 300 millioner kroner. Regningen ender hos skatteyderne på trods af både det forkastelige ved overhovedet at drive minkfarm, og det faktum at faget var på vej i graven helt af sig selv, fordi markedet, altså forbrugerne, simpelthen er blevet klogere og fravælger pels.
Der er mange fag i det her land, som er ramt af Corona. Alene fra lufthavnen er mere end 4.000 meldt arbejdsløse, så Tårnby kommune har måtte oprette et ekstra jobcenter i lufthavnen. De udøvende kunstnere, hotelejerne og restauratørerne er hårdt ramt. Butiksejere, nattelivet, taxavognmænd og værtshusejerne. For slet ikke at tale om de prostituerede, de må også have mistet mange kunder i en tid med fysisk distancering, men det er selvfølgelig en anden slags selvstændig business uden lobbyisme og støttepartier.
Det er åbenbart mere synd for folk, som ejer en minkfarm end alle andre. Jeg er med på den ukrænkelige ejendomsret, og at det er staten, der reelt lukker branchen, men det er at gå for langt med velfærdsstatens omsorg og kompensation at gøre folk i et uetisk og sundhedsfarligt fag til millionærer på grund af en fodfejl hos regeringen.
Så for at opsummere: Ja, det er synd for minkavlerne, men det har været synd for mink i 100 år.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
