Foto: Shutterstock

Ditte Giese: Her er, hvad boomer-kvinderne kan lære af de unge kvinders kamp

Mange kvinder fra rødstrømpe- og boomer-generationen kritiserer de unge kvinder for overfølsomhed og manglende nosser i #MeToo-debatten. Det skal de holde op med.

Måske er der tale om et slags Stockholm-syndrom. Eller et underligt Onkel Tom-had-kærlighedsforhold til overmagten. Eller en sær forsvarsmekanisme. Det er svært at sætte fingeren på. Men det vælter nu frem med modne og ældre kvinder, der synes, at NU går de unge kvinder altså for vidt med den sexisme-debat. At NU skal vi lige trække vejret, og NU skal vi ikke køre heksejagt på de stakkels mænd eller fjerne god gammeldags flirt på arbejdspladsen.

De seneste uger har jeg hørt følgende argumenter fremført fra den ældre generation af kvinder:

  1. Det var bare så dejligt, dengang min chef sagde, at jeg havde arbejdspladsens bedste røv.
  2. De unge kvinder er sgu så sarte, vi andre kunne klare mosten.
  3. Herre Gud, skulle en hånd på et lår nu være et problem?
  4. Så må de jo lære at sige fra!
  5. Jeg savner sådan at blive flirtet med, det kommer de unge også til.
  6. Livet er fyldt med private forkrænkeligheder og sorger, som man må besejre eller holde ud, som Bettina Heltberg skrev i Politiken.

Fælles for den generation af kvinder, som har været unge og unge voksne i en anden brydningstid nemlig 60’erne og 70’erne, er, at de har måttet finde sig i helt utrolige ting og indordne sig og bide små og store overgreb i sig for overhovedet at tilkæmpe sig en plads på arbejdsmarkedet.

Udgangspunktet er derfor et helt andet, og de har oplevet seksuel pression, chikane og mobning på arbejdet i årtier. De har gjort sig stærke og hårde i filten, svaret igen og taget det som en mand, frue.

Boomer-kvinderne har overlevet på arbejdspladserne på mændenes præmisser, og mange af dem har slet ikke kunnet forestille sig, at tingene kunne være anderledes. De har desuden kæmpet nogle andre og vigtige, strukturelle kampe. Jeg forstår dem. Mine egne 20’ere og debut på arbejdsmarkedet blev også brugt på at knokle og indordne mig og tillære mig mændenes værkstedshumor og frisprog.

Om udtrykket ‘boomer’

Historisk udtryk der henviser til boomer-generationen eller babyboomer-generation, den store generation der blev født i årene efter anden verdenskrig. Boomer-generation er dem, der blev født i 1946-1964 i Vesten og blev afløst af Generation X, født 1965-1980, som indlæggets forfatter selv tilhører.

Nu myldrer der så en generation af unge kvinder (og mænd) ud på arbejdsmarkedet, som er højtuddannede og ambitiøse. De er rødstrømpernes børnebørn. Og de vil have et helt andet slags arbejdsliv, et hvor man ikke knokler sig selv ihjel eller går ned med stress og også har tid til andet end arbejde i livet. Hvor man som ansat ikke behøver lytte til hyggeracisme, homofobi eller sexistiske lummerbemærkninger om den nye piccolines flotte røv. For hvorfor skulle man det? Det er sgu ikke særligt Shubidua-sjovt at finde sig i sexchikane.

Nu kører det danske MeToo-opgør endeligt! Det er intet mindre end en kulturrevolution. Og det er også pisse ubehageligt og voldsomt, men nødvendigt. Derfor er det provokerende at høre ældre kvinders upassende kommentarer til de unge kvinders kamp. Hvad blev der af søstersolidariteten, de damer? Døde den et sted mellem kampen for ligeløn og efterløn?

Jeg tror, at modviljen mest handler om den ældre generations egne kampe, og alt det de måtte finde sig i. De gider ikke, at andre får en forlomme ved at sige, at sexchikane er krænkende. De gider ikke, at de unge skal slippe billigere omkring matrixen karriere og familie, når de selv har knoklet og bidt lort i sig hele deres arbejdsliv.

Så deres sympati, eller himpathy som psykologiprofessor Kate Manne kalder det, ligger hos mændene, som de har identificeret sig mest med. De fastholder en anti-offergørelse af sig selv og andre kønsfæller, som når Pia Kjærsgaard (DF) står i ‘Debatten’ og siger til Sofie Linde, at hun ikke må gøre sig selv til et offer. Men man er ikke et offer, fordi man taler højt om krænkelser. Man er en superhelt.

Det har i generationer været et sygt overgangsritual for unge kvinder at blive krænket på arbejdspladsen. Om det er i et restaurantkøkken, på en avisredaktion, i et lærerværelse eller i sundhedssektoren. Men lige nu er der et åbent vindue for at ændre den kultur. Som et feministisk slogan af ældre dato lyder: Vi vil ikke have en bid af kagen. Vi vil ændre opskriften.

Men måske har kvinderne fra boomergenerationen selv savnet omsorg i deres hårde kamp for en plads i solen, på arbejdsmarkedet? Måske er det derfor, at de ikke orker de unges “piveri”?

For mange bliver automatreaktionen i hvert fald, at de unge kvinder bare må lære at sige fra. Mande sig op. Lade være med at gå ned i en ubåd med en fremmed mand. Tage det som et kompliment, når chefen sender dickpics. Finde sig et andet job, hvis de ikke kan klare mosten. For de patriarkalske idealer gælder stadig for den generation. Og det er næsten det mest sørgelige ved #MeToo 2.0.


Du har netop læst en klumme fra Heartbeats.dk

Footer graphics