bil
Foto: Shutterstock

Grønt og smart: Nu kan franskmændene snart bytte deres gamle biler til el-cykler

Som det første land i verden vil Frankrig tilbyde bilejere muligheden for at bytte deres motorkøretøjer til grønne el-cykler.

Aflever din gamle bil til staten og få penge til at købe en el-cykel. Sådan lyder et politisk forslag i Frankrig, som netop er blevet godkendt ved en forudgående afstemning i nationalforsamlingen.

Det skriver World Economic Forum.

Konkret vil forslaget fungere sådan, at borgerne, hvis de indleverer deres bil, modtager en check på 2.500 Euro svarende til 18.500 kr. til at købe en ny el-cykel.

Hvis forslaget vedtages i parlamentet, bliver Frankrig det første land i verden, der indfører ordningen, lyder det fra French Federation of Bicycle Users (FUB).

“For første gang bliver det anerkendt, at løsningen ikke er at gøre biler grønnere, men simpelthen at skærer ned i deres antal,” udtaler Olivier Schneider fra FUB til Reuters.

Forslaget er en del af en større klimapolitisk indsats, der har til formål at reducere Frankrigs CO2-udledning med 40 procent i 2030 set i forhold til tal fra 1990. I den forbindelse har Frankrig blandt andet også besluttet at skære ned på antallet af indenrigsfly ved simpelthen at fjerne flyvninger, som kan nås på 2,5 time i tog.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics