Foto: Shutterstock

Krimi-fatigue: Kan vi ikke snart få en pause fra de mange bestialske mord?

Er vi ikke snart ved at være forstoppede af alle de grufulde krimigåder, nordic noir og udspekulerede gerningsmænd overalt i populærkulturen?

Forleden læste jeg manuskriptforfatter Kim Fupz Aakesons glimrende debatindlæg i EKKO om, hvorfor vi hele tiden skal chokeres med klamme, psykopatiske torturdrab og voldtægter af kvinder på tv, film og i bøger. Nordic noir og true crime, krimimagasiner og kriminalromaner er generelt en genre, der synes at være i evig vækst i disse år, hvor forlag og streamingtjenester sprøjter krimier ud. Genren dominerer hitlisterne og er meget synlige med store plakater og markedsføringsbudgetter.

Det er en vigtig debat fra Kim Fupz Aakeson, om hvad det gør ved os hele tiden at opleve gerningsmænd partere, voldtage, torturere og dræbe kvinder. For vi må vel på en eller anden måde vænne os til den ofte kønsbestemte, afstumpede vold, selvom den heldigvis er ekstremt sjældent ude i virkeligheden, ligesom at seriemordere stort set ikke findes.

Alligevel mæsker danskerne sig i komplekse komplotter udtænkt af fiktionens forbryderiske genier. Sandheden om (de fleste) forbrydere er nok snarere, at de er småt begavede mennesker, der ikke har formået at tage en uddannelse og skabe sig et liv. Og at forbrydere er så dumme, at de ofte bliver fanget ret hurtigt, er også overset af krimifolkets forfattere. Men det er selvfølgelig mindre spektakulært end en udspekuleret morder som David Dencik i ‘Kastanjemanden’, der har oplevet noget traumatisk i barndommen og derefter har viet sig liv til minutiøs og ekstremt velplanlagt blodhævn over årtier.

Det er nok den gamle traver om, at vi har det så utroligt velordnet og trygt her i Skandinavien, at vi skal bruge krimier til at gyse af, hvor galt alting kunne være. Antallet af drab i Danmark falder generelt, undtagen de mange partnerdrab på kvinder, men dem er der selvfølgelig ikke det helt store whodunnit-krimipotentiale i. Det var eksmanden, punktum.

Jeg har mange krimielskere i min omgangskreds, og jeg kan se, hvordan de ræser igennem bøgerne og aldrig skænker dem en tanke eller overvejelse siden. Det får mig til at tænke, at krimier er kunstens svar på fastfood, hvilket til dels forklarer, hvorfor bøgerne sælger så flot. Jeg har til gengæld netop læst Kristina Nya Glaffeys skarpe nye roman, ‘To the modern man’, og den ræsede jeg også, hulkende af grin, igennem. Sikke et sprog, sikke en detaljerigdom, sikke et generationsportæt.

Jeg ved, at bogens temaer kommer til at blive hos mig længe, fordi bogen er et spejl på vores samtid. Og så er jeg ved at være fremme ved mit egentlige spørgsmål til krimielskerne: Ved I egentlig, hvor spændende en god roman er? Hvor meget den kan? Hvis ja, hvorfor bliver I så ved de mange gys og lette kalorier i stedet for at give jer i kast med de store fortællinger om os og vores samtid?

Jeg mærker i hvert fald en tiltagende krimi-fatigue, og jeg kan vel dårligt være den eneste, der er ved at få forstoppelse af alt dræberiet?

Af Ditte Giese

Anna Juul debuterer med ’Penge & Bacon’

Hun har allerede vist, hvor sjov og skarp hun er som skribent for ’Den Korte Radioavis’ og den fine komedieserie på DR, ’Min Kamp’. Nu udgiver hun så sin første roman, og den glæder vi os til at tygge igennem i påsken. Det kan kun blive godt.

Putins offer

En af årets vigtigste dokumentarfilm om politik, Putin og Ruslands fremtid, ’Navalny’, er netop blevet vist på dokumentarfestivalen CPH:DOX, hvor den efterfølgende fik fem- og seksstjernede anmeldelser i både danske og udenlandske medier. Filmen handler om den russiske systemkritiker Aleksej Navalnyj, der nu sidder fængslet i Rusland, efter han blev forgiftet med nervegiften Novichok på et passagerfly på vej til Moskva, hvor han var tæt på at dø. Den 13. april har filmen premiere i landets biografer. 

Perfekt content

Er din Instagram-profil gået lidt i stå i sidste uges haglvejr og modvind, så er det nu, du skal ud i København og få det bedste content. Kirsebærtræerne er nemlig lige ved at springe ud. De bedste steder er på Kastellet eller som her Kirsebærallén på Bispebjerg Kirkegård.

Det bedste fra Heartbeats

En mand som URO har været igennem mere end de fleste når på et helt liv. Han har taget turen fra pinsekirken og korsanger til at brøle og slås med hooligans ­– høj på stoffer. Nu har han fået hul igennem som musiker, men skal stadig håndtere to diagnoser. Victor Boy Lindholm har talt med ham, og Rita Kuhlmann har taget de flotte billeder.

Vi har set mange historier om, hvordan vi danskere har taget varmt imod de mange tusinde danskere. Men hvordan føles det egentlig, når man ankommer hertil for første gang? Heartbeats’ Veronica Magaard har fået sin familie herop til, hvad der blev en lidt hård start. Nu håber hun, at de i de kommende måneder får et bedre indtryk af vores smukke land.

Der er lige nu 50.000, der har skrevet under på et borgerforslag om, at medfar skal anerkendes på lige fod med medmor. Det er i sig selv sympatisk, men glemmer vi, at barnet ikke bare dumper ned med storken? Hver gang en enlig mand eller et mandligt kærestepar bliver forældre, så er der en kvinde, der har lagt livmoder til. Og det er ofte fattige kvinder, der gør det. Og det er vel ikke meningen, spørger Ditte Giese?

Find mere om
Footer graphics