På et minimum af søvn, men alligevel fyldt med energi kører den danske gruppe, som Heartbeats følger, onsdag morgen fra Berlin med kurs mod den ukrainske grænse i Polen.
Stemningen i bilerne er god. Alle glæder sig til at komme frem, men ingen ved, hvad de kan forvente, som reklamedirektør Anders Hageskov dagen før fortalte os:
“Vi ved godt, at det kan blive nogle ubehagelige minder, men det er jo det mindste, hvis man kan gøre en forskel for menneskerne, som er fanget i det her helt vanvittige scenarie.”
Gruppen, som er kørt af sted med nødhjælp til ukrainske flygtninge, har nu endelig krydset den polske grænse.
Ikke langt fra grænseovergangen kører syv-otte lastbiler fra tysk Røde Kors forbi os. Man kan ikke undgå at bemærke, at folk i bilerne på motorvejen vinker til chaufførerne. Alle ved, at der er hjælp på vej.
88 ton nødhjælp på vej
Et par timer senere holder vi ind på en tankstation samtidig med nødhjælpskonvojen. Her fortæller press officer for det tyske Røde Kors, Kai Kranich, os, at lastbilerne kører med cirka 88 ton nødhjælp – senge, liggeunderlag, soveposer og hygiejneprodukter – der kan hjælpe 4.000 mennesker.
Alle chaufførerne er frivillige med almindelige jobs ved siden af, men nu er der brug for deres hjælp, og ingen har tøvet med at sige ja til at køre de 1.000 kilometer mod Ukraine for at hjælpe. Også de har lagt mærke til opbakningen fra bilerne på vejen.
“Det giver et ekstra skud energi, når vi ser, hvor glade folk bliver. Og vi kan da heller ikke undgå at blive følelsesmæssigt påvirkede, når vi kommer frem og ser situationen dernede med vores egne øjne,” siger Kai Kranich.
Pausen er slut, og destinationen er sat mod et lager i den polske by Chelm, der ligger cirka 20 kilometer fra grænsebyen Dorohusk, hvor tusindvis af flygtninge fra Ukraine dagligt krydser over.
Klokken 22, efter godt 30 timer undervejs, drejer bilerne ind på en parkeringsplads, hvor lageret angiveligt skal ligge. Kort tid efter kommer et hold af frivillige mænd ud fra en bygning, og arbejdet med at få al medicin, udstyr, tæpper og soveposer ud af bilerne og ind på lageret kan begynde.
Og de ved, hvad de laver. Et minut, hvor man står stille, er et minut, der kunne være brugt på at hjælpe.
“Jeg vil gerne vise jer lageret, men jeg skal have ting med ind, ellers går det for langsomt,” siger en af de frivillige, da vi med favnen fuld af bleer fra Pampers spørger, hvor vi skal gå hen med dem.
Alle giver en hånd med. Ingen står stille. Fra lastbilerne til lageret dannes der kæder, så tingene hurtigst muligt kan komme ud og ind på det store lager, som på ingen tid er fyldt.
De frivillige fortæller os, at de har været i gang siden klokken syv i morges, da de første lastbiler ankom. Ingen kan huske, hvornår de sidst holdt pause eller fik noget mad, men de har ikke tænkt sig at stoppe, før alt er klaret.
“Jeg var lige landet og skulle egentlig på forretningsrejse her i Polen, da Rusland invaderede Ukraine samme dag. Nu står jeg her,” fortæller en af mændene, der ikke har planer om at tage videre foreløbig.
Ukrainsk-amerikanske Bogdan Zelenski landede i Chelm for få dage siden for at give en hånd med, hvor der nu var brug for det. Han troppede op på lageret og tilbød at hjælpe med. Samme dag blev han udnævnt til lagerchef.
“Alle kan være med til at gøre en forskel – dem, der går på gaden og demonstrere, og dem, der kører herned for at tage flygtninge med. Når russerne protesterer mod krigen, gør det en forskel. Når folk fra hele Europa kører i dagevis for at aflevere nødhjælp og tage mennesker på flugt med hjem, gør det en forskel,” siger han.
Hans søster og hendes familie befinder sig stadig i Ukraine og har nægtet at lade sig evakuere. Nu forsøger han at hjælpe dem, så godt han kan fra den anden side. Hvornår han tager hjem igen, ved han ikke:
“Vi stopper ikke, før vi har vundet krigen.”
To timer senere er bilerne og en lastbil med donationer fra tyske brandmænd læsset af og sorteret. Klokken er over midnat, og alle kører på få timers søvn, men alle overnatningssteder i nærheden er fuldt booket, og ingen har lyst til at tage et værelse fra en familie, der har langt mere brug for det.
En ansat på et kontor, der ligger i en skurvogn på en rasteplads for lastbiler, tøver ikke tre sekunder, da vores gruppe banker på døren. På kort tid har hun ryddet deres kontor og lavet kaffe til hele holdet.
Anders Hageskov, som vi er taget med for at følge, og som tidligere har fortalt, at han ikke tøvede et øjeblik, da det blev muligt at køre mod grænsen og hjælpe, er en glad mand. Ingen ved, hvad morgendagen vil bringe, men endelig har de mange timers forberedelse til turen og senere et døgn i bil kunne bruges.
“Pludselig giver det hele mening,” siger han, inden han og resten af holdet lægger sig til at sove. I morgen bliver en lang dag, og de få timers søvn, det kan blive til, skal udnyttes.
Klokken er kun lidt i seks, da de første i skurvognen begynder at stå op. Klokken halv syv er alle oppe, og planen er lagt. Hjemmefra Danmark er der tikket meldinger ind om flere ukrainske familier, der står ved grænsen og gerne vil med til Danmark. Gruppen hopper ind i bilerne for at køre mod grænseovergangen i Dorohusk. Der er ingen tid at spilde.
Dette er anden del af Heartbeats’ føljeton fra grænsen til Ukraine. Læs del 1 her og del 3 her.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
