Asta Olivia Nordenhof (f. 1988) har ikke udgivet en bog siden 2013, hvor digtsamlingen det ‘Det nemme og det ensomme’ udkom. Den solgte omkring 10.000 eksemplarer, hvilket måske ikke lyder af meget sammenlignet med de over 100.000 solgte eksemplarer af Yahya Hassans debutdigte samme år, men i dansk sammenhæng var ‘Det nemme og det ensomme’ en succes. Og ikke bare på grund af salgstallene: bogen skabte debat, den gav anledning til en masse samtaler og ramte og bevægede sine læsere i usædvanlig grad.
Man kunne sige, at hvis man ikke kun skulle måle salgstallene efter antal solgt eksemplar, men også efter, hvor meget en bog faktisk betyder for hver enkelt læser, så var ‘Det nemme og det ensomme’ uden tvivl en bestseller. I det hele taget sagde digtene i bogen noget, som mange havde brug for at høre, eller som mange altid har brug for at høre: At hele det liv, som vi forestiller os, at vi skal leve, og alle de pligter, der følger med, kun er en drøm! Det er okay at drømme andre drømme, at leve andre liv!
Og digtene gav udtryk for deres budskab gennem en skrøbelig, selvbiografisk skrift. Det var der mange, der fandt styrke i.
Men så gik der altså syv år, før den næste bog udkom 24. januar i år. En roman med titlen ‘Penge på lommen’. Allerede ved et blik på bagsideteksten, forstår man, at der er sket noget nyt i forfatterskabet. Forfatteren har fornyet sig selv, og hendes nye bog fortsætter ikke, hvor den gamle slap. Eller hvad?
Nogle dage efter udgivelsen møder Heartbeats Asta Olivia Nordenhof på Palæ Bar i indre by i København for at finde ud af, om ‘Penge på lommen’ måske alligevel fortsætter arbejdet med nogle af de temaer, som betød noget i hendes forrige bog.
Pengemotivet
Vi sidder ved et rundt bord lige til højre for døren med hver vores øl og kredser om romanens temaer og karakterer.
Kort genfortalt handler romanens fortælling om Maggie og Kurt og deres lykke, men især ulykke, i parforholdet og kernefamilien. Som en del af den fortælling løber der et spor i bogen, som fokuserer på penge og økonomi. Brandkatastrofen på færgen Scandinavian Star i april 1990 fungerer som en faktuel rammefortælling for romanens handling, som foregår i 1980’erne i årene op til branden.
Der bliver brugt et helt kapitel på at opsummere brandsagen, og brandens 159 dødsofre bliver sat i forbindelse med motivet for ildspåsættelsen, nemlig profit via forsikringssvindel og tvivlsom økonomisk spekulation.
Pointen er simpelthen, at kapitalismen kræver ofre. Branden på Scandinavian Star spiller en perifer rolle for selve plottet i ‘Penge på lommen’, men det er en oplagt, og selvfølgelig også foruroligende, fortolkning af romanen at sige, at Maggie og Kurt lever i en samfundsøkonomi, som er parat til at ofre dem.
Asta Olivia kalder det for bogens ”pengemotiv”:
”Det var sjovt, at da jeg fik bogen fra tryk for første gang, kom jeg til at tænke på, hvor mange gange der faktisk står “penge” i den. Og det er virkelig ikke sådan, at jeg har siddet og tænkt: nu må der hellere stå ’penge’ igen. Det er kommet indefra, portrættet af de her folk, men penge er bare konstant præsent for dem, og alt forstås i forhold til penge. Det har været en del af portrættet af de her to mennesker, at penge er fuldstændigt uadskillelige fra alle andre livsvalg. Der er ikke noget ved siden af økonomien. Livet er økonomi.”
I både Kurt og Maggies liv kommer denne sammensmeltning af liv og økonomi til udtryk på den måde, at de hver især konstant har svært ved at håndtere det pres, som det er at skulle skaffe penge.
Maggie formår ikke at komme ind på arbejdsmarkedet og veksler derfor mellem offentlig forsørgelse og mere eller mindre prostitutionslignende relationer til skiftende mænd. Kurt kan heller ikke se nogen anden udvej end at prostituere sig, da han bliver forladt af sin første kone og står alene med deres spædbarn, som han tre år senere ender med at give fra sig i afmagt.
Men senere, efter han og Maggie er flyttet til en gård udenfor Nyborg, ender han som ejer af et succesfuldt busselskab. Den situation repræsenterer dog ifølge Asta Olivia også et problem.
”Det, der var den primære fortælling for mig, og den måde, Kurt er knyttet til skibsbranden, er det med at akkumulere penge og have et overskud. Han har penge og kan ikke længere bruge dem i sin egen forretning, så de skal ud og investeres. Det er der, pengene får en spekulativ karakter. Og han investerer så i et selskab, der driver en anden færgeforbindelse, og de samme folk kommer så til at købe Scandinavian Star. Det er den direkte tilknytning, og for mig er der et tydeligt tragisk motiv i det: når først pengene er akkumuleret, så er der kun ulykker forude. Så kan det kun gå galt.”
Det handler om penge, men handler det ikke også om klasse? Det går jo ikke galt for alle?
”Jo, helt klart. Penge har en materiel karakter for Kurt, altså rent faktisk fysiske objekter, som man kan sy ind i en madras og tælle. Og det er netop der, at han må give fortabt over for en helt anden type forretningstænkning, som jo ikke længere spekulerer i ting, der rent faktisk ejes, men forsikringer og skat. Så jo, på den måde er det også et klasseportræt i den forstand, at der er en økonomisk overbygning, som Kurt ikke ved, hvordan man spiller med.”
Et håb i det vakkelvorne
Vi taler om kærlighed og om, hvordan romanens to hovedkarakterer Kurt og Maggies forhold til hinanden går galt, blandt andet fordi han tror, at han skal inkarnere rollen som ”rigtig mand”. Da Asta Olivia udtaler ordene rigtig mand, sætter nogen Dolly Partons ”Jolene” på jukeboksen. Og det virker næsten som en selvironisk titelmelodi til vores samtale, da Parton besynger parforholdet i sangens omkvæd: ”Please don’t take my man”.
Vi taler om romanens midterkapitel, det om skibsbranden, som bliver afsluttet med denne formulering: ”Kapitalismen er en massakre. Men vi er levende, og vi kan ende kapitalismen.” Det overrasker mig, at en fortælling om så låste skæbner som Kurt og Maggies, også kan rumme et kapitel, der på en så politisk entydig måde håber på forandring.
Det lyder næsten revolutionært det om kapitalismen. Men karaktererne i ‘Penge på lommen’ minder meget lidt om revolutionære helte?
”Det er rigtigt. Deres fortælling er det modsatte af helteversionen. Men jeg tænker heller ikke, at revolutionen behøver være noget, som kommer én gang for alle. Revolutionen kan godt være noget, som vi hele tiden giver til hinanden i meget små åbninger, som gør det muligt, at man kan tænke eller indgå i noget andet. Hvis vi hele tiden åbner lidt op i hinanden, så kan det være, at der på et tidspunkt er åbent nok.”
Så de er en slags revolutionære antihelte?
”Ja. Altså hvis heltefiguren skal være den, der én gang for alle redder verden, så bliver den også meget få mennesker forundt at træde ind i. Hvad hvis man har et barn, man skal tage sig af? Eller hvis man er syg? Jeg vil gerne forestille mig revolutionen som en bevægelse, hvor man kan få lov til at bidrage, som man nu kan, og at det også er noget, man skaber rum for at andre gør. Jeg har lyst til, at man godt må komme ind i idéen om en revolution på forskellige måder.”
Jeg forsøger at forstå, hvordan den slags politiske tanker hænger sammen med fortællingen i Penge på lommen, som nærmest modsiger alle idéer om forandring. Vi taler om Kurt og Maggies tragiske skæbner, og Asta Olivia Nordenhof forsøger at præcisere, hvad hun tænker om dem:
”På den ene side er fortællingen om Maggie og Kurt lukket. De bliver holdt fast i kapitalismens og patriarkatets tragedie. Og så samtidig er der den her helt vilde skrøbelighed i dem begge to. De er så vakkelvorne, at der hele tiden er en oplevelse af, at shit, der skulle ikke særlig meget til, for at der var sket noget andet. Maggie for eksempel, hun prøver jo virkelig at skabe sit eget liv imod virkelig svære odds. Der forbliver en energi i hende, som der så bare ikke er nogen, der får grebet. De er så åbne, og for mig er der i deres vakkelvornhed en eller anden håbefuldhed,” slutter hun
