The Bear
Foto: Disney+

De bedste tv-serier i 2023

Her kommer redaktionens bedste anbefalinger til kvalitets tv-serier fra 2023, og vi opdaterer løbende.

The Bear (sæson 2)

Årets store samtaleemne er ’The Bear’ (og sammen med ’Succession’ også årets bedste i det hele taget). Efter en overrumplende god første sæson kommer vi lidt humpende i gang med anden sæson, hvor især afstikkeren til København føles overflødig (selv set med nationalistiske briller).

I begyndelsen mangler man nødvendigheden. Hvorfor er de så stresset, og hvorfor er det så afgørende, at de får restauranten færdig? Det virker til tider som et kunstigt benspænd, der giver associationer til en mere traditionel sitcom.

Men den løfter sig i den anden halvdel. Her blander den så fænomenalt det sentimentale, sjove og skøre, der gør den så unik lige nu og til noget af det mest veloplagte tv i mange år.

Der kommer heldigvis stadig serier, der kan overraske og gribe samtalen ved kaffemaskinen. ’The Bear’ har så meget hjerte, at den nogle gange kammer over, men man tilgiver den (som de tilgiver hinanden), for de er så fucked up på den særlige måde, der gør dem umulige ikke at elske.

Se den på Disney +

/Emil Norsker

‘Succession’ (sæson 4)

Det blev alt for kort, men det er stort set også det eneste negative, man kan sige om denne mastodont-serie. På fire sæsoner har den mejslet sig ind blandt de aller største de seneste 20 år. I et serielandskab, hvor der er alt for langt mellem ægte originalitet, har ‘Succession’s univers af ekstremt rige og ekstremt ødelagte børn, været en kærkommen gave.

Man kan selvfølgelig altid diskutere om denne finalesæson helt indfriede forventningerne. Den var ikke på samme måde helt så overvældende som især anden og tredje sæson, men selv i andet gear er ‘Succession’ milevidt foran alle andre.

Alle de store serier, fra ‘Breaking Bad’ til ‘Game of Thrones’, har på hver deres måde brudt rammerne for, hvad godt tv kan være. ‘Succession’s unikke bidrag har været egentlig at være en virkelig sjov komedieserie ovenpå en tragisk historie og en række tragiske karakterer. Serien har givet os alle håb om, at det stadig kan lade sig gøre at skabe indhold af så uomtvistelig kvalitet, at det får os alle til at tale om det dagen efter. Det har været sjovt, ondt og smertefuldt.

Se den på HBO Max

/Emil Norsker

Top Boy (sæson 3)

Vi er nået til finalesæsonen på denne serie, der med krudt, kugler, kokain og fantastisk engelsk slang har cirkelsparket sig ind blandt de aller bedste gangsterserier nogensinde (!).

Vi er stadig i de trøstesløse forstæder til London, hvor de to gamle venner Dushane og Sully nu bogstaveligt talt har så mange lig bag (og mellem) sig, at det er slået ud i direkte konflikt. Samtidigt blander en ny irsk bande sig og truer med at tage kontrol over narko-importen.

Men Top Boy har aldrig blot været glittede gadekamp. Vi følger også børnene, kæresterne og mødrene, der bliver collateral damage, når kuglerne fyger.

Efter en overraskende afslutning på sæson 2 er luften desværre taget en smule ud af finalen. Men den er stadig et mesterværk.

Se den på Netflix

/Emil Norsker

‘Somebody Somewhere’ (sæson 2)

Den tragikomiske serie om Samantha Miller, der vender hjem til Kansas efter søsterens død, er tilbage med en sæson 2. Samantha Miller, eller Sam, som hun kaldes, spilles af skuespilleren Bridget Everett, som også har inspireret til den jordnære, men opløftende serie. Sam leder ligesom så mange af os efter lykken samtidig med, at hun bøvler med livet, sine forældre og sin søster. Og så opstår der et umage venskab mellem Sam og hendes gamle korkammerat Joel, spillet af Jeff Hiller. Serien er på en gang sørgelig og komisk og mest af alt livsbekræftende, da den viser, hvordan lykken oftest findes i de små glimt og ikke altid i det store billede.

Se den på HBO Max

/Emilie Engbirk

I Think You Should Leave’ (sæson 3)

Det er ikke fordi, det flyder med klassiske skeetch-shows, og det er nok også meget godt. Det er virkelig en svær genre. Men Tim Robinson formår i denne vanvittige serie at give den nyt blod, og den er sjov på en overrumplende måde, hvor man må spørge dybt inde i sig selv, hvad det egentlig er, man griner af.

Det handler som oftest om Tim Robinsons figur, der kommer ud i let genkendelige scener til familiefester og på arbejdspladser, men hvor det altid udvikler sig i helt uforudsigelige retninger. Det vil ikke engang give mening at prøve at referere det.

Det er klart ’acquired taste’ at se denne serie, men fanger du den først, kan du ikke lægge den fra dig. Det er humor fra et mørkt og mærkeligt sted. Dejligt.

Se den på Netflix

/Emil Norsker

‘Sygeplejersken’

Der dør usædvanlig mange på hospitalets akutafdeling i serien ’Sygeplejersken’, der er baseret på en grusom og virkelig historie. I 2015 blev sygeplejerske Christina Aistrup Hansen anholdt for at have dræbt flere patienter på akutafdelingen på Nykøbing Falster Hospitals akutafdeling, og den historie er nu blevet til en tv-serie på fem afsnit. Den på én gang dygtige og fuldstændig forskruede sygeplejerske spilles eminent af Josephine Park. Hun iscenesætter på bedste nervepirrende vis det sammensatte vanvid af tillid og bedrag, normal og ikke normal, så man som tilskuer er enormt glad for, at man ikke har været den nærtstående kollega, Pernille, spillet af Fanny Louise Bernth, der selv bliver udsat for både mistillid og had i serien og i virkeligheden.

Se den på Netflix.

/Emilie Engbirk

‘Fleishman is in Trouble’

Nogle hader ham, og andre elsker ham, den lidt irriterende, men på mange måder også relaterbare, Toby Fleishman, spillet af Jesse Eisenberg. ’Fleishman is in Trouble’ er en serie, der har delt vandene, og man kommer ikke udenom, at Toby Fleishman er både navlepillende og selvmedlidende.
Det hele begynder, da hans børns mor, der for nyligt er blevet hans ekskone, efterlader børnene hos ham og forsvinder. Situationen giver anledning til at granske, hvad der egentlig gik galt mellem de to. Afsnit efter afsnit bliver der på ægte Woody Allensk vis bygget til Tobys historie om, hvordan den egoistiske og kyniske Rachel, spillet af Claire Danes, har bragt ham i den situation, han er i nu. Først langt senere i serien får man endelig hendes version, og alt er naturligvis ikke så sort-hvidt. Serien er en humoristisk og underspillet kommentar til skilsmissen i år 2023 og alt, hvad det indebærer af jalousi, ambitioner, overfladiske sexdates, venskaber og nostalgi over at være sig selv, sammen eller alene.

Se den på Disney+.

/Emilie Engbirk

‘The Diplomat’

Denne serie er til elskere af ‘House of Cards’ og ‘The West Wing’, altså folk, der elsker politiske strategispil og magt-drive. Kerri Russell, (som mange af os husker som Felicity i 90’er-college-newyorker-serien af samme navn) spiller den nyudnævnte ambassadør for USA i London, Kate Wyler, som kastes direkte ind i en diplomatisk krise, da et britisk skib angribes i Golfen. Med sig til London har hun sin mand, måske snart eksmand, Hal Wyler (Rufus Sewell), som har været ambassadør i mange år og har umådeligt svært ved at sætte sig på bagsædet karrieremæssigt.

Det sprængfarlige forhold mellem de to diplomater, der både er partnere i politik og passion i soveværelset, er en ret humoristisk og direkte skildring af et ægteskab i politik med mange år på bagen. Det er de små ting, som når Hal laver sig en tallerken morgenmad og efterlader den forklædt som rester, fordi han ved, at ellers spiser hans kone ikke noget. Kate har det ualmindeligt svært med galla og kjole-delen af jobbet og kæmper for at få lov at arbejde med sine skarpe talenter indenfor strategi i stedet for damebladsinterviews og hårbørstning, og serien er så nutidig og så lige nu, at vi har hele Rusland-Ukraine-konflikten med, samt en voldsomt inkompetent og fjollet britisk premierminister. Der kommer heldigvis en sæson 2.

Se den på Netflix.

/Ditte Giese

‘Love and Death’

Endnu en serie baseret på en sand mordhistorie. ‘Love and Death’ er det tragiske resultat af en hed og lidt usædvanlig affære mellem to beboere i et lille religiøst samfund i Texas. Men hvad skete der egentlig? ”Don’t let me be misunderstood,” synger Nina Simone med sin velkendte hæse og lidt lidende stemme i introen til serien og pirker til den tvivl, som der er omkring Candace Montgomerys skyld i mordet på Betty Gore tilbage i 1980 i Texas. Elizabeth Olsen spiller hovedrollen, den perfekte sydstatsborger, der til alles store overraskelse pludselig bliver anklaget for et brutalt øksemord. Jesse Plemons er den utraditionelle og delvist passive førsteelsker, Allan Gore, der er bindeledet mellem de to rivaler, der ender i dødskamp. 70’er æstetikken og disco-musikken er ikke mindst med til at gøre serien endnu mere seværdig.

Se den på HBO Nordic.

/Emilie Engbirk

‘De umage detektiver’

Her har vi en nyfortolkning af genren ‘svensk krimi’, som er kærkommen. En pige forsvinder tæt på et flygtningecenter, og den fyrede statsanklager Tilda (Malin Levanon) ønsker at opklare sagen for at få sit gamle job tilbage og får uventet hjælp fra en somalisk flygtning. Tilda er noget så sjældent som en kvindelig hovedkarakter, som er både uduelig, doven, ucharmerende, fordrukken og egoistisk. Egentlig kæmper hun mest for at vinde sin døende advokatfars gunst i et giftigt samspil mod hendes søster Beata. Tilda er klar til at overskride lovens grænser, mens hun drøner rundt i sin Skoda Yeti, og udnytter det desperate torturoffer Ibraahin (Nasir Dhagole), der er tidligere politimand og viser sig at være en uovertruffen detektiv. Undervejs får vi begavede bud på migrantkrisen og Sveriges rolle i den, og vi ser bagsiden af velfærdssamfundet, som når Ibraahin cykler rundt som papirløst Wolt-bud med takeout til de hvide, som ikke engang ser ham i øjnene. Eller piller sundhedsskadelig asbest ned for småpenge. Begavet public service-krimi.

Se den på dr.dk.

/Ditte Giese

‘The Last of Us’

Verden gik pludseligt under på grund af en muteret svampeinfektion, og svampene begyndte at invadere menneskene og forvandle dem til zombier. Det er præmissen ved serie-udgaven af computerspillet ‘The Last of Us’, hvor resterne af menneskeheden kæmper mod de smittede med Cordycep-svampen. Den unge pige Ellie (Bella Ramsey) giver dog håb om en mulig kur, da hun viser sig at være immun overfor bid fra de smittede, og oprøreren Joel (Pedro Pasca) får til opgave at beskytte Ellie og fragte hende til et hemmeligt laboratorium, hvor forskere vil forsøge at skabe en vaccine og redde resterne af kloden. De to bevæger sig gennem et knugende barsk post-apokalyptisk amerikansk landskab, et trist vildt vesten, hvor både smittede og ikke-smittede kæmper for overlevelse. En fremmed er i sandhed en fjende, du endnu ikke er blevet spist af. Det er fascinerende at se det totale sammenbrud af vores civilisation, og hvordan Ellie higer efter at lære om verdenen, som den var engang, fuld af uskyld, barndom, underholdning og mad. For hvor finder man håb midt i det håbløse? Måske i de små lommer af den gamle verden, som trods alt gemmer sig på vejen. ‘The Last of Us’ blev en kæmpe seersucces i starten af året og er allerede lovet forlænget med flere sæsoner.

Se den på HBO Nordic.

/Ditte Giese

’Så langt, så godt’

Fara er journalist og bor i en lille lejlighed i Paris. Det eneste, hun drømmer om, er at bliver vært på den nyhedsstation, hvor hun arbejder. Det er bare ikke så nemt, når man ikke er etnisk fransk på en nyhedsstation, der lever af at formidle falske skræmmehistorier om den parisiske ghetto. Da det endelig lykkes banker hendes bror på døren. Han er kommet til at køre en politibetjent ned og vil nu flygte ud af landet. Hvis det bliver opdaget, vil det unægtelig sende Faras karriere ud ad vinduet. Fara og hendes to søstre prøver derfor at dække over deres lillebror, på ret kikset vis, der i alle tilfælde sætter dem i mere lort til halsen end de i forvejen var.

Det lyder måske som et middel plot, men hæng lige ved. For udover at være en familiethriller, som serien kalder sig selv, skildrer den også utrolig humoristisk søskenderelationer, der på den ene side vil gøre alt for hinanden, men samtidig skændes som børn over et stykke legetøj. I den mere seriøse afdeling skildrer serien også den voksende højrefløjspolitik, og ghettoiseringsproblemer der er i Frankrig. 

Se den på Netflix

/Frederikke Hinsby

Find mere om
Footer graphics