Hvorfor er de så franske i Frankrig?
Det er undertitlen på journalist og forfatter Aske Muncks nye bog, der først og fremmest hedder ’Oh la la’. Hvilket franskmænd – uanset alder, status, uddannelse osv. – går rundt og siger i et væk, når de er forbløffede, overraskede, imponerede, chokerede, begejstrede osv.
Bogen tager udgangspunkt i, hvad Aske Munck, der siden 2003 har delt sin tid mellem Paris og København, selv har erfaret, suppleret med litterære kilder samt interviews, han har lavet i sin egenskab af korrespondent for Weekendavisen siden 2011.
Visse ting må franskmændene gerne få for sig selv – blandt andet deres dårlige hygiejne, der har fået et helt kapitel i bogen – men der er også meget, vi kan lære af gallerne.
Som optakt til den afgørende runde af præsidentvalget, der står mellem den siddende præsident Emmanuel Macron og udfordreren Marine Le Pen, fremdrager Aske Munck her ni franske egenskaber, han synes, vi i Danmark kunne lære noget af.
1. At læse bøger
“Op mod 90 procent af voksne franskmænd bekender sig som boglæsere, og det er ikke krukkeri. Alene i Paris, der kun er halvanden gang større end København, er der 400 boglader, mens der i Danmark er 300 i alt. Og det er der, fordi franskmænd rent faktisk køber bøger, for de gider ikke bruge penge på noget, de ikke bruger. Når man kan få en klassiker til 2 euro, får det rent faktisk folk til at læse.
Mange franskmænd går rundt med en bog i tasken, som de hjemmevant trækker frem, når de står i kø til et museum, og selv jord- og betonarbejdere ser man i gadebilledet læse Camus og Balzac.
En ting, der er meget sigende for franskmænds forhold til litteratur, er, at da samfundet med pandemien blev lukket ned, fik boghandlere på linje med supermarkeder og apoteker lov at holde åbent ud fra den betragtning, at bøger er ligeså livsnødvendige som medicin og mad.
Macron er en præsident, der er litterær ud i det ekstreme og refererer til forfattere og bruger ord, som de franske journalister må have ordbogen ‘Le Petit Larousse’ med i lommen for at forstå. Det er svært at forestille sig en dansk politiker stå og citere Georg Brandes, men det gør man i Frankrig. Nogle synes måske, at det er noget krukkeri, men jeg kan virkelig godt lide franskmændenes forhold til litteratur.”
2. At gå over for rødt
“Det sværeste for mig ved at veksle mellem Danmark og Frankrig er, at jeg ikke kan lade være at gå over for rødt. En franskmand kunne ikke drømme om at vente for rødt, hvis der ikke var nogen biler, men i Danmark råber folk op, når jeg gør det. Den danske retsfølelse kammer nogle gange over i selvjustits. Det er jo lige før, at danskerne hiver mig i ærmet og siger: Undskyld, er De farveblind?
I Frankrig kan du gå over for rødt, selvom der holder en politibil. At bryde denne lille regel ser jeg som et udtryk for en indbygget sans for logik hos franskmænd, at ja, det er en regel, at man skal vente for rødt, men den må gerne blive brudt i visse (mange) tilfælde. Det giver ikke mening at stå og vente i et helt tomt kryds, men det gør folk jo gladelig i Danmark.”
3. At være Des
“Jeg kan godt lide, at der er forskel på, om man har kendt hinanden hele livet, eller om man lige har mødt hinanden – og at franskmænd taler til hinanden derefter. Det gør socialt samvær mere gnidningsfrit. I Frankrig er man Des med alle, man ikke kender, første gang man møder dem, også jævnaldrene. Som voksen er man dus med børn, men de siger De til de voksne. Selv, når jeg interviewer bøller i nogle af de belastede forstæder til Paris, er de Des med mig.
Den tidligere præsident Jacques Chirac var endda Des med sin kone, ligesom at det er meget almindeligt i borgerlige kredse, at folk er Des med deres forældre.
På Weekendavisen er vi Des med læserne, og for mig virker det meget naturligt. Jeg kan godt lide det, for så undgår man den der familiaritet, som, jeg synes, kan være ret anmassende.”
4. At spise godt hver dag
“Der er måske mange, der ikke ved det, men det franske måltidsritual er på Unescos liste over den immaterielle del af verdens bevaringsværdige kulturarv. Altså ikke maden, men selve ritualet med at sætte sig ned ved bordet og indtage et måltid med vin til, hele det ceremonielle omkring maden.
Selv i skolekantiner serverer de hver dag forret, hovedret og ost til dessert, og gerne en ny slags hver dag, og får man en ny ost hver dag gennem hele sin opvækst, er det jo ikke så mærkeligt, at så mange franskmænd bevæger sig så hjemmevant rundt i deres lokale fromager som voksne. At spise godt hver dag er en fantastisk måde at bevare et levende forhold til sin kulturarv på, og det er de gode til i Frankrig.
Al erfaring viser, at børn ikke er kræsne af natur, men fordi de ikke bliver udfordret. Man bliver nødt til ikke bare at give børnene, hvad de kan lide. Derfor er det også meget få restauranter, der har børnemenuer, og ser man en, bør man straks vende om. Det er ikke et godt tegn.”
5. At klæde sig pænt på til hverdag
“Jeg går næsten altid i jakkesæt, fordi det forventes mange steder, og så er det også bare blevet en vane. I Frankrig løfter folk ikke et bryn, mens der i Danmark tit er nogle, der spørger mig, hvad jeg skal i den mundering. Så siger jeg måske: Jeg skal ikke noget særligt, bare ud at handle og hjem og skrive en artikel. De forventer, at jeg skal til konfirmation eller begravelse, fordi jeg er velklædt.
Jeg kan godt lide, som franskmændene, at gøre lidt ud af mig selv, så jeg ikke fremstår sjusket. Det er en måde at vise respekt for sine omgivelser. Ligesom man forventer, at en politibetjent ikke har fedtpletter på skjorten, bør man heller ikke have det i sit private antræk.
Desuden er der ikke nogen, der går med sandaler eller korte bukser i Paris. Måske i parken med børnene, men man går ikke i forretninger i shorts. Folk ville tænke, at man var ukultiveret, og jeg har selv erfaret, at det også spiller ind på, hvilken service man får.”
6. At lade børn lege selv
“Danske forældre stormer rundt efter deres børn på legepladsen og holder dem i hånden, når de kører ned ad rutsjebanen. Børnene når ikke at falde, før deres forældre har grebet dem.
I Frankrig tager de andre fædre og jeg en avis eller en bog og sætter os i kanten af manegen. På den måde lærer vores børn at lege med hinanden eller at være ondskabsfulde over for hinanden, eller hvad de nu skal. Det gør dem til individer, når man ikke pakker dem ind i vat, som vi gør herhjemme.
Hvis en rutsjebane er for farlig for børn under fem år, laver de trinnet så højt, at man skal være fem år for at nå det. Og helt seriøst, det er også en meget mere behagelig måde at være forælder på.”
7. At drikke apéro
“En apéro eller l’apéro er den seance, hvor franskmændene drikker et glas eller to en hverdag efter arbejde, inden aftensmaden. Ved fem-seks-tiden begynder der at blive fyldt op på fortovscaféerne, hvor folk får lidt at drikke, mens de står og sludrer om dagen og livet. Herhjemme har vi ikke tradition for at tage et enkelt glas og så gå, i Danmark går man enten ud at spise eller på druk. Eller også går vi på café for at mødes med nogen, vi kender i forvejen.
Når man i Paris går ned på den lokale og får et glas, møder man enormt mange mennesker på en uforpligtende måde, og det er takket være apéro’en, at jeg i Frankrig har en omgangskreds, der blandt andet tæller en israelsk skuespiller, der kæmper med karrieren, en trykker, en, der arbejder i supermarkedet BHV, en brandmand og en gadefejer.”
8. At have aviskiosker
“Når jeg i Danmark ikke lige får leveret Weekendavisen derhjemme, hvor skal jeg så finde den? Der er jo ikke andet end 7-Eleven, og udvalget er utroligt pauvert.
I Frankrig har de aviskiosker, hvor man kan få hele dagspressen og mange specialiserede magasiner. Frankrig har jo den komparative fordel, at de er 67 millioner indbyggere mod vores knap seks, så de har specialiserede magasiner om alt fra suppeterriner til lejesoldater.
I Frankrig er der ikke på samme måde som i Danmark tradition for at få avisen leveret hjem til, her køber mange dem i løssalg hver dag, og det er – modsat i Danmark hvor man bliver irettesat – helt legitimt at stå og bladre lidt, inden man beslutter, om man skal have Libération, Le Monde eller Le Parisien med videre under armen.”
9. At spise foie gras
“Jeg hader den danske modstand mod foie gras og elsker, at franskmænd stadig spiser det. Jeg har skrevet en del om det i Weekendavisen og besøg opdræt i det sydvestlige Frankrig, hvor gæs og ænder går frit indtil de sidste 14 dage, hvor stopfodringen intensiveres umiddelbart før slagtningen.
Folk er sure, fordi de ser billeder af dårligt opdræt. Men hvis man spiser slagtet fjerkræ og accepterer, at vi slår dyr ihjel for at spise dem, er der ikke noget i vejen for at spise foie gras, der er lavet på ordentlig vis. Ænderne flokkes jo om den her gaveur, ham der stopfordrer dem med en tragt, de er vilde med det.
Man skal bare lige orientere sig om, hvor ens foie gras kommer fra og styre uden om opdræt, hvor maden blæses ned gennem næbet med en hydraulisk pumpe. Den danske modstand mod al foie gras, synes jeg, er udtryk for hysteri.
Selv foretrækker jeg min ande- eller gåselever i fine skiver med kompot af løg og æble og ristet brød til.”
