Lige siden min søster og jeg børstede popcornene af tøjet og drev ud fra salens mørke efter at have set filmen Barbie, har jeg haft et lille melodistykke i hovedet. Den første linje i Billie Eilish sang ’What was I made for’, som hun har skrevet til netop ’Barbie’.
”I used to float, now I just fall down”, lyder Billie Eillish’ sårbare stemme i en af slutscenerne, mens en tåre triller ned ad Margot Robbies fejlfrie ansigt i close up på lærredet.
Sætningen refererer til en konkret scene i filmen, hvor vores hovedperson Barbie pludselig ikke længere svæver ud af sit Barbie Dream House, som hun plejede at gøre. Et hus, der ikke har trapper, da dukker i sagens natur altid føres af en hånd. I filmen svæver barbiedukker derfor ned. Lige til en morgen, hvor Barbie ikke længere svæver, men simpelthen styrter.
De sidste par uger har medierne været fyldt med diskussioner om Barbiefilmen som et feministisk statement, som en plastikpromoverende og mandehadende hollywoodproduktion med astronomisk marketingbudget – og ikke mindst som en kæmpe biografsucces. Det er åbenlyst for de fleste efterhånden, at Barbiefilmen vil gå over i historien som en art popkulturelt manifest, der kommer til at redefinere feminisme.
Men for mig var det ikke den feministiske tråd og America Ferreras grandiøse – om end meget vellykkede – tale om det umulige i samfundets forventninger til kvinder, der ramte hårdest. Det var derimod skildringen af Barbies fald fra sit Dream House. Det bliver nemlig også et symbolsk fald fra barnlig uskyldighed til en erkendelse af, at livet er… ja, skal vi måske bare sige ”ikke perfekt hver dag”.
Og det er en erkendelse, vi alle skal igennem. Også mig. Jeg er en kvinde på 35, gift med to børn og lad mig bare sige: Shit got real efter 30. Og ja, livet er ingen dans på roser. Jeg vælger ordet ambivalent til at beskrive det, for lige så smukt livet er, lige så nådesløst har jeg set det være overfor dem jeg elsker.
Nogle gange sidder mine veninder og jeg og ser på hinanden, stakåndede og med håret blæst bagover af de curveballs, som tilværelsen smider i den her del af livet: Skilsmisser, dødsfald, diagnoser og også bare det altopslugende hamsterhjul og de bekymringer, der akkompagnerer det hele.
Bordet fanger på mange måder i trediverne. Det står pludselig klart, hvad det vil sige at have et rigtigt arbejde. Ikke et studiejob, ikke et praktikforløb, men et forpligtende fuldtidsarbejde med pensionsordning, fisk i kantinen om torsdagen og pendling i myldretiden. Jeg ser mig selv tage beslutninger, jeg på ingen måder kan beregne konsekvenserne af. Børn og realkreditlån for eksempel.
Det virker, som om vi ganske ufrivilligt er steget i livets sværhedsgrad. Hvad kan man overhovedet sige, der giver mening, når man står over for en god ven, der har mistet sit spædbarn? Det allerdyrebareste. Den ene veninde har mistet en forælder, den anden sit arbejde, mens den tredje må se sig slået ud af stress. Fordi livet.
Vi kan næsten ikke forstå det – vi har lige rejst os fra legen med dukker og vendt os mod fremtiden, der ventede i et røgslør af poetisk mystik.
Jeg kan blive rørt, når jeg tænker på lille Anne (ja, det er mig), der sidder på gulvet i cirka 1996 og vælger tøj til sin Barbiedukke. Den slanke plastikdukke får sin laksefarvede balkjole på, og håret bliver redt sirligt. Jeg havde en helt almindelig opvækst, hvor der var plads til fantasi og leg. Jeg digtede altid historier og havde – som min sure dansklærer pointerede – hovedet oppe i en sky det meste af tiden. Hvilket udsøgt privilegie, men jeg ser også min rejse mod ambivalensen og den menneskelige tilstand ganske klart. På sin vis den samme dannelsesrejse, som Barbie er på i filmen.
Barbie er et nostalgitrip af en anden verden og en kærlig påmindelse om den barnlige leg, der ophører, mens virkelighedens realiteter melder sig. Som en person med et arsenal af hærgede plastikdukker i en kasse på loftet kan man ikke andet end føle sig tiltalt af den her historie. Min generation var hverken den første eller den sidste til at lege med barbiedukker, men filmens æstetik er et tydeligt nik til halvfemserne, og jeg hævder gerne at være en del af den målgruppe som instruktør Greta Gerwig og producer Margot Robbie – mine fellow millennials – havde i tankerne. Jeg mærker det indre skifte og den alvor, som trediverne har bragt med sig, og jeg føler, den bliver spejlet i Barbiefilmen.
Jeg tror, det er så enkelt, at når du tænker tilbage og mindes, kan du mærke, hvor du står i livet nu, fordi du netop ikke står der længere. Og heldigvis for det, tænker jeg, men med en ambivalent tyngde om hjertet, som jeg ikke kendte før.
Vi plejede at svæve, mine veninder og jeg. Jeg vil ikke sige, at vi aldrig svæver eller kun falder, men når vi falder i ny og næ, så hjælper vi heldigvis også hinanden op igen. Barbiefilmen vil gerne sige mange ting om samfundet, om mænd og kvinder, om fællesskab og om at finde sin plads i verden, men slet og ret også bare om at være menneske. Den er gakket, virkelig underholdende, men også gåsehudsfremkaldende smuk, netop fordi den viser os, hvorfor vi ville vælge det her liv igen og igen, med alt hvad det indebærer.
Efter at have set filmen fandt jeg den føromtalte kasse med barbiedukker frem. Min datter kastede sig over dem, og jeg fik lov at tage del i legen på ny.
