Normalt skriver du digte. Hvorfor har du lavet den her podcast?
“Jamen, hvorfor ikke? Jeg skriver digte, men jeg prøver også bare at lave alt mulig, som jeg synes kunne være sjovt og vigtigt. Og så synes jeg, min medvært Signe Amtoft i forvejen er vildt sej og laver nogle gode ting, så hende ville jeg gerne arbejde sammen med. Det var en god mulighed for at lave et program, som gør nogle af de ting, jeg har savnet. At tale om vigtige ting på en sjov og let måde.”
Hvad er det for nogle ting om livet, man ikke lærer på sin uddannelse?
“Det er svært at svare på, men jeg tror, at både mig og Signe havde en oplevelse af, at vi er i en fase af livet, hvor vi burde være voksne og alligevel ikke føler os voksne. Det hænger nok sammen med, at man er blevet lovet ting, man troede, man ville have styr på efterhånden. Men vi har en oplevelse af at være en dårlig voksen, og så er vi gået tilbage for at spørge: “Hvad ville vi ønske, vi havde vidst?”.”
“Altså, hvorfor har jeg aldrig lært at lave et regnskab i skolen, og hvorfor taler vi så lidt om det økonomiske pres, man kan opleve som ung? Men ‘Livets Skole’ bliver også programmer, som taler generelt om fællesskaber og at føle sig udenfor. Et afsnit handler om mental sundhed, fordi det er en ting, som vi selv har bakset med, og som vi tror, man kunne lære noget af, fordi det præsenteres på en anderledes måde, der er personlig og følsom uden, at vi lader os rive med af følsomheden.”
Lever vi en tid, hvor der er ekstra brug for gode råd?
“Jeg tror, vi er i en tid, hvor vi ikke hele tiden skal tale om gode råd. Vi prøver at sige, at det også er okay at være dårlig til ting. Det er den energi, der løber gennem alle afsnittene, og det er det primære gode råd – ud fra det udgangspunkt, at de fleste mennesker er dårlige. Jeg hader tanken om gode råd, og at “så skal du bare gøre sådan her og så virker det” – for det virker jo aldrig. Og hvad gør man så, når rådene ikke virker?”
“Vi lever i en tid, hvor unge får tudet ørene fulde af, at de skal leve op til alt muligt, og på den anden siden skal de bare være sig selv. Det er jo en tid, hvor vi får at vide, at vi selv kan fikse alle tingene indefra med noget yoga eller et eller andet pis, samtidig med at verden falder sammen om ørene om os. Og så fyldes vi med apati. Ingen kan jo gøre noget. Men vi kan prøve at have en samtale om, at vi godt forstår, at vi er presset, og måske har det noget med tiden at gøre.”
Hvor henter du selv livsvisdom?
“Jeg læser jo litteratur. Det er et virkelig kedeligt svar, som Svend Brinkmann ville elske. At læse bøger giver mig en eller anden ro. Det er ikke sikkert, at det hjælper, men det viser mig, at jeg ikke altid er hovedpersonen i mit eget liv – at jeg er et meget uoriginalt menneske, og det er en trøst. Jeg synes også, at venner er meget undervurderet, når vi taler om at søge visdom. Også selvom de ikke ved det, man søger. Men jeg prøver at omgive mig med folk, der er anderledes end mig selv og mener noget andet.”
Hvad er det bedste råd, du har fået under din uddannelse?
“Et rigtig basic råd, som min bachelor-vejleder gav mig var: “Nu laver du den bare fucking færdig. Den opgave betyder altså ikke mere.” Det råd bruger jeg overalt i livet. Nogen gange gælder det bare om at lave det færdigt, og så må man tage konsekvenserne senere. Gør det, og så gør det halvgodt – hellere end at lade det stirre på dig i 7 år. Telefonsamtaler, jeg har gået og forberedt og frygtet i dagevis, ender alligevel altid med at tage 30 sekunder.”
Har din egen generation sværere ved at blive voksne på et helt lavpraktisk niveau end tidligere generationer?
“Det tror jeg sgu ikke. Det er begyndt at gå op for mig, at i voksenlivet er det fake it till you make it. Vi er ikke dårligere end vores forældre, vi er bare vokse på en anden måde, og man kan ikke tale om det som en generation, tror jeg. Der er bare en naivitet, der bliver skudt ungdommen i skoene, men hvad skal den ellers være? De voksne, der er ældre end os, har nok været for gode til at være kyniske. Folk i 40’erne forstår jo ikke, at det er vigtigt at tale om, hvad ord betyder, for det har ikke været en del af deres verden. Verden var en ting, der var skabt for dem, og det største problem i deres ungdom var, om der var rottegift i pillerne.”
“Så hvis man syners, de unge er naive og infantile, så kig på den virkelighed, de lever i. Det er boligløshed, mangel på økonomisk sikkerhed, mangel på politisk handlekraft og villighed til at gøre noget ved problemener. Bare se på flygtningekrisen, der viser, at politik ikke handler om moral, men alene om penge. Det tror jeg, mange unge tænker, når de ser på, hvad der udfolder sig. Dem der har magten i verden, forstår den ikke selv længere. Derfor må vi starte samtalen et andet sted.”
Kan lytterne så forvente, at I med podcasten starter samtalen om livet et andet sted?
“Jeg ved det sgu ikke. Vi har ikke lavet ‘Livets skole’ for at starte en anderledes samtale, men fordi vi havde en følelse af at være dårlige voksne, som nok hænger sammen med noget af alt det politiske. Så det er det, man kan forvente sig. Og så nogle fede gæster, som taler om nogle andre ting, end man havde regnet med. Jeg håber, det bliver godt, og at folk kan lide det. Men vi er ikke ude på at løse problemerne for en hel generation. Det kan de godt selv.”
