Clara Johanne Selsmark
Privatfoto

Artikelserien ‘Ungdommen nu til dags’: ”Vi lever i en verden, hvor vi har vænnet os til nogle luksuriøse behov, der er svære at skille sig af med”

De er unge, de er førstegangsvælgere, og så er de den generation, der går forrest i klimakampen. I artikelserien ’Ungdommen nu til dags’ giver vi ordet til tre unge, som alle betegner sig selv som klimabekymrede, og som alle står over for at skulle sætte deres første kryds til et folketingsvalg; et valg hvor klima og miljø, for første gang nogensinde, spås til at blive ét af valgkampens hovedtemaer.

Mit navn er Clara Johanne Selsmark, jeg er 20 år gammel, og jeg er lige flyttet til Aarhus.

Jeg synes faktisk, det er lidt stort snart at skulle stemme for første gang til et folketingsvalg. Engang imellem tænker jeg, at min lille stemme ikke rigtig gør en forskel, men på den anden side er det bare virkelig fedt endelig at kunne være med.

Jeg følger ret meget med i den politiske debat, men nogle gange kan jeg godt stå af. Så synes jeg, det bliver for meget mudderkastning politikerne imellem.

Klimaspørgsmålet optager mig meget, og det er noget, som vi taler rigtig meget om i min omgangskreds.

Jeg kan få enorm dårlig samvittighed over ikke at gøre nok for klimaet, og så går jeg rundt med en slags klimaskyld. Det er som om, at vi nogle gange skal lægge skylden et eller andet sted, og så går vi rundt og lægger den hos hinanden. Vi flyver alle sammen for meget, vi spiser for meget kød, og vi bliver hele tiden mindet om, hvor meget man kan gøre. Og når man så ikke kan ændre sine vaner, bliver det til klimaskyld. Vi går rundt og skælder ud på os selv.

På den anden side synes jeg, det er enormt vigtigt, at vi minder hinanden om mulighederne for at ændre vaner. Jeg kan mærke, at jeg lever i en verden, hvor vi har vænnet os til nogle luksuriøse behov, der er svære at skille sig af med.

Jeg ser gerne, at der politisk bliver gjort noget mere. Jeg synes, vi alle sammen – med politikerne i spidsen – skal fokusere på at nedtrappe vores CO2-udledning. Helt grundlæggende skal der ske nogle forandringer med fossile brændstoffer. Jeg ved ikke, om det hjælper at forbyde folk at flyve. Jeg synes, det er vigtigt, at vi lever i en global verden, hvor vi rent faktisk har mulighed for at bevæge os over på den anden side af jorden, og at jeg, som et ungt menneske, kan møde andre kulturer og blive klogere på verden.

Men jeg synes også, det er alt for billigt at flyve. Det er nærmest billigere at flyve til steder, hvor man også kan tage toget til. Det er jo helt latterligt. Der burde gøres noget, så det ikke er så besværligt og dyrt at tage tog.

På den anden side synes jeg, at det er uansvarligt kun at udpege politikerne og sige: ”Red lige verden”. Vi har alle sammen et medansvar – vi skal alle tage nogle valg. Både politikerne og os selv. I stedet for at skælde hinanden ud skal vi hjælpe hinanden.

Lige nu lever vi ret godt, og nogle gange kan jeg godt tænke, om det er lige om lidt, at alt bliver forbudt, fordi vi når til en slags dommedag. Bliver det mine børn, det går ud over? Det er som om, at vi går og bygger den her illusion op om, at vi dør lige om lidt. Jeg synes, det er problematisk, at vi går rundt med ondt i maven i stedet for at gøre noget.

Jeg har været vegetar i to et halvt år, og det var et bevidst klimavalg. Det, føler jeg, er ’min ting’, som jeg kan gøre for miljøet, uden at det påvirker min livskvalitet. Jeg kan sagtens undvære kød.

Jeg køber også færre stykker tøj og går meget i genbrug. Det er ikke kun, fordi det er klimavenligt, men også fordi man kan købe unikke ting, og fordi det er billigt. Det er win-win.

Jeg læste for nyligt om en kvinde, der havde fravalgt at få børn, fordi hun ikke kunne se sit barn vokse op i den her verden, og jeg syntes, at det lød voldsomt.

Det fik mig til at tænke på, at man jo sender lorten videre til næste generation. Vi trækker tiden ud, og så kan næste generation få lov at deale med det. Det er lidt der, vi er. Ingen har rigtig lyst til at ændre for meget, og det er som om, vi venter på, at der kommer nogle andre og fixer det for os. Jeg synes, det er svært at forholde sig til, fordi jeg ikke har noget begreb om, hvor langt ude i fremtiden konsekvenserne er. Men lige meget om det er om 50 eller 100 år, så er det vigtigt, at vi gør noget.

Jeg har ikke mistet tiltroen til, at der bliver gjort noget, men jeg føler nogle gange, at det ser sort ud. Alle ved jo godt, at det er kritisk med klimaet, men jeg synes, at de politikere, der virkelig kæmper for klimaet, ofte er i undertal. Så kommer debatten til at handle om, at det bliver lidt for bøvlet og lidt for dyrt, og vi diskuterer noget helt vildt unødvendigt i stedet for at diskutere dét, der er vigtigt.

Fortalt til Ditte Hedegaard Davidsen

Footer graphics