Mit navn er Magnus Tholstrup, jeg er 21 år gammel, og lige nu går jeg på idrætshøjskole.
Det kommende folketingsvalg er mit første valg, og jeg har en idé om, hvad jeg stemmer.
Klimaet er et af de vigtigste temaer for mig i den kommende valgkamp. Jeg ser lidt emnet som et bål, og det handler om at slukke bålet hurtigst muligt.
Når jeg ser nyheder om, at der f.eks. skal bygges en ny omfartsvej til 377 mio. kroner, så kan jeg da godt stille spørgsmålstegn ved, hvem det er, politikerne er til for, når ældreplejen og klimaudfordringerne samtidig sejler, og sygeplejerskerne aldrig har løbet hurtigere. Min tiltro til politikere er ikke specielt stor. Det virker for mig som om, at de har deres små nicheprojekter i stedet for at kigge på det store billede.
Klimaudfordringerne er noget, der optager mig, fordi det er noget, der kommer efter os alle. Det kan godt være, at vi ikke har det så slemt nu, men det bliver kun værre. Vi har jo allerede prognoser for, hvornår klimaflygtningene begynder at komme, hvilket er vildt nok i sig selv. Derfor er klimaet alles fælles ansvar. Jeg er lidt nervøs for det, jeg ikke kender til. Når jeg læser om, at koralrevene dør, og der er dyreliv, der allerede er gået tabt, går det op for mig, at der er et eller andet, der er helt galt.
Jeg kunne godt blive meget bedre til at leve klimavenligt. Jeg er begyndt at tænke over, hvad jeg køber og over, hvor meget tøj jeg har. Jeg har måske seks-syv T-shirts i alt, og jeg er begyndt at researche på, hvor man kan købe klimavenlige T-shirts.
Det der med at give slip på kødet, det har jeg det rigtig svært ved. Hvis der går en hel dag, hvor jeg ikke spiser kød, så synes jeg, der mangler noget. Jeg debatterer også lidt med mig selv omkring rejser. Rejser er et af de punkter, hvor man kan gøre rigtig meget selv. Min storebror har f.eks. sagt, at han ikke vil rejse mere. Det vil jeg også gerne prøve på. Men når man samtidig har en mor og far, der spørger, om man vil med til Thailand på ferie, så er det svært at sige nej. Hvor meget skal man yde og tage hånd om problemet, og hvornår skal man leve? Så jeg ved ikke lige, hvordan jeg skal reagere. Thailand er bare lidt mere spændende end Langeland.
Når jeg tænker på fremtiden, tænker jeg på, at den er så uforudsigelig. Jeg er bekymret for, at der ikke rigtig er nogen plan for fremtiden. Man har jo aldrig stået med det her problem før. Vi ved, at med krig kommer der flygtninge, men med klimaet ved vi ikke reelt, hvor stor en indvirkning det kommer til at have på os. Nu har vi lige haft den tørreste sommer nogensinde, så bliver det sådan fremover? Der er rigtig mange ’hvad nu hvis’.
Jeg er nervøs, fordi jeg ikke ved, hvordan fremtiden kommer til at være. Jeg ved jo godt, at det ikke er Danmark, der kommer til at lide først, for vi har det sgu rigtig, rigtig godt. Det hjælper bare ikke noget, hvis resten af verden brænder.
Fortalt til Ditte Hedegaard Davidsen
