Her er de mennesker, som har overrasket os mest i 2020: En muldvarp og en frafalden tastaturkriger

En dag i efteråret 2019 sad vi her på redaktionen og faldt over en video fra Betty Nansen Teatret med en ung, ukendt skuespiller, som havde så meget funny bones, wits og rendyrket charme, at vi blev så lige dele starstruck og forelskede, at vi åbnede 2020 med landets første interview med 26-årige Emma Sehested Høeg, som spillede Hermina i ’En Skærsommernatsdrøm’. Siden tog hun røven på os alle, da hun sammen med sin partner in crime, Jennifer Vedsted Christiansen, kastede sig ud i kamikaze-forestillingen ’Lolita for altid’ på Revolver, hvor Emma Sehested Høegh sang, vrængede og dansede (sangene havde hun også selv skrevet) sig til topanmeldelser i alle medier. “Emma Sehested Høeg er et af de mest magnetiserende hundyr på den danske teaterscene,” skrev Information, og alt tyder på, at 2021 blive endnu mere magnetiserende for det talentfulde hundyr. 

Det danske debatklima er hårdt, til tider rigtig hårdt. En af de hårdeste debattører herhjemme, målt på vedholdenhed og grad af deltagelse, er Weekendavisens Søren K. Villemoes. Det kom derfor som en overraskelse at læse et længere, dybt interessant interview med Villemoes i Journalisten, hvor han fortæller om at ville trappe ned for sin til tider maniske deltagelse i diverse debatter, især på de sociale medier. Personligt havde jeg i flere år den SoMe-regel, at jeg simpelthen ikke deltog i debatter, som Villesmoes var med i, fordi han blev ved og ved og ved – og desuden ofte entrerede med et større hold af venner fra debatmiljøet, der bakkede ham op. Det føltes lidt som et tæskehold at være i den anden ende af, og det er livet ganske enkelt for kort til. Men nu fortæller Villemoes så, at han vil skrue ned for debat og stridslyst, og i stedet vil skrive flere artikler i sin avis. Det kræver mod at ændre kurs, og hvis jeg var Villemoes’ chef, ville jeg være glad for mere af ham i avisen. Jeg vil i hvert fald glæde mig til at læse med.

2020 har været et hårdt år for min tro på autoritetsfigurer. Klimalove er blevet brudt, mink blevet dræbt og dynejakker konfiskeret. Min naive tro på, at de ‘ægte’ voksne – dem vi har valgt til at holde styr på det hele – nok skal klare skansen, har lidt et knæk i år. Indtil jeg kiggede over Atlanten til New Zealand. Her har premierministeren Jacinda Ardern formået at blomstre i kaossets muld – helt uden at konfiskere en eneste dynejakke. Formodentligt. Det er intet under, at ‘how to move to New Zealand’ var en topsøgning på Google, da pandemien brød ud i foråret, og igen da Donald Trump så ud til at vinde præsidentvalget i USA. Ikke nok med en bemærkelsesværdig håndtering af Covid-19, sikrede hun sig i år også det mest queer parlament i verden. Måske er det bare, fordi jeg sidder langt nok væk til ikke at se alle skønhedsfejlene, men når Jacinda Ardern erklærer en klima-nødsituation, tror jeg altså en smule mere på hende end Dan Jørgensen. Måske er min tro på autoritetsfigurer alligevel ikke helt død i år.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på Ulrich. Han hedder Larsen til efternavn, og det var ham, der var muldvarpen i Mads Brüggers dokumentarfilm af samme navn, som mange så og talte om, fordi det var ganske vanvittigt og overraskende, at det lykkedes en pæredansk førtidspensionist at infiltrere verdens måske mest lukkede regime: Nordkorea. Et af filmens store kunststykker var for mig at se – udover den åbenlyse spionbedrift – at man aldrig helt fortalte, hvorfor Ulrich Larsen gjorde det. Brugte dage og uger, mens han tilsyneladende upåvirket løj i rigt mål overfor familien. Man sad som seer tilbage i et inciterende vakuum: Hvad var hans motivation egentlig? Kedsomhed? Drama? Jeg forstår det stadig ikke, og det gjorde han vist heller ikke selv. Men hans historie er midt i det storpolitiske og kriminelle morads, som filmen afslører, et opløftende billede på at selv de værste skurke i verden har et blødt punkt for venlige mennesker som Ulrich Larsen. Det er jeg sgu lidt på røven over.