Tænker du nogensinde over, hvordan du egentlig går og opfører dig?
Altså, du har jo nok styr på almindelig god opførsel som at sige “tak for mad” og undgå at prutte højlydt, men tænker du over, hvordan du egentlig agerer sådan helt ned i detaljen? Når du for eksempel kommer på besøg hos nogen, ved du så, hvorfor du vælger at sætte dig i lige præcis dén stol i deres stue? Ved du mon, hvorfor du ytrer lige præcis dén muntre sætning for at lette på stemningen? Tænker du tit på situationer, hvor du ville ønske, at du havde sagt noget helt andet?
Ville du ønske, du kunne gå tilbage i tiden og blive en langt mere nærværende forælder? Ville du i det hele taget ønske, at du var langt mere forberedt til det show, som vi kalder livet? Ja, så skal du se ’The Rehearsal’ på HBO Max.
Jeg har været vært for et program, som hed ’TV!TV!TV!’, hvor jeg anmeldte tv-programmer og dykkede ned i de forskellige genrer. Jeg har set virkelig, virkelig meget tv. Jeg har været igennem hele spektret – fra reality til krimi, nyheder, dokumentar, underholdning, satire og social change. Jeg ved med andre ord en del om tv. Og jeg har aldrig i mit liv set noget som Nathan Fielders program på HBO. Det er tv-kunst.
Kort fortalt går programmerne ud på, at den akavede, dybt introverte vært, Nathan Fielder, gerne vil hjælpe andre mennesker med at kunne manøvrere i livet. I første afsnit er det ret enkelt. En mand ved navn Kor er kommet til at lyve om sin uddannelsesmæssige status, og nu kan han ikke komme ud af det uden at såre sin veninde. Ren ’Mads & Monopolet’.
Men Nathan Fielder griber det virkelig grundigt an. Først øver han sig på at mødes med Kor. Det gør han ved at genskabe en perfekt replika af hans lejlighed i en lagerhal og få en skuespiller til at tage imod.
For Nathan Fielder er selv ikke klar til livet. Hvilket skaber et genialt metalag, som i mine øjne netop hæver programmet op fra almindelig, gedigen underholdning til en genial, grotesk sjov kommentar til vores sociale medier-inficerede samfund, hvor det reelle møde mellem mennesker er blevet mere kompliceret end nogensinde.
Jeg skal ikke spoile noget – det er netop overraskelsen ved Nathan Fielders metode, som er programmernes drivkraft. Men i takt med at man kommer længere hen i serien, bliver de indøvede situationer mere og mere dystre og rørende.
Til sidst kommer man til et punkt – finaleafsnittet – hvor både Nathan Fielder og seeren kommer til at stille spørgsmål ved hele seriens etiske kompas. Men man bliver også i tvivl, om det, der bliver præsenteret som virkeligheden, igen er en kopi af en kopi. Ja, man begynder faktisk at tvivle på hele meningen med eksistensen. Og det er nok i virkeligheden Fielders egentlige mission – at skabe den eksistentielle tvivl, der som bekendt er grundlaget for alle tænkende mennesker ifølge Descartes – “cogito ergo sum”.
Jeg er virkelig overrasket over, at en amerikansk streaming-gigant har haft modet og visionerne til at lade en mand som Fielder få fuldstændigt frit spil. Det har tydeligvis været en helt enormt dyr produktion, og der har ikke været nogen garanti for succes undervejs. Men eksperimentet er i mine øjne lykkedes til fulde. Fielder har formået at omdanne komatøse tv-seere til tvivlende og dermed tænkende væsener, som en slags højst usandsynlig, men ikke desto mindre helt reel moderne Søren Kierkegaard.
