Foto: Åsmund Sollihøgda

De bedste serier i 2022 – indtil nu

Her er vores foreløbige favoritter fra et allerede fremragende serie-år. Vi opdaterer listen løbende.

Efter nogle triste og tørre streamingsæsoner er vi tilbage på niveauet før covid. Faktisk er den største udfordring at finde rundt i alle de tilbud og abonnementer, som er nødvendige for at se det hele. Til efteråret kommer også en ny Game of Thrones-serie og prequel til ‘Ringenes Herre’. Men indtil da har vi samlet alle vores favoritter, der kommer vidt omkring i landskabet fra ‘Orkesteret’ på DR til afslutningen på ‘Better Call Saul’.

Top Boy – sæson 2

Der er et hav af gangster-serier på de forskellige streaming-tjenester, men der er næppe nogle så realistisk, velspillet og spændende lige nu som den britiske Top Dog. Serien har som sine hovedpersoner haft et turbulent liv. Først blev den produceret af Channel 4, indtil den blev droppet. Derefter kastede musikeren Drake sin kærlighed på den og fik Netflix til at genoplive den, og nu lever den ikke bare i bedste velgående, men som et af tjenestens mest virile serietilbud overhovedet.

Vi følger primært de tre unge mænd, Dushane, Sully og Jamie og deres både fælles og indbyrdes kamp om at blive den førende hund på gaden blandt Londons almene boligbyggeri.

Udover selve kampen om gaden, der er grundlæggende spændende, følger vi også en række spændende biroller, der ofte viser omkostninger ved den forrående narkohandel. Netflix har fornyet serien med en tredje og sidste sæson (den reelt femte sæson, da Channel 4 lavede de to første).

Der har virkelig været langt mellem de virkelig gode og medrivende serier på Netflix de seneste år, men med Top Dog rammer de helt rent, og den står som et pragteksemplar på, hvad britisk tv kan i disse år.

Se den på Netflix

Af Emil Norsker

Orkestret

Vi skal være mere end almindeligt glade for, at den her DR-serie overhovedet fik lov til at se dagens lys, da den i første omgang blev udskudt på ubestemt tid på grund af en krænkelsessag i DR’s Pigekor. ‘Orkestret’ tager nemlig netop (ret vidunderligt) pis på noget så alvorligt og sprængfarligt som #MeToo i en fiktiv version af Danmarks Radios symfoniorkester.

Det havde selvfølgelig været problematisk for DR at grine af den slags, samtidig med at man håndterede en reel sag med respekt. Men ud er den sidenhen kommet, og hjerteligt tak for det. Det er præcis den satire-serie fra licenspaladset, vi har hungret efter i årevis. At følge de to forkvaklede hovedpersoner, der spilles af Rasmus Bruun og Frederik Cilius, sammen med resten af det øretæveindbydende persongalleri er seriøst sjovt, men også rørende, fordi karaktererne så nemt kunne findes i virkeligheden.

Både Bruun og Cilius brillerer på en måde, så man helt glemmer, at de faktisk slet ikke er skuespillere. At serien desuden er en ram bredside til DR som absurd mellemleder-organisation fyldt med bullshit-jobs er blot et ekstra sofistikeret, selvironisk lag, man kan fornøje sig over, når man binger serien. For anden gang.

Se den på DR

Af Thomas Balslev

Better Call Saul – sæson 6

Når man ser denne sidste og fremragende sæson, forstår man, hvor savnet den vil være, når den er slut. Ikke kun for os seere, men måske især for Netflix, der desperat mangler nye, kreative formater med flere vitaminer end den utroligt store mængde slappe actionfilm (på pumpede budgtter) til tanketom reality.

Undervejs har ’Better Call Saul’ til tider haft et lidt for roligt tempo, tenderende til kedelig. Men det hele går op i en højere enhed i denne sidste sæson, og hver enkel skuespiller får virkelig lov at folde sig ud. Det er serier som disse, der virkelig kan skabe en stjerne. Som ’Breaking Bad’ gjorde det for Bryan Cranston, vil denne gøre det for Bob Odenkirk (hvis den ikke allerede har gjort det) og for Rhea Seehorn.

Man kan kun ærgre sig over, at det nu er slut, men man kan håbe, at seriens skabere Vince Gilligan og Peter Gould finder et nyt hjørne af universet, for vi er langt fra færdige med denne trøstesløse del af USA med alle dets mærkværdige skæbner og forbrydelser.

Se den på Netflix

Af Emil Norsker

Atlanta – sæson 3

Hvor ville serielandskabet dog være trist uden ’Atlanta’. Donald Glovers springende, skæve og sjove univers er det stof, som klassikere er gjort af. Han og serien har et fremragende blik for, de mange skæbner, der maser og møver for at holde hovedet oven vande i en stat, der er alt for slidt, varm og med massive racespændinger dirrende nede under overfladen.

I denne sæson er de på turné i Europa, hvilket sætter fart på løjerne og en masse sort-møder-hvid-episoder. Men det er ikke en serie, der behøver alt for meget ståhej. Faktisk fungerer den bedst, når den skruer ned for tempoet og lader skuespillerne, replikkerne og pause få plads.

Den sidste og fjerde sæson er lige på trapperne, og dermed er det også snart slut for Paper Boi, Earn og resten. Måske kunne min favori Dairus (spillet af Lakeith Lee Stanfield) få en spin-off-serie. Man har lov at håbe.

Se den på Disney+

Af Emil Norsker

Tokyo Vice

Jeg har en svaghed for gangsterserier, og den japanske mafia, den såkaldte yakuza, har altid været særlig tiltrækkende med dets ekstreme hemmelige koder og æresbegreber. Selvfølgelig ikke tiltrækkende på den måde, at man har lyst til at søge job der, men de er altid et interessant emne for en spændingsserie. Det er også yakuzaen, der er omdrejningspunktet i ’Tokyo Vice’, hvor en ung amerikanske journalist får et job på en japansk avis og begynder at grave sig dybere og dybere ind i den storbyens underverden.

Navnet ’Tokyo Vice’ giver associationer til den legendariske 80’er-serie ’Miami Vice’, og det er da også den kendte instruktør Michael Mann fra netop den serie, der har stået for piloten. Han kan om nogen lave flotte scener, om end han dog i endnu højere grad kunne have udnyttet Tokyos vanvittige og utrolig flotte arkitektur og omgivelser.

’Tokyo Vice’ betræder på ingen måde nyt territorium eller giver os yakuza-fans den endegyldige serie om fænomenet, som det egentlig fortjener. Men den har stadig et godt cast, et stramt manus og tilstrækkelig med spænding. Serien er da også forlænget med en sæson 2, så hvis de formår at bygge ovenpå fundamentet, kan det være, at den japanske mafia får en lige så god serie som deres amerikanske og engelske kolleger har i så rigeligt mål.

Se den på HBO Max

Af Emil Norsker

After Life sæson 3

Succesen med ’After Life’ har været en overraskende, men kærkommen succes i serieland. Her er Ricky Gervais enkemanden, der har mistet sin kone til kræft, og nu kæmper med en sorg så stor, at kun ansvaret for sin hund gør, at han ikke ender det hele.  

Det skal understreges, at det er en komedie. Om end af den bittersøde slags. Men den formår at behandle store emner med små hverdagshistorier og tager sig selv tilpas alvorligt til, at der aldrig får overbalance mod det fjollede.

I denne sæson, der er den sidste, træder Ricky Gervais klogeligt lidt mere i baggrunden og lader sin mange fantastiske (og bindegale) biroller træde frem.  Samtidigt formår han at binde historien sammen i en slutning, der er tilfredsstillende uden at falde i sukkerskålen.

Det er godt set at lade den slutte nu, for alt for mange serier trækker den én sæson for langt, hvilket desværre udvander det hele. Det gør ’After Life’ ikke og skriver sig til Ricky Gervais’ efterhånden flotte CV af præcise, rørende og frem for alt sjove serier. Man kan kun glæde sig til hans næste projekt.

Se den på Netflix

Af Emil Norsker

Operarejsen, DR

Allan Gravgaard Madsen, også kendt som Speaker Allan, er komponist og har fået et rejselegat. Men da han hader at rejse (flybooking, billeje, alt det besværlige), overtaler Frederik Cilius og Rasmus Bruun ham til at rejse Europa rundt i en autocamper. De skal se en masse operaer og få inspiration.

Undervejs tager de også rigeligt for sig af det gode liv. De tager gerne lange omveje for den gode ost og pølser, og hver koncert bliver skyllet ned med rigelige mængder alkohol.

Det er ikke så lårklaskende, som det sædvanlige univers i Den Korte Radioavis, de normalt boltrer sig i, men du kan ikke placere dem noget sted, uden at der vil opstå sjove situationer og dialoger. Og det er der heldigvis så rigeligt af.

Jeg har aldrig selv forstået opera, og det er ikke, fordi jeg er blevet omvendt efter at have set alle otte afsnit, men man bliver alligevel draget til det, og især Frederik Cilius er god til at formidle sin enorme paratviden.

Serien giver associationer til den glimrende ’The Trip’, hvor to engelske komikere rejser igennem England, Grækenland og Italien for at spise og snakke. Det er det gode liv og stressfrit tv. Og det kan man altid få brug for.

Se den på dr.dk

Af Emil Norsker

Peaky Blinders – sæson 6

Endnu en stor serie slutter i år. Peaky Blinders har gennem årene givet velgørende tæsk til gangster-genren med sin veldrejede fortælling om Shelby-sigøjnerklanen tur fra Birminghams beskidte undergrund til de bonede gulve i parlamentet.

Klanens ubestridte leder Thomas Shelby er ved at løbe tør for muligheder og helbred i denne sidste sæson, hvor han skal gennemføre en sidste stor handel, så hans familie kan trække sig tilbage. Men så simpelt vil verden det selvfølgelig ikke.

Denne fremragende serie slutter på et højdepunkt og cementerer Storbritannien som en værdig udfordrer til USA’s seriestatus.

Se den på Netflix

Af Emil Norsker

Find mere om
Footer graphics