Efter nogle triste og tørre streamingsæsoner er vi tilbage på niveauet før covid. Faktisk er den største udfordring at finde rundt i alle de tilbud og abonnementer, som er nødvendige for at se det hele. Her har vi samlet alle vores favoritter, der kommer vidt omkring i landskabet fra ‘Orkesteret’ på DR til afslutningen på ‘Better Call Saul’ og norske ‘Pørni’.
The White Lotus – sæson 2
Nogle serier er så fuldkomne og ulasteligt afsluttet, at man bare burde holde sig til én sæson. Men de hollywoodske pengemaskiner kan ofte ikke holde sig i skindet (vi taler til jer, ‘The Handmaid’s Tale’ og ‘Pretty Little Liars’). Hvis du alligevel blev lidt glad, da mord-komedien ‘White Lotus’ annoncerede en anden sæson, bebrejder vi dig ikke.
I første sæson var der Cluedo for alle pengene på luksusresortet ‘The White Lotus’ på Hawaii-øen Maui. Her slås fortællingen an med et lig, som vi seere bruger hele sæsonen på at sætte ansigt på, mens intrigerne mellem hotellets gæster og ansatte sprutter og til sidst eksploderer på vulkanisk vis.
Opskriften er den samme i sæson to, der foregår på søsterhotellet på Sicilien – sjovt nok også en vulkanø. Selvom vi savner den flamboyante og ustabile hotelmanager Armond, er der stadig masser af gode karakterer at dykke ned i blandt hotellets rige, privilegerede gæster fra toppen af Amerikas kransekage, og konflikterne er lige så underholdende. Heldigvis er Jennifer Coolidge stadig med som den omtågede millionøse Tanya McQuoid, men serien får også besøg af stjerner som Aubrey Plaza, Tom Hollander, Theo James og mange flere.
Se den på HBO Max
Af Louise Rimkjær
Pørni – sæson 3
Det er ikke så tit, at man ser en såkaldt almindelig kvinde have sin egen tv-serie, men det har norske Henriette Steenstrup, der i rollen som Pernille ‘Pørni’ Middleton spiller en singlemor til to teenagepiger, der arbejder i kommunen med at hjælpe underklassens børn – eller tvangsfjerne dem.
Pernille Pørni sørger over sin søsters død, kæmper med sin seniorfars udspringen som homoseksuel, begærer Bjørnar fra arbejdet og æder junkfood i sin politisk ukorrekte store benzinbil. Hun bliver hele tiden overfuset af sine ret krævende og stride døtre, og hendes idiot-eksmand laver hele tiden problemer, men vi er ikke ude i Bridget Jones eller chicklit her, det er meget mere dybfølt. Som når hun jævnligt sætter sig i bilen og ringer til sin døde søsters telefonsvarer, fordi hun er opfyldt af sorg og savn.
Tredje sæson, som lige er begyndt på Viaplay, har et juletema, og tak for det, for det er dybt rørende at se Pørni prøve at hjælpe en dreng med hans narkomanmor, samtidig med at hun selv drukner i jeg-burde-decemberforpligtelser derhjemme og føler sig fravalgt til jul. ‘Pørni’ er en hjertevarm serie, der tager fat på alt det, der præger den midaldrende kvindes hverdagsliv, uden glimmer, overflade eller filter.
Se den på Viaplay
Af Ditte Giese
The Bear
Mens streamingselskaberne har brugt milliarder på mastodontserier om drage, ringe og anden mystik, så er det en helt anderledes jordbunden ting, der løber med opmærksomheden. Det er nemlig den lille, skæve komedie-serie ’The Bear’, der handler om en ung kok, som prøver at redde sin brors kaotiske restaurant.
Der er masser af referencer til Danmark og den eksplosive madscene herhjemme. Hovedpersonen har været på Noma, og hans bager har Hart Bageriet som forbillede.
Men det er ikke en mad- eller restaurantserie. Det er blot (den fascinerende) ramme om en fortælling om en familie og mand, der konstant balancerer på kanten af opløsning. Heldigvis bliver han reddet af kærligheden til sit fag og et skørt, men kærligt køkken-crew.
Serien er både sjov og rørende – og ofte begge dele på samme tid. Heldigvis er den allerede blevet forlænget med en anden sæson, og det er herligt, for vores appetit er i den grad blevet vækket efter mere. Den er en stærk kandidat til ’Årets bedste serie’.
Se den på Disney +
Af Emil Norsker
Industry – sæson 2
Vi har tidligere skrevet her på sitet, at den britiske serie ‘Industry’ er et sleeper hit, der støt har krøbet sig ind under huden på seerne og fundet sit publikum. Og vi forstår godt hvorfor. Finansverdenen er nok ikke øverst på manges liste over mest sexede emner, men seriens portrættering af miljøet løber hverken tør for sex, stoffer, penge eller magtkampe.
‘Industry’ skildrer en håndfuld unge, håbefulde og hyperambitiøse nyansatte i den fiktive investeringsbank Pierpoint i Londons finansielle hjerte, City of London. I første sæson, der udkom i 2020 og er dejlig præpandemisk i sit indhold, er hovedpersonerne Harper Stern, Yasmin Kara-Hanani, Robert Spearing og Gus Sackey praktikanter i banken, og de kæmper med spidse albuer, vennetjenester og beskidte tricks for at finde fodfæste og blive fastansat, når den årlige RIF Day (Reduction in Force) indtræffer.
Sæson to viser den nye virkelighed: At man kan blive hovedrig på at investere i vacciner, at den nye generation af praktikanter vil have et opgør med sexisme og overgreb, og at det kan være svært at gøre op mod et system, hvis regler man selv spiller efter. De otte afsnit er alle tilgængelige, og du kan godt glæde dig til en allerhelvedes sæsonafslutning.
Se den på HBO Max
Af Louise Rimkjær
Top Boy – sæson 2
Der er et hav af gangster-serier på de forskellige streaming-tjenester, men der er næppe nogle så realistisk, velspillet og spændende lige nu som den britiske Top Dog. Serien har som sine hovedpersoner haft et turbulent liv. Først blev den produceret af Channel 4, indtil den blev droppet. Derefter kastede musikeren Drake sin kærlighed på den og fik Netflix til at genoplive den, og nu lever den ikke bare i bedste velgående, men som et af tjenestens mest virile serietilbud overhovedet.
Vi følger primært de tre unge mænd, Dushane, Sully og Jamie og deres både fælles og indbyrdes kamp om at blive den førende hund på gaden blandt Londons almene boligbyggeri.
Udover selve kampen om gaden, der er grundlæggende spændende, følger vi også en række spændende biroller, der ofte viser omkostninger ved den forrående narkohandel. Netflix har fornyet serien med en tredje og sidste sæson (den reelt femte sæson, da Channel 4 lavede de to første).
Der har virkelig været langt mellem de virkelig gode og medrivende serier på Netflix de seneste år, men med ‘Top Boy’ rammer de helt rent, og den står som et pragteksemplar på, hvad britisk tv kan i disse år.
Se den på Netflix
Af Emil Norsker
Euphoria – sæson 2
Der er ikke særligt meget ved kultserien ‘Euphoria’, som ikke er fantastisk: skuespillet, billederne, kostumerne, soundtracket, fortællingen. Den er både sjov, rørende og spændende og portrætterer så mange følelser så milimeterpræcist – fra ulykkelig ungdomskærlighed over afhængighed til sorg og jalousi. Det er en banebrydende serie, hvad angår køn. Den er intens og sanselig som en musikvideo. Og serien er lige så smuk, som de grimme og grumme sider den også portrætterer.
Har du ikke set sæson 1, er det bare om at komme i gang. Serien følger teenageren Rue (Zendaya), der er kastet ud i et misbrug, efter hun alt for ung mistede sin far til kræft. Det påvirker hendes familie og forholdet til hendes transkønnede kæreste Jules (Hunter Schafer). Samtidigt får vi rigt indblik i intrigerne på West High, hvor et hav af brillante bifigurer også tumler med tunge ting taget deres alder i betragtning. Utroskab, alkohol, stoffer, hemmeligheder og dystre familiehistorier er bare nogle af tingene.
Sæson to dykker endnu mere ned i de svære følelser og anvender atypiske filmiske greb – for eksempel udgøres et helt afsnit af skolekomedien, hvor handlingen helt meta bliver genfortalt på teater med skuespillere, der ligner karaktererne. Det gør ‘Euphoria’ til utrætteligt tv, der aldrig bliver forudsigeligt eller stopper med at bevæge os.
Se den på HBO Max
Af Louise Rimkjær
Orkestret
Vi skal være mere end almindeligt glade for, at den her DR-serie overhovedet fik lov til at se dagens lys, da den i første omgang blev udskudt på ubestemt tid på grund af en krænkelsessag i DR’s Pigekor. ‘Orkestret’ tager nemlig netop (ret vidunderligt) pis på noget så alvorligt og sprængfarligt som #MeToo i en fiktiv version af Danmarks Radios symfoniorkester.
Det havde selvfølgelig været problematisk for DR at grine af den slags, samtidig med at man håndterede en reel sag med respekt. Men ud er den sidenhen kommet, og hjerteligt tak for det. Det er præcis den satireserie fra licenspaladset, vi har hungret efter i årevis. At følge de to forkvaklede hovedpersoner, der spilles af Rasmus Bruun og Frederik Cilius, sammen med resten af det øretæveindbydende persongalleri er seriøst sjovt, men også rørende, fordi karaktererne så nemt kunne findes i virkeligheden.
Både Bruun og Cilius brillerer på en måde, så man helt glemmer, at de faktisk slet ikke er skuespillere. At serien desuden er en ram bredside til DR som absurd mellemleder-organisation fyldt med bullshit-jobs er blot et ekstra sofistikeret, selvironisk lag, man kan fornøje sig over, når man binger serien. For anden gang.
Se den på DR
Af Thomas Balslev
Better Call Saul – sæson 6
Når man ser denne sidste og fremragende sæson, forstår man, hvor savnet den vil være, når den er slut. Ikke kun for os seere, men måske især for Netflix, der desperat mangler nye, kreative formater med flere vitaminer end den utroligt store mængde slappe actionfilm (på pumpede budgetter) til tanketom reality.
Undervejs har ’Better Call Saul’ til tider haft et lidt for roligt tempo, tenderende til kedelig. Men det hele går op i en højere enhed i denne sidste sæson, og hver enkel skuespiller får virkelig lov at folde sig ud. Det er serier som disse, der virkelig kan skabe en stjerne. Som ’Breaking Bad’ gjorde det for Bryan Cranston, vil denne gøre det for Bob Odenkirk (hvis den ikke allerede har gjort det) og for Rhea Seehorn.
Man kan kun ærgre sig over, at det nu er slut, men man kan håbe, at seriens skabere Vince Gilligan og Peter Gould finder et nyt hjørne af universet, for vi er langtfra færdige med denne trøstesløse del af USA med alle dets mærkværdige skæbner og forbrydelser.
Se den på Netflix
Af Emil Norsker
Atlanta – sæson 3
Hvor ville serielandskabet dog være trist uden ’Atlanta’. Donald Glovers springende, skæve og sjove univers er det stof, som klassikere er gjort af. Han og serien har et fremragende blik for de mange skæbner, der maser og møver for at holde hovedet oven vande i en stat, der er alt for slidt, varm og med massive racespændinger dirrende nede under overfladen.
I denne sæson er de på turné i Europa, hvilket sætter fart på løjerne og en masse sort-møder-hvid-episoder. Men det er ikke en serie, der behøver alt for meget ståhej. Faktisk fungerer den bedst, når den skruer ned for tempoet og lader skuespillerne, replikkerne og pause få plads.
Den sidste og fjerde sæson er lige på trapperne, og dermed er det også snart slut for Paper Boi, Earn og resten. Måske kunne min favorit Dairus (spillet af Lakeith Lee Stanfield) få en spin-off-serie. Man har lov at håbe.
Se den på Disney+
Af Emil Norsker
Tokyo Vice
Jeg har en svaghed for gangsterserier, og den japanske mafia, den såkaldte yakuza, har altid været særlig tiltrækkende med dets ekstremt hemmelige koder og æresbegreber. Selvfølgelig ikke tiltrækkende på den måde, at man har lyst til at søge job der, men de er altid et interessant emne for en spændingsserie. Det er også yakuzaen, der er omdrejningspunktet i ’Tokyo Vice’, hvor en ung amerikansk journalist får et job på en japansk avis og begynder at grave sig dybere og dybere ind i den storbyens underverden.
Navnet ’Tokyo Vice’ giver associationer til den legendariske 80’er-serie ’Miami Vice’, og det er da også den kendte instruktør Michael Mann fra netop den serie, der har stået for piloten. Han kan om nogen lave flotte scener, om end han dog i endnu højere grad kunne have udnyttet Tokyos vanvittige og utrolig flotte arkitektur og omgivelser.
’Tokyo Vice’ betræder på ingen måde nyt territorium eller giver os yakuza-fans den endegyldige serie om fænomenet, som det egentlig fortjener. Men den har stadig et godt cast, et stramt manus og tilstrækkelig med spænding. Serien er da også forlænget med en sæson 2, så hvis de formår at bygge ovenpå fundamentet, kan det være, at den japanske mafia får en lige så god serie som deres amerikanske og engelske kolleger har i så rigeligt mål.
Se den på HBO Max
Af Emil Norsker
After Life – sæson 3
Succesen med ’After Life’ har været en overraskende, men kærkommen succes i serieland. Her er Ricky Gervais enkemanden, der har mistet sin kone til kræft, og nu kæmper med en sorg så stor, at kun ansvaret for hans hund gør, at han ikke ender det hele.
Det skal understreges, at det er en komedie. Om end af den bittersøde slags. Men den formår at behandle store emner med små hverdagshistorier og tager sig selv tilpas alvorligt til, at der aldrig får overbalance mod det fjollede.
I denne sæson, der er den sidste, træder Ricky Gervais klogeligt lidt mere i baggrunden og lader sin mange fantastiske (og bindegale) biroller træde frem. Samtidigt formår han at binde historien sammen i en slutning, der er tilfredsstillende uden at falde i sukkerskålen.
Det er godt set at lade den slutte nu, for alt for mange serier trækker den én sæson for langt, hvilket desværre udvander det hele. Det gør ’After Life’ ikke og skriver sig til Ricky Gervais’ efterhånden flotte CV af præcise, rørende og frem for alt sjove serier. Man kan kun glæde sig til hans næste projekt.
Se den på Netflix
Af Emil Norsker
Operarejsen, DR
Allan Gravgaard Madsen, også kendt som Speaker Allan, er komponist og har fået et rejselegat. Men da han hader at rejse (flybooking, billeje, alt det besværlige), overtaler Frederik Cilius og Rasmus Bruun ham til at rejse Europa rundt i en autocamper. De skal se en masse operaer og få inspiration.
Undervejs tager de også rigeligt for sig af det gode liv. De tager gerne lange omveje for den gode ost og pølser, og hver koncert bliver skyllet ned med rigelige mængder alkohol.
Det er ikke så lårklaskende, som det sædvanlige univers i Den Korte Radioavis, de normalt boltrer sig i, men du kan ikke placere dem noget sted, uden at der vil opstå sjove situationer og dialoger. Og det er der heldigvis så rigeligt af.
Jeg har aldrig selv forstået opera, og det er ikke, fordi jeg er blevet omvendt efter at have set alle otte afsnit, men man bliver alligevel draget til det, og især Frederik Cilius er god til at formidle sin enorme paratviden.
Serien giver associationer til den glimrende ’A Trip’ to, hvor to engelske komikere rejser igennem England, Grækenland og Italien for at spise og snakke. Det er det gode liv og stressfrit tv. Og det kan man altid få brug for.
Se den på dr.dk
Af Emil Norsker
Peaky Blinders – sæson 6
Endnu en stor serie slutter i år. Peaky Blinders har gennem årene givet velgørende tæsk til gangster-genren med sin veldrejede fortælling om Shelby-sigøjnerklanen tur fra Birminghams beskidte undergrund til de bonede gulve i parlamentet.
Klanens ubestridte leder Thomas Shelby er ved at løbe tør for muligheder og helbred i denne sidste sæson, hvor han skal gennemføre en sidste stor handel, så hans familie kan trække sig tilbage. Men så simpelt vil verden det selvfølgelig ikke.
Denne fremragende serie slutter på et højdepunkt og cementerer Storbritannien som en værdig udfordrer til USA’s seriestatus.
Se den på Netflix
Af Emil Norsker
