Jeff Buckley vil altid være et spøgelse i musikhistorien. Både på grund af hans mystiske død i 1997, hvor han forsvandt i en flod, mens han lå i vandet og sang ‘A Whole Lotta Love’ med Led Zeppelin. Men også fordi hans musik stadig hjemsøger mange artister i dag.
Hans første og eneste studiealbum ‘Grace’ er intet mindre end ikonisk og har dannet skole for mange følsomme rockbands. Men da det udkommer i 1994, er verden slet ikke parat. Den er i hvert fald et helt andet sted. Bands som Oasis, Nirvana, Soundgarden og Pearl Jam er på deres højeste; grungebølgen er en tsunami, og musikfans over hele verden elsker det.
På mange måder indstiftede Jeff Buckley det, der sidenhen blev kendt som klynkerocken. I de efterfølgende år ændrede kursen sig i rockmusikken, og de lyse mandestemmer tog over. Radiohead kom for alvor på banen, efter dem tog Coldplay teten videre, og så døde den fuldstændig med islandske Sigur Rós på den her side af årtusindet. Herhjemme blev Kashmir også indspireret af Jeff Buckley i en sådan grad, at de dedikerede deres sang ‘Gorgeous’ til ham på deres gennembrudsplade ‘The Good Life’.
Det var pladeselskabet Columbia, der i 1993 opdagede Jeff Buckleys talent og slog kløerne i ham i den tro, at han kunne indspille den næste store rockplade. Selv havde Jeff Buckley mindst lige så store drømme, men til hans store fortvivlelse stod han uden noget band. Pladeselskabet ville imidlertid have ham i studiet med det samme, så de bookede studietid og blev mere og mere urolige, mens Jeff Buckley løj og holdt dem hen. Først seks uger inden indspilningerne skulle begynde i et studie nord for New York, fandt han sammen med bassisten Mick Grøndahl og trommeslageren Matt Johnson, som han forelskede sig i.
I betragtning af at Jeff Buckley dybest set var et nobody, der arbejdede som husmusiker og opvasker på New York-caféen Sin-é, var hans opførsel overfor et af verdens største pladeselskaber påfaldende divaagtig. I 1993 var det ikke ligefrem nogen ørkenvandring for pladeselskaber, som gerne ville udgive rockmusik.
Okay, Jeff Buckley var ret beset ikke et rigtig nobody, for han var søn af Tim Buckley, den kendte amerikanske folkmusiker, og da han optrådte for første gang i sit liv til, var det til sin fars begravelse foran en god del af musikbranchens etablissement, der efter sigende blev meget imponerede over drengens musikalitet. Når det er sagt, havde det nok kun været et spørgsmål om tid, før Jeff Buckleys musikalske talent var blevet opdaget alligevel. Han sang for at sige det rent ud som en engel, og så spillede han guitar på en måde, der bedst kan beskrives som ekvilibristisk.
Det er også noget af det mest iørefaldende, når man lytter til ‘Grace’, som udkom i 1994. Pladen bæres frem af Jeff Buckleys glasklare tenor, som ubesværet glider op og ned i registret. Det siges, at hans stemme strakte sig over tre oktaver, og én af de store præstationer på ‘Grace’ er, at den føles så tæt på. I forhold til de andre rockudgivelser fra 1994, hvor sømmet er helt i bund, er ‘Grace’ en meget intim og dynamisk plade, der pulserer mellem ømme ballader og dybtfølte energiudladninger. Man hører tydeligt inspirationen fra jazz i sangenes improvisatoriske opbygninger og hans ringlende guitarspil, der byggede på nogle for sin samtid ret komplekse akkordsammensætninger.
For romantisk og corny
For mange lyttere var pladen nok også for teatralsk og romantisk – for ikke at sige straight up trist – til, at de virkelig gad lytte på den. Og trods sine fine anmeldelser og efterfølgende hæderkronede position i musikhistorien solgte ‘Grace’ ret sølle til at begynde med. Mange af sangene var lange og egnede sig ikke som singler, men også coveret var i sig selv lidt af aparte: Jeff Buckley iført en guldsmykket pailletjakke og med en Elvis-mikrofon? Det var corny, og det rimede ikke rigtig på hans kollegaers credo “sex, drugs and rock n roll”.
Den 27-årige Jeff Buckley var imidlertid bare en følsom fyr, som heller ville skrive eksistentielle sange om kærlighed og tvivl: “Maybe I’m just too young to keep good love from going wrong,” som han sang på sangen ‘Lover, You Should’ve Come Over’. Der skulle dog ikke gå længe, før lytterne fandt ud af, at ‘Grace’ netop var det, de havde brug for. I Frankrig solgte solgte han guld, og i Australien gik ‘Grace’ sågar platin. Albummet fik også en varm modtagelse hos nogle af Jeff Buckleys store helte, nemlig Jimmy Page fra Led Zeppelin, Bob Dylan og David Bowie, som har sagt, at det var blandt de få ting, han ville tage med sig på en øde ø. Dylan kaldte ham intet mindre end årtiets bedste sangskriver.
I dag kan man ikke underkende ‘Grace’s indflydelse på historien. Ikke før eller siden har nogen udgivet et album, der lyder sådan, og de færreste ville nok mene, at noget som helst på albummets 57 minutter burde have været anderledes – hvilket er en udmærket test for mesterværker. Af samme grund har det været et anthem på uanede mængder af teenageværelser, hvor unge piger og drenge med hang til melankoli og prætentiøs weltschmerz har taget bad i de følelser, Jeff Buckley satte lyd på med sin overjordiske fraseringer. Mange vil nok også mene, at det netop er hans store succes, som har været med til at gøre ham en smule uudholdelig.
Navnlig på grund af hans cover af Leonard Cohens klassiker ‘Halleluja’, der er blevet hædret og kaldt Buckleys bedste sang af dem alle. Omvendt vil kritikerne mene, at han sejrede sig selv ihjel med det cover, fordi patossen simpelthen driver ned ad væggene. Uanset hvad er det tydeligste eksempel på hans modus operandi, nemlig at balancere frygtløst på en knivsæg mellem det hårrejsende og det svulstige.
Jeff Buckleys død er omgærdet af mystik, og den blev af gode grunde årsagen til, at han aldrig nåede at udgive sit andet album. Der findes stadig dem, som nægter at tro på, at han faktisk druknede i floden, mens hans ven stod på bredden. Som med Elvis, Kurt Cobain og Jim Morrison er håbet om, at Jeff Buckley lever videre et sted derude langt væk fra rampelyset kun lige så vanvittigt, som det er et tegn på hans enorme musikalske betydning.
