UNSPECIFIED - JANUARY 01: Photo of Stevie WONDER; Posed portrait at microphone (Photo by Charlie Gillett/Redferns)

‘5 plader der ændrede mit liv’ med Peter Ravn: “Hvis det for alvor skal nå mig, skal det fortælle noget om det at være menneske”

Musikjournalist Henrik Queitsch skriver klummen ‘5 plader der ændrede mit liv’. I dag med grafisk designer og kunstner Peter Ravn.

Peter Ravn (født 1955) er uddannet designer fra Kunstakademiets Arkitektskole. Op gennem 1980’erne og fremover var han en af landets førende leverandør af markante pladeomslag til navne som Love Shop, Gangway, TV-2, Tøsedrengene, Kim Larsen og mange andre.

Han stod også bag spektakulære videoer for bl.a. Laid Back, Me & My og Dizzy Mizz Lizzy samt kultfilmen ’Gangway i Tyrol’ (1986). Fra 1991 var hans karakteristiske, grafiske T-shirts præget af ironiske, filosofiske og politiske slogans for tøjmærket Democrats (som han også var medejer af) en uundgåelig del af gadebilledet.

Omkring årtusindeskiftet kastede han sig over kunstmaleriet og debuterede på Efterårsudstillingen i 2004. Siden er det blevet til en lang række udstillinger som solist og i konstellation med andre både herhjemme og i udlandet. 1. november præsenter han soloudstilling ’FOLD’ på Galleri Kant i København. I den anledning har vi bedt ham om at fortælle om fem plader, der har gjort et uudsletteligt indtryk.

Peter Ravn. Foto: Lis Kasper Bang

1. The Beatles: ’She Loves You’ (1963)

The Beatles: ‘She Loves You’

”The Beatles ændrede mit liv. ALT ved The Beatles ændrede mig. Deres fornavne, deres efternavne, deres hår, deres tøj, deres instrumenter, deres pladeomslag, deres sprog, deres energi, deres historie, Liverpool, London, England, Danmark, verden ændrede sig, men først og fremmest var det selvfølgelig deres plader – deres musik og deres tekster – der ændrede mig. Og verden. Min første single var ’She Loves You’. Jeg satte den på grammofonen på mit værelse og en ukendt, vild energi væltede ud af højtaleren, min søster og jeg sprang op på min seng med nogle badmintonketsjere, som jeg havde ’bygget om’ til elektriske guitarer, og så ’spillede’ og skrålede vi med som vanvittige de tre minutter nummeret varede. Larmen fik de voksne til at komme ind for at se, hvad der foregik, og det var som om, at hverken vi eller de kunne gøre noget ved det – det var Beatlesfeberen, der havde besat deres børn. Den plade ændrede mit liv. Det gjorde stort set alle deres senere albums også. Den udvikling the fab four gennemgik – fra glade drenge til komplicerede mænd – den gennemgik jeg også.” 

2. The Supremes: ‘You Can’t Hurry Love’ (1965)

”Jeg hørte mest singler i begyndelsen, og den næste singleplade, der ændrede mit liv, var ’You Can’t Hurry Love’ med The Supremes fra USA. Det var som om lyden udvidede rummet, den var større, den var højere, den kom længere væk fra. Det swingede på en helt anden måde, og der var noget vildt sexet over Diana Ross. Hun havde en overjordisk klar stemme, en voksen kvindes udstråling og bevægelser, hendes øjne vidste så meget, og teksten til sangen var fuld af visdom. Du kan ikke skynde på kærligheden, sang hun, og så var det ovenikøbet noget, hendes mor havde sagt til hende – ’I remember mama said – you can’t hurry love’ – lød teksten, det var true, dyb, seriøs livsvisdom fra den anden side af Atlanten. Hvis Diana ikke vidste noget om det, hvem vidste så? Det var dyrekøbt erfaring og gode råd om kærligheden, som nu begyndte at fylde så uendeligt meget i en ung teenagers liv. Erkendelserne faldt ned fra æteren – hvis ikke dagligt, så i hvert fald ugentligt – i takt med hitlisternes åbenbaringer.”

3. Joni Mitchell: ’Blue’ (1971)

”Nogle af de bedste albums, der findes, er de store singersongwriters debutalbums. De albums der krystalliserer de 1.000 timer på teenageværelset med guitaren eller klaveret, med ordene og med rimene – med sangskrivningen. Hvor man lærer at spille, finder de akkorder og op- og nedgange, man kan lide. Hvor nogle finder deres egne måder at tage akkorderne på og nogle ligefrem finder deres egen måde at stemme guitaren på. En dronning i dette rige var og er Joni Mitchell. Da jeg hørte hendes album ’Blue’ forstod jeg, at her var noget fuldstændigt enestående på færde. En hudløshed og en fandenivoldskhed og en ekstrem musikalitet. Jeg forstod, at ikke nok med at Joni var en gudsbenådet sanger med en både åndeløs fin og kæmpestor stemme, så skrev hun nogle sange, som brød med al tidligere sangskrivning. Hun havde udviklet sin helt egen melodik, harmonik og rytmik. Også hendes tekster, som handlede om følelsesmæssig kontrol og forgæves forsøg på samme, et emne der interesserede mig pænt meget, havde en anden måde at fortælle om tingene på. Jeg har tit tænkt på, hvordan hun er som person. For nogen tid siden læste jeg en artikel om hende i The New Yorker, hvor der bl.a. stod: ’Men often wanted Mitchell to be a wife, a muse, a siren, or a star. Instead, they got a genius.’ Hun er et geni efter min mening, og ’Blue’ er et genialt værk.”  

4. Stevie Wonder: ’Innervisions’ (1973)

”Jeg har været i tvivl, om jeg skulle vælge ’Innervisions’ eller ’Fulfillingness’ First Finale’ af Stevie Wonder – to plader som kom lige efter hinanden og ændrede mit (følelses)liv – men det blev ’Innervisions’. (Jeg har også været lige ved at gå med Prince her i stedet for, men det blev Stevie.) Stevie var ligesom Joni genial og original i sine kompositioner. Jeg blev ramt af pladens sensuelle sørgmodighed, overvældet af dens rytmiske dybde og delikathed, Stevies fraseringer – hele hans musikalitet, især når han, som på de to albums jeg nævner her, er i det melankolske hjørne. Uden hans fraseringer ville en lang tradition for fabelagtig fabulerende improvisatorisk frasering ikke være opstået. Det samme gælder hans udvikling af bassen, som han begyndte at spille på en Moog synthesizer i stedet for den traditionelle elektriske eller akustiske bas. Dens funky, melodiske tilstedeværelse ændrede det traditionelle fundament i (soul)musikken. Lidt ligesom McCartney gjorde bassen til et melodibærende instrument i The Beatles.” 


5. Chet Baker: ‘Let’s Get Lost: The Best of Chet Baker Sings’ (1989)

”Den klassiske musik ændrede også mit liv, ikke mindst fordi jeg gik til klaver fra jeg var seks frem til jeg blev 13-14, hvor jeg begyndte at spille guitar. Men der er ikke en særlig plade, jeg kan pege på dér. Det kan jeg bedre, når det kommer til jazzen, og det bliver endnu en humørbombe, nemlig Chet Bakers ’Chet Baker Sings’. Jeg var egentlig ikke særlig interesseret i jazz i de formative år, hvor plader ændrer ens liv – ’too many notes’ tænkte jeg oftest. Men så hørte jeg den amerikanske trompetist Chet Baker synge. Med stort set al kunst har jeg det sådan, at hvis det for alvor skal nå mig, skal det fortælle noget om dét at være menneske, og helst om noget jeg ikke selv har sanset eller formuleret før. Det gjorde Chet Baker. Han lyder ikke som nogen anden sanger. Blødt og neddæmpet lyder det, som om han prøver at trække sig selv og sin vokal helt ud af ligningen, næsten anonymt holder han følelserne tilbage, der er stort set ikke en vibrato nogen steder, stemmen er et instrument, der koncentrerer sig om at synge tekst og melodi korrekt og ikke andet. Det gør, at man åndeløst lytter efter og mærker et sug af en tilstand, der på samme tid fortæller om en vilje til at være calm, cool og collected, og et indre i så sårbar og voldsomt et oprør, at det ville være uoverskueligt at lukke op for det.”  

Footer graphics