Uden at overdrive kan vi vist godt sige, at vi aldrig har glædet os så meget til et nyt afsnit af ‘Alene i vildmarken’, som vi har gjort i denne uge. Efter sidste uges afsnit fornemmer man nu, at alt kan ske. Alle kan knække.
Vi er på dag 23, og selvom vejret umiddelbart er vendt til deltagernes fordel, er kroppene under pres. Kiloene rasler af. Det er ikke så godt.
Der blev også bandet en del over hele linjen den her gang, men efter tre uger i kulde og halvdårligt selskab er det jo ikke så mærkeligt, at man mentalt er på “fuck det her lort”-stadiet.
LÆS OGSÅ:
Med hensyn til intensiteten i programmet var afsnit seks dog lidt af et skuffejern. DR trækker den lidt nu, hvilket selvfølgelig også øger suspensen frem mod afslutningen i næste uge, hvor vinderen kåres. Men vi ved jo godt, hvem det er.
Inden vi når dertil, rangerer vi selvfølgelig parrene i procenter, og vi starter på bunden, hvor de virkelig ligger tæt nu.
Martha og Camilla: 30 %
De er nogle snurrige typer, de to hulubulister. Man kan ikke rigtig stole på, hvad de siger længere. I sidste uge stod de nærmest med den ene fod i speedbåden, men de giver ikke op.
Det er især underligt, fordi de siger, at de giver op. Men det er som om, at det har givet dem en ny energi at træde ud af konkurrencen. Nu loller de bare lidt rundt, leger spåkoner og fisker med et engagement, der er helt hen i vejret.
Camilla fortæller så, at hun ikke har skiftet trusser i to uger. Og nu kender vi efterhånden den kvinde godt nok til, at den slags udmeldinger ikke får lov at flagre i vinden. Hun skifter selvfølgelig for rullende kamera. Hvilket så også afslører, at “trusser” bare var fynsk for mamelukker.
I Marthas verden skulle de nok have været skiftet noget før. I hvert fald konstaterer hun, at “Affies” sovepose har en lugt. Her har man ikke lyst til at høre mere.
Men Camilla er typen, der ikke kan få nok. Hun må vide, hvordan sur numse lugter. Derfor placerer hun gynteren i undertøjet og tager en ordentlig sniffer. Det var førsteklasses tv, men går helt over gevind nu. Hvorfor gør hun sådan noget? Det vil for altid være en gåde.
Men hun gør det nok aldrig igen.
Martha virker på det her punkt lidt betænkelig ved ægteskabet: “Tænk, at jeg har giftet mig med en urindranker.” Men så bliver de enige om at besøge en stor sten, som har kaldt på dem, og som de så har kaldt Pachamama.
“Når man ikke har fået lækker mad i mange uger, så er det rigtig dejligt at gå hen til en kæmpestor sten og lige forbinde sig med den,” som Camilla forklarer. Det giver absolut ingen mening.
Man tænker lidt, at hun burde få noget i skrutten. Hun kan ikke engang krybe ned i sin egen sovepose uden hjælp. Noget er helt galt, og der er jo mange mulige forklaringer. Vi er kede af at sige det, men det ser ud til, at de her fantastiske mennesker ryger ud som de næste.
Bjørn og Ann: 35 %
Det ser heller ikke godt ud for soldaterkammeraterne fra Ringkjøbing. Ann gider virkelig ikke mere og er begyndt at drømme om at spise buffet. Man kan jo godt tage en pige ud af Jylland, men aldrig tage Jylland ud af pigen.
På nuværende tidspunkt har hun dog problemer med at åbne munden, når hun taler, hvilket hun nok skal arbejde lidt på. På mange måder virker hun faktisk højgravid: Prustende, hangry, kolerisk og tvær.
Man kunne godt have ønsket hende en bedre 24-års fødselsdag, selvom Bjørn improviserede en meget speciel sang. Den kom helt sikkert fra et kærligt sted.
Det største, der er sket herovre, er imidlertid, at Bjørn faktisk har vist sig at være i stand til at tale. På et tidspunkt siger han for eksempel “det er noget fucking lort!”. Det var flot. Artikulationen god.
I modsætning til de andre par knokler Ann og Bjørn løs og fikser tilsyneladende mærkelige ting på deres mini-hytte. Faren ved at være husejer er selvfølgelig, at der skal bruges krudt på vedligeholdelse. Men de her to bruger altså alt for meget energi på det.
De burde slappe af.
LÆS OGSÅ:
Alligevel har de en overraskende stamina, som gør, at de formentlig klarer sig lidt bedre end naturalisterne.
Hvis det står til Ann, tager de dog hjem på dag 30, men Bjørn vil nok hellere spise hende end at tabe på nuværende tidspunkt. På den anden side nager det ham gevaldigt, at han føler sig som en slapsvans. Måske vil han inderst inde også bare gerne hjem og styrketræne og køre tank.
Nicklas og Emil: 100 %
Cykeldrengene ligger fortsat forrest i feltet. De har meget mere energi end de andre og møder hver dag Altevatn med et ungtyragtigt overskud, som blandt andet får Nicklas til at råbe “godmorgen” alt, hvad han kan.
Vi har været lidt inde på det tidligere, men den fyr bliver altså stadig pænere for hver dag i vildmarken. Han kommer hjem fra ‘Alene i vildmarken’ til en modelkontrakt, ingen tvivl om det.
Ret overraskende viser det sig, at de – ligesom fynboerne – også praktiserer noget positiv psykologi, som helt konkret betyder, at de hele tiden siger, at de har det godt, selv når de har det dårligt.
“Der faldt jeg godt nok og slog mit knæ,” bedyrer Emil for eksempel, hvorefter han slår fast: “Hold kæft, vi har det godt.” Man tænker, at det virker lige lovlig fancy, men det fungerer nok trods alt bedre end at connecte med sten.
Derudover er Emil begyndt at savne sin mor derhjemme, og han går og glæder sig til en dag at bage en chokoladekage med hende. Hvordan kan den fyr være så sød?
Det er også ret sødt, at de ikke ved, om de skal stege, koge eller spise deres rogn rå. Det er ren trial and error for de her legekammerater, men de nailer den hver gang og er generelt langt foran de andre par. De laver et fucking røgeri på gefühlen. Det er rent blær.
Den største trussel lige nu er, at Emil er ved at blive svimmel, og det er ikke et godt tegn. Men det er småting i det store billede.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️