Så blev det endelig uge tre. Her på Heartbeats har vi savnet parrene i denne fabelagtige sæson af ‘Alene i vildmarken’ den seneste uge. Nogen mere end andre, og vi behøver vist ikke at lægge skjul på, at vi faktisk har drømt lidt om Victor og Caspar. Halvt af næsegrus beundring og halvt af bekymring.
I sidste uge blev feltet snævret ind, og der er som bekendt kun fem par tilbage, da vi desværre måtte sige farvel til Carl og Mark. Rygtet siger, at de i stedet er begyndt at fange hajer på Vestkysten.
Oppe i Norge er parrene nu på dag seks, og det er først her, det for alvor går i gang. Det er nu, de så småt begynder at drømme om ædeflip-fråder, og kulden er barsk for dem om natten
Men før vi går i detaljer med vores prognose efter det nyeste afsnit, bliver vi altså nødt til at tale om den der intro. Hvad fanden sker der?
Musikken er jo ekstrem. Det slår nærmest klik for hjertet af ren overstimulering, inden vi kommer i gang. Det er selvfølgelig dejligt, at der er lidt drama på drengen, men det der er vildere end ti ‘Tenet’-film. Klap lige hesten, DR.
Og med de ord, lad os så få undersøgt, hvordan det står til for de fem par.
Danielle og Patrick: 34 %
Man havde jo lidt set det komme, men de her to turtelduer er altså ved at gå hinanden på nerverne. Danielle kommanderer løs, mens Patrick arbejder som en okse. Udefra set er det alligevel imponerende, at han tager det så roligt.
Men hun støtter ham faktisk også lidt og synes for eksempel, at det er sejt, at han fælder et træ. Derudover har de grundlæggende problemer med at fange fisk, men fanger da to, som de laver verdens nok mindst fotogene suppe ud af. Og så med blitz. Eowh!
Som dagene går, begynder Danielle at glæde sig til, at alt det praktiske er overstået, for det er hun “sgu ved at være lidt træt,” som hun siger.
Man tænker lidt på, hvad hun egentlig havde forestillet sig. Alt er praktisk fra nu af. Hvis ikke hun snart får fingeren ud selv, går der ikke lang tid, før de sidder hjemme på Amager og drikker Cola Zero igen.
Victor og Caspar: 20%
Det kunne jo næsten kun gå én vej for d’herrer, Don og Gede, som nu heldigvis også er på vej frem i bussen. Det går okay for dem på sjettedagen. Humøret er stadig virkelig tosset, men det er vist standard for dem.
Hvis ikke snart de stopper med at sige “bro” til hinanden, så ringer Guiness Rekordbog altså og giver dem en medalje.
At kaste med snor over vand kan Victor til gengæld slet ikke finde ud af. Besynderligt nok var det bare virkelig spændende at se på, at et menneske foretog sig noget så røvkedeligt så dårligt.
Mange andre ting går galt. Det er hele tiden små katastrofer. Så fanger de en mikrofon i fiskenettet, så falder de, og så blæser deres tipi i stykker. Det er ren Gøg og Gokke det meste af tiden.
LÆS OGSÅ:
Heldigvis kan de godt have voldgriner over, at man smutter “en bold nede i klunkeposen,” som Victor formulerer sig. Og det er virkelig dejligt at se. I det hele taget er hans sprog en intens fontæne af tatoverbare fraser.
Men uagtet at man er hinandens bedste bro, så kan man jo godt blive pissed, og det bliver de også, da de skal ryge fisk over bål.
”Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke bare følger planen,” siger den ene.
”Der er jo ikke nogen plan, bro,” svarer den anden. Og det er egentlig meget rammende for det her par, der virker til at have en noget usikker overlevelsesstrategi lige pt. Vi lander på en tyver.
Martha og Camilla: 75%
Hos de nyreligiøse naturbørn går det overraskende godt. Solen skinner, og man får helt lyst til at komme på besøg til en kop te. Hvis bare man kan slippe for at deltage i morgenbønnen til træerne! Det er altså for syret.
Men det gør Camilla. Ber’. Til træer. Hun har nogle overnaturlige evner, og det kommer vist ikke bag på nogen. Hun kan høre op til flere træer, der kalder – desværre er det ikke lige noget, mikrofonerne kan opfange umiddelbart.
Det er selvfølgelig lidt små-ærgerligt, at træer faktisk har følelser, når man skal save dem midtover, men det lykkedes nu alligevel for parret efter en lille, og meget human, dialog om træernes velbefindende.
Man havde nok forventet, at Martha og Camilla ville komme mere på arbejde i vildmarken, men indtil videre griner de bare og går på sanketur. Der er lidt helligfrans over det.
Man aner dog konturerne af nogle rigtig gode diskussioner. Martha siger, at hun er hjernen i forholdet, og at Camilla er kroppen, hvilket gør, at de supplerer hinanden godt. Men alle ved jo, at “supplere” bare er et andet ord for, at man synes, den anden er irriterende.
Indtil videre leverer de godt nok en respektindgydende indsats, de to damer. Det er nok på grund af alle de grøntsager, de har spist.
Bjørn og Ann: 50%
De bygger sgu lige en båd. Fair nok. Den havde man ikke set komme, men Bjørn kan ting og sager. Spørgsmålet er bare, om han kan holde sin kæreste ud.
”Bjørn, det er hårdt,” piver hun, mens hun hugger i en birk med den særlige mine, man kender fra folks fjæs, når de har fået seks store fadøl og sovet for lidt.
”Det er sindssygt så mange lyde, hun kan lave,” svarer Bjørn. Hans jyske gemyt er på alle måder forbilledligt – det må man bare konstatere.
At de ikke fanger nogen fisk, tager han ikke så tungt, men inde bag Anns blanke øjne kan man se, at hun tænker på sovs og kartofler. Alligevel har man stadig relativt gode forhåbninger her. Det er meget fifty-fifty.
Nicklas og Emil: 80%
Kan man andet end at elske de her fyre? Kæft de er gode venner. Og så er de altså kommet rigtig godt fra land. Deres shelter/tipi tager klart prisen som den dyreste. Lige indtil der går ild i den.
Man kan jo godt gå og glemme, at man faktisk burde være klogere end en burhøne, når man pakker en ovn ind i plastik. De skal ikke dømmes for deres brandert.
At sætte ild til sit eget hjem kan ske for os alle.
Heldigvis tager de det ikke så tungt: “Vi kan lide at få tiden til at gå med et eller andet,” som Nicklas siger.
Han er klart alfahannen i duoen. Han finder for eksempel en bambusstang og bygger en ret imponerende fiskestang af den, som han først kaster i vandet, hvorefter han kaster nogle seje håndtegn:
“Yes. Succesoplevelse. Yes. Katjing!” Det bliver bare en kort fornøjelse, da den knækker på tredje kast. Fra en objektiv betragtning virker det dybt urimeligt. Hvor er karmaen henne? Selv deres blåbærte med bark smager af lort.
Selvom de er i superduper humør og kører god energi, har bromantikerne fra Jylland altså en kriminelt høj ulykkesrate. Umiddelbart er det dog ikke nok til at svække deres førerposition i vildmarksfeltet.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
