Siden Beyoncé udgav ‘Lemonade’ i 2016, har hendes fans efter alt at dømme ventet i spænding. Hvordan følger man op på sådan et pophistorisk hovedværk?
Det gør man åbenbart seks år efter med et album, der hedder ‘RENNAISSANCE’, og som nu efter blot en uge på gaden har katapulteret den amerikanske superstjerne helt op – eller måske snarere endnu længere op – i streaming-stratosfæren.
Albummet ligger nummer 1 på hitlisterne i både England, USA og Australien. Det skyldes 190.000 album-salg og 179.06 millioner aktive streaminger af hendes 16 nye sange.
Dermed slår hun ikke bare sin tætteste efterfølger med hele 300 procent, hun sætter også ny rekord på sit køns vegne. Ingen kvindelig artist før hende har nemlig debuteret så vildt efter blot en uge.
De store lyttertal betyder også, at der samtidig er tale om den største streaming-uge for en kvindelig artist nogensinde – i hvert fald målt i officielle streams. Med de mange streaminger er den seneste uge også den næstmest aktive streaming-uge overhovedet i år, godt hjulpet på vej af blandt andre Harry Styles, Ed Sheeran og The Weeknd.