Man kan næsten blive lidt bange for, at krudtet fyres af alt for tidligt. Vi er altså kun nået til andet program i denne sæson af ‘Alene i vildmarken’, og vi har allerede været hele følelsesregistret rundt: Vi snakker gråd, savn, lykke, smerte og bitter fortvivlelse.
Jamen altså. Der er så meget gang i det her program.
I forrige udsendelse mødte vi sæsonens tre første par, og det var på alle måder en sand fornøjelse. Denne gang står tre nye par for skud med præcis samme simple udfordring; at finde hinanden.
Og det er tilsyneladende sværere end som så, når man er iført gummirøjser og en rygsæk fra helvede. For en enkelt deltagers vedkommende blev man sgu helt i tvivl, om det overhovedet ville lykkes.
Det ville være brandærgerligt, når det, man dybest set higer efter, er alle parrenes interne intriger. Lidt sadist er man vel altid, når man sidder og ser fjernsyn. Og altså: At tage i vildmarken alene er én ting, men at gøre det sammen med sin kæreste… det er bare dybt godnat.
Her på Heartbeats bakker vi selvfølgelig ethundrede procent op om projektet, og vi vil som altid, når vi ser kærligheds-tv, vurdere parrenes vinderchancer i procenter. Lad os komme i gang.
Ann og Bjørn: 90 %
Her har vi sæsonens eneste jyske kærestepar. To friske soldater fra Ringkøbing, der i deres fritid kan lide at gå på jagt iført helt ens kamuflagetøj. Hvor galt kan det lige gå?
Bjørn har brede skuldre og et temperament på niveau med en kampesten, og Ann er umiddelbart så sej, at man mest af alt frygter, at det her par kommer til at kede sig ihjel.
Det er Ann, der skal vandre hen til Bjørn, og det begynder hun heldigvis at græde over inden for det første minut.
“Det er første og sidste gang, I ser det her – tårer,” siger hun, og så har man alligevel lidt sin tvivl.
På et tidspunkt skal hun krydse en flod og får våde tæer, men hey, den slags er jo hverdag for en gennemsnitlig vestjyde, selvom det er pænt træls.
Derudover har hun det sådan “oh my god”-agtigt, fordi hun ser en elg, og Bjørn ligger sgu bare og hygger sig i vandret. Sover perfekt, laver fisk og bål uden at kny. Umiddelbart har det her par lidt for gode vinderchancer.
Victor og Caspar: 1 %
Herovre kunne det ikke gå meget dårligere. Sådan føles det i hvert fald for det her vidunderlige vennepar fra Værløse, der godt ved, at de er sæsonens underdogs, men er overbeviste om, at det er de ikke. Problemet er bare, at det er de.
Normalt spiller de en del computer og kalder sig for Gede og Don. Men nu har de øvet sig på urter, købt noget Patagonia-tøj og fået mere selvtillid end de fleste. Hvis man skal overleve i Nordnorge, skal man jo også tro på det, kan man sige.
Victor går så ned med flaget på første vandringsdag.
“Jeg kan ikke mere. Jeg vil bare hjem,” piver han fortvivlet efter at have forceret en stenskrænt, han ellers umiddelbart syntes så mega blæret ud.
Caspar, som venter i lejren, keder sig i mellemtiden kodylt og begynder derfor meget kortvarigt at meditere i skrædderstilling.
Han bruger i det hele taget sin energi på en besynderlig måde. Så hugger han grene af med en økse, så bygger han en selfiepind, så viser han sin netundertrøje frem, og så bryder han ud i spontan avantgarde-sang. Det var faktisk et meget smukt tv-øjeblik.
Men så begynder også han at græde. Parrets humørsvingninger er mildest talt ekstremt svingende, og det er nok ikke til deres fordel.
Det er bare ikke godt, det her. De her legendarisk uduelige dudes kan muligvis vinde i Counter Strike, men ‘Alene i vildmarken’ er et kamikazeprojekt for dem. Har de overhovedet nogen anelse om, hvad de har gang i?
Carl og Mark: 80 %
Sæsonens sidste par er far og søn og fra Ribe. En meget lovende konstellation, især fordi far Carl tilsyneladende er en badass krydsning af Rambo og Willie Nelson. Og med sådan et udseende har selv døden respekt for en.
Han ligner på alle måder en, der har prøvet værre ting end at bo i vildmarken. I første omgang bliver hans største udfordring tilsyneladende også at få sit GoPro-kamera til at virke.
Det bander han en del over, selvom man som tv-seer sidder og undrer sig gevaldigt over, hvad fanden han egentlig siger. Hans dialekt er next level, det må man bare sige.
Da sønnen Mark ankommer efter dages vandring, nyder de et måltid på overlegne 14 fisk, og man får generelt fornemmelsen af, at alt er under kontrol. Det her bliver nemt. Måske får de endda tid til nogle rigtig gode far-søn-snakke. Spændende.
Men så går det jo hverken værre eller bedre end, at Mark jager sin nyslebne økse ned i fingeren, hvilket foranlediger en så dyb flænge, at han må syes på skadestuen. Det diskvalificerer naturligvis parret, og de ryger derfor allerede hjem på femtedagen. Kæmpe mavepuster og brand-fucking-ærgerligt!
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
