Litteraturklummen med Signe Amtoft: Lyserød var en variation af krigsfarven rød og den ultimativt maskuline farve

Skribent Signe Amtoft deler de vigtige bøger i hendes liv. I dag fra den poppede faglitteraturs verden – hvor forfatterne formidler virkeligheden, så du forstår, fascineres og drømmer om at få rumnørden Anja C. Andersen til bords.

Akacietræer advarer deres venner i en radius på 100 meter om, at der er giraffer på vej. Hvor bjergkæder på Jorden bliver dannet af tektoniske plader, bliver de på Merkur sandsynligvis dannet af, at planeten skrumper og får derfor ‘rynker’ i form af bjerge. Og Ferraris velkendte røde farve er inspireret af prins Scipione Borgheses bil i samme farve, som han kørte i fra Beijing i Kina til Champs-Elysées i Frankrig i 1907.

Der er ingen tvivl om, at det er fantastisk nogle gange at grave sig ned i et skønlitterært værk. At lade sig opsluge af en fortælling om karakterer, et andet menneske har opdigtet, for at man kan lære om menneskets følelser, gøren og laden gennem deres skæbne. Men andre gange er det lige så rart at blive forført af virkeligheden. At lade en god formidler indvie én i naturvidenskab eller historie og lade sig efterlade med følelsen af enten at være blevet klogere, eller i det mindste bare have noget godt indhold til næste gang, man er til middag. 

Synk ned i poppet faglitteratur

Når der sker lidt meget omkring mig, kan jeg godt lide at synke ned i poppet faglitteratur. Med poppet mener jeg, at nogle mennesker har brugt en masse tid på at researche, studere eller beskæftige sig med emner, som de så formidler så elegant, at jeg forstår det, første gang jeg læser det. Her er tre af de faglitterære bøger, der har gjort størst indtryk på mig i 2019.

Anja C. Andersen: ‘En lille bog om universet’, 2016

Anja C. Andersen er en af de typer, jeg krydser fingre for at få til bords en dag. Hun er hardcore rumnørd, og hun forstår at formidle sit stof. ‘En lille bog om universet’ er 240 siders intens viden om alt fra planeterne i vores solsystem til mørk energi og galaksehober. Andersen er ikke bange for at bringe sine egne holdninger og erfaringer på bordet, hvilket giver en følelse af, at man indgår i en samtale, mere end en forelæsning. For eksempel deler hun sin tidlige skepsis over for teorier om mørkt stof, som hun simpelthen nægtede eksistensen af.

“Jeg må i dag erkende, at der var jeg helt og aldeles galt på den. […] Mørkt stof lader til at have den egenskab, at det ikke udsender lys og ikke optager lys. Noget som hverken udsender lys eller optager lys, er jo nærmest et mareridt for en astronom. For vi observerer først og fremmest lyspartikler — fotoner. […] Dybest set er det, vi gør, at vi tager vores kikkert og tæller, hvor mange lyspartikler af forskellig slags vi modtager ved forskellige bølgelængder. Ud fra det har vi opbygget vores viden om, hvordan vi mener, tingene er og fungerer.”

Andersen lærer altså sin læser både om de ting, astronomerne er relativt sikre på, men videregiver også den konstante dialog, rumforskningen — al forskning — er. Hun minder således om, at intet i det kæmpe univers er sikkert, men at det i dén grad er spændende. 

Jeg kan også anbefale lydbogsudgaven, som er behageligt indlæst af musiker Johan Olsen.

Kassia St. Clair: ‘The Secret Lives of Colour’, 2016

I den lettere, mere kuriøse og historiske ende af spektret har vi denne herlighed af en bog, som jeg gik rundt med i min taske hele det første halvår af 2019. Så tog jeg den frem, når jeg ventede på bussen eller havde en pause på arbejdet – hvilket i øvrigt gjorde mig til et nemt og yndet mobbeoffer. St. Clair gennemgår i ‘The Secret Life of Colour’ alverdens farver én for én og giver social og historisk kontekst til mange af de nuancer, vi omgiver os med til daglig. 

For eksempel kan man læse om Irlands vartegn, farven Kelly Green, og hvordan den blev hentet fra den franske revolution som et katolsk modsvar på den protestantiske orange farve. De to farver lever nu i det irske flag med det hvide håb om fred imellem sig. Eller man kan læse om, da lyserød — en variation af krigsfarven rød — gik fra at være den ultimativt maskuline farve og foretrukket til drengebørn, til kulturelt set at være en ‘pigefarve’. Derudover fortæller hun også om de sociale faktorer i brugen af farver. Blandt andet om l’heure verte, den grønne time omkring klokken 17 hver eftermiddag i fortidens Frankrig, da absintindtagelsen var på sit højeste, og om hvordan geografi har været med til at bestemme, hvor meget blå, der er at finde i malerier verden over. 

Hver farve får en side eller to at boltre sig på, og det er således en letfordøjelig måde at få lidt farveinddelte røverhistorier fra verden af igår.

Peter Wohlleben: ‘Træernes hemmelige liv’, 2015

Jeg elsker planter og jeg elsker træer. Jeg kan godt lide, at naturen er fuldkommen ligeglad med, hvad vi andre tænker om den, og at den uanfægtet har sit eget liv over og under jorden. Det er netop processerne i det liv, den tyske skovfoged Peter Wohlleben beskriver i sin bog ‘Træernes hemmelige liv’. Han forklarer blandt andet, hvordan man har fundet ud af, at træer er sociale væsener med sprog og samvittighed. Hvordan de tager hensyn til deres bedste venner, når de beslutter, hvilken retning de skal vokse i, og hvordan de udligner forskelle i væske og sukker, når et træ er svageligt. Han forklarer også, hvordan træer, som har brug for bier til at befrugte sig, lokker deres små samarbejdspartnere: 

“Bierne skal først flyve hen til hanblomsterne, tage pollen med og derefter transportere det hen til hunblomsterne. Hvis det foregår i modsat rækkefølge, sker der jo ingen befrugtning […] Nogle videnskabsmænd har fundet ud af, at alle piletræer udsondrer en lokkeduft, som skal kalde bierne til. [Derefter] tager synssansen over. Hantræerne gør sig derfor særligt umage med deres gæslinger og lader dem lyse i en kraftig gul farve, som tiltrækker biernes opmærksomhed. [Derefter] skifter de kurs og besøger huntræernes uanselige, grønlige blomster”.

Peter Wohllebens bog er en ren kærlighedserklæring til naturen, og det er lige præcis dét, der gør det mere acceptabelt, at han slutter bogen af med at give læseren dårlig samvittighed over at sidde med en papirbog – myrdede træer – i hånden…

Bliv inspireret af den virkelige verden – den er vild!

Disse tre bøger er glimrende eksempler på, at den virkelige verden kan være mindst lige så inspirerende som den opdigtede, og næste gang du piller dig selv lige for meget i navlen, kan du gå en tur i skoven, mens du aflæser signalerne fra træerne rødder, reflekterer over farven på deres blade, eller overvejer, hvor meget der foregår på himlen over dem.

Footer graphics