At fylde 40
Radio & podcast
menu-close

6 ting jeg har lært af: At fylde 40

3. november 2018 |

Sara Skaarup skriver klummer i listeform her på Heartbeats. I dag om alt det velsignende der er at hente fra det ellers frygtede skarpe hjørne: 40'erne.

Journalist og forfatter. Skriver for Politiken, diverse magasiner og laver podcast og artikler for Heartbeats. Interesserer sig især for menneskelige relationer, samfundstendenser og er også sexolog.

Foto: Ksenia Kudelkina/Unsplash

 

1. Det nytter ikke at lade som om

Bange for at være for meget, for lidt, forkert. Siden jeg var 11, har de tanker tynget mig. Hold kæft, hvor har det været vigtigt for mig at være afholdt af alle.
Men ikke mere. Efter at have forsøgt at være allround elskelig i årevis ved jeg nu, at det er umuligt at gøre alle tilpas. Man bliver lille, træt og forvirret, og det slider at skrumpe på tælling og strække sig selv som et gummibånd.
Efter at jeg blev 40, er der simpelthen ikke plads til den slags. I dag er det mig selv og mine nærmeste, der har indflydelse på, hvad der er godt og mindre gangbart i mit liv. Nu er jeg blevet mit eget kompas. Det viser næsten altid rigtigt, og selv det er upræcist, er det den bedste vejviser, jeg har.


2. Jeg er mindre dum, end jeg har været

Engang var jeg blåøjet og uskyldig. Det er jeg ikke mere. Selvom jeg sjældent bemærkede det undervejs, er årene gået. Jeg har klaret udfordringer, mistet illusioner, truffet valg og vundet kampe. Ting er sket, gode og dårlige. Mens det stod på, mærkedes det mest bare som en lang række af op- og nedturshændelser, der kørte mig følelsesmæssigt rundt i manegen.
Først i løbet af trediverne fattede jeg, at det der adskiller en oplevelse fra at være en brugbar erfaring er, om jeg lærer noget af det, som er sket. Så det gør jeg mig umage med her efter 40. Alt det passerede er ikke bare en endeløs række af hændelser. Det bliver til erfaringer – og det giver en dejlig fylde og ro i mit udsigtstårn.


3. Alder er ikke særligt spændende

Da jeg gik i skole, var det altafgørende, hvor gamle andre mennesker var. Forskellen på at være 9 år og 13 år var helt uoverstigelig. Jeg kunne nærmest kun relatere til dem, der var præcist jævnaldrende. Jeg var aldersracist. At det var en begrænsende tanke, der gik ud over mig selv, fattede jeg ikke.
I dag bliver folk omkring mig yngre og yngre. Jeg kan have svært ved at aldersbestemme andre, og faktisk er jeg fløjtende ligeglad med, om folk er 20, 40 eller 60. Nu ved jeg, at hvis man går op i alder, så risikerer man at gå man glip af folks særegne væsen, og det vil jeg ikke.


4. Der er altid en ny begyndelse

I tyverne troede jeg, man var død indeni, når man rundede de 40. Jeg mener, hvad fanden var der at stå op for, hvis ikke rejser, fester og flirt? Når uddannelsen var taget, partneren fundet, børnene født, og karrieren kickstartet? Røvsyg pligt og stilstand.
Chokerende nok er det ikke sandt. Lige ud over at avle flere børn, er der intet – nada, zit – som er spor passé. Jeg bliver ved med at have førstegangsoplevelser. Nye udfordringer, nye oplevelser, nye mennesker. Steder at se første gang. Der er altid flere ting at lære. Verden bare åbner og åbner sig. At fylde 40 har givet mig håb for, at der også er et liv værd at leve efter 50, 60, 70 og hvis jeg er heldig, 80. Jo ældre jeg bliver, jo flere små begivenheder og detaljer kan jeg begejstres over.

LÆS OGSÅ: 6 ting jeg har lært af: At være vild med mænd


 

5. Nu er et godt tidspunkt

Livet føltes så langt, nærmest uendeligt, da jeg lige var startet på det. Når man runder fyrre, er man cirka midt i. For mig var det anledning til en mental opbremsning og et indre tjek: Hvad skal jeg nå? Er kursen rigtig?
Jo ældre vi bliver, jo mindre belæg er der for, at sjatpisse tiden væk. I dag forstår jeg – uden at sky tanken – at jeg skal dø engang. Men ikke endnu! De, der kapitulerer, når ungdommen er ovre, trækker det korteste strå. Skal jeg satse? Tør jeg dit og dat? Er tiden rigtig nu? Efter 40 er mit svar stort set altid: Ja. Der har aldrig været et bedre tidspunkt end lige nu.


6. Man er ikke ’bare’ 40

Jeg er 44 år. Men jeg er også en kvinde på 28, en teenager på 16 og et barn på fire år. Den 44-årige bygger på de tidligere versioner af mig. De lever alle sammen indeni mig. Som Tove Ditlevsen skrev: “Der bor en ung kvinde i mig, som ikke vil dø”. Det skal hun heller ikke. Den unge kvinde inde i mig er lys og let og fuld af tiltro til livet. På gode dage kan hun ses. Hun stråler lige igennem den let anløbne facade. Jeg håber, hun bliver der til min sidste dag.

Sara Skaarup

Journalist og forfatter. Skriver for Politiken, diverse magasiner og laver podcast og artikler for Heartbeats. Interesserer sig især for menneskelige relationer, samfundstendenser og er også sexolog.