Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Her finder du de bedste floors i København

Det kan være en labyrintisk øvelse at finde det rette sted, når danselysten melder sig, så vi har samlet de otte bedste floors i København lige nu.

Det sker ofte, at en aften i byen ender på en tilrøget bodega ved et bord med flaskeøl og raflebægre. Og det kan være en glimrende cocktail. Humøret skal ligesom bare være til det. Der er nemlig næsten ikke noget værre end at strande på en stol på et brunt værtshus, når man egentlig havde allermest lyst til at danse. 

Ok, indrømmet. Med tre børn derhjemme, et begyndende hold i lænden og en større og større forkærlighed for at gå i seng klokken 21 og læse bøger, er jeg ikke den store ‘gå-i-byen’-reporter længere. Der var engang, hvor jeg var at finde hver weekend, hvor end der var en god playliste og et ligeså godt dansegulv. Men de steder, hvor jeg svingede træbenet, eksisterer formentlig slet ikke længere. 

Derfor har jeg allieret mig med hele redaktionen, der heldigvis består af gode repræsentanter fra nattelivet.  Sammen har vi samlet københavnske floors for enhver smag.

Hotel Cecil

Udover at kunne opleve livemusik og intime koncerter med navne som Claus Hempler, Teitur og moi Caprice, er der i weekenderne også garanti for et godt dj-set under loftet, der er broderet med diskokugler. Og så er der rent faktisk plads til at udfolde sine moves, modsat mange andre dansegulve i København, hvor man står, ja, som sild i en tønde. En del af Hotel Cecils charme er mangfoldigheden i både publikum og musik, men det betyder også, at man kan ramme en aften, der for eksempel er mere end chill, end man lige havde forventet. Men der er mulighed for at vælge: I loungen er der vinyl-dj, og i kælderen er dj-temaerne mereomskiftelige. Og så kan man få Albani på flaske.

Old Irish

‘Slå søm i’-stemningen er on point på Old Irish. Der er plads til alle, og playlisten er fyldt med ‘noget, vi kender’. Som eksiljyde i København kan det jo også være rart at vide, hvor man finder en fest, der føles som ‘hjem’. De kører lørdagstilbud, hvor du kan få strawberry daquiri eller gin hass til en 20’er. Dansegulvet byder alle velkommen, og der er ingen grund til at bekymre dig om, hvorvidt du har det ‘rigtige’ tøj på, eller mestrer de ‘rigtige’ moves.   

Smallegade 2b, 2000 Frederiksberg

Sigurd CPH

Selv husker jeg Sigurdsgade fra for ti år siden, hvor det var helt nyt og sprødt med gårdhave og gode DJ’s. Dengang var ydre Nørrebro stadig lidt ‘sub’ og eksotisk, men hurtigt blev det til et sted for det helt unge crowd. I daglig tale begyndte man at kalde det for ‘Gurden’, og det blev i overvejende grad til gymnasieelevernes foretrukne sted for en efterfest. Nu er aldersgrænsen blevet sat op til 21 år, stedet har tilmed fået nyt navn og er blevet sprødt på ny. Dansegulvet holder stadigvæk hundrede, men nu har du også mulighed for at hvile poterne i den tilstødende bar, hvor du kan købe naturvin og vel-shakede cocktails. 

Sigurdsgade 39, 2200 København N

Natbar, Bremen

For nogen vil Bremen Teater mest af alt være forbundet med spændende talks, kultiveret vin i glasset og et publikum med store farvede briller. Men hver fredag og lørdag bliver foyeren på Bremen Teater forvandlet til Natbar. Under de store, gyldne lysekroner er der alle muligheder for at slippe kroppen fri til upbeat toner. Poppen og diskomusikken er on point, og dansegulvet er indrammet af røde velourtæpper. Der er gode vibes hele vejen igennem. Det forlyder, at gulvet her godt kan være tætpakket, men lad os være ærlige, der er jo faktisk heller ikke noget værre, end hvis der er for store tomme plamager på floor.

Nyropsgade 39, 1602 København

Der er en overhængende fare for, at du kommer til at ose af fremmed parfume, når du har været på Søpavillonen. Det største minus ved det her sted er nemlig populariteten. Køen kan være helt utroligt lang, og når man kommer ind, står man tæt. Men det har også en umiskendelig charme at kunne forsvinde i mængden, føle sig lille og usynlig i det store crowd og slippe sine moves fri. Og når man så er nødt til at trække sig lidt fra det tætpakkede floor, kan man jo få sig lidt frisk luft og samtidig nyde udsigten over Søerne. 

Gyldenløvesgade 24, 1369 København K

Chateau Motel

Klub-kongerne Simon og Simon åbnede stedet i 2016 med mantraet, at der skulle være noget for alle på Chateau. Klubben er i fire etager, og det giver gæsterne mulighed for at vælge imellem flere forskellige stemninger. Øverst oppe er der Tokyo-inspirerede karaoke-rum, og bevæger man sig længere ned, finder man både klassisk barstemning, hvad der ligner en parisisk cocktail-lounge og ikke mindst et dansegulv, der bliver spillet op af ‘Chateau Motel resident DJ’s’, der forkæler ørerne og viben med alt fra afrobeat til RnB. 

Knabrostræde 3, 1210 København

Baggen

Et godt hipster-rave. Det er sådan, jeg bedst kan beskrive Kødbyens danse-spot numero uno. Crowdet er rimelig young, og de skiftende dj’s er veloplagte. Hvis man rammer den rigtige aften, kan man næsten blive ramt af en vaskeægte newyorker-vibe. Baggen gør en dyd ud af at være et sted for alle, og deres adfærdskodeks fortjener et repost her: “We do not care who you love, who you kiss or who you fuck, as long as it is with concent. Feel free to party hard and let go of your inhibitions here, but stay kind and respectful. The night is only as good as we make it. 

Flæsketorvet 19, 1711 København V

Museo

Her taler vi ægte clubbin’. Og det skal man jo selvfølgelig være i humør til. Ikke desto mindre kalder Museo sig selv for ‘number one club in Scandinavia’ på deres Instagram-profil. Der er strobelys, bling og blær for alle pengene. Hvis du har lyst til at lege, at du er med i et afsnit af den norske rigmands-serie ‘Exit’, så kan du roligt tage på Museo. Der er store flasker Belvedere at hente i baren, og podier, hvor du stolt kan vise dine bedste moves frem på.

Lille Kongensgade 16, 1074 København K

Proud Mary Pub

Her finder man lidt á la samme stemning som på Old Irish. Altså gedigen ‘glad i låget’-stemning. Kommer man inden klokken 22, kan man enten se en fodboldkamp på barens skærme, være med i en pop quiz eller nyde en af de utroligt valgmuligheder, der er inden for øl på fad. En pub blandet med det perfekte dansegulv er jo i virkeligheden smukt. Det siges i øvrigt, at der næsten altid er en polterabend i gang, hvis man kommer på en lørdag, og sådan et selskab er både god people watching og kan kickstarte langt de fleste fester.   

Vesterbrogade 2a, 1620 København

Nevermind

På Nevermind kan du vitterligt danse til den lyse morgen. Med en åbningstid, der strækker sig helt til klokken 07:00, er der rig mulighed for at lade sig opsluge af natten, stemningen og dansegulvet, der er badet i regnbuefarvet lys. Nevermind er en Gay Night Club, og med jævne mellemrum er der både drag shows og tema-aftener. Sidste år flyttede klubben til nye lokaler fra Nørre Voldgade til Axeltorv for at få plads til endnu flere gæster, en endnu større, overdådig bar og et ligeså overdådigt floor.  

Axeltorv 3, 1609 København

LÆS OGSÅ

Find mere om
Footer graphics