Dolores. Foto: PR

Her er 5 nye steder i København, du skal kende

Foråret er på vej, og hovedstaden er lige ved at springe ud. Så hvor skal du nyde årets første udeservering og se den første koncert?

Dolores

Korean fried chicken, glaserede shiitake-svampe og barbeque-grillede torskekraver fra Hanstholm. På Carlsberg Byens nye restaurant, Dolores, der åbnede 11. april, kan man sætte tænderne i lidt af hvert fra gastronomiens vide verden. Spisestedet kalder sig selv en fyrig verdensborger, og menuen består af mange delevenlige retter, der indskriver sig i kategorien comfort food. På rygtebørsen er deres pommes frites med blåskimmeldip og deres stegte aubergine med pistacie og harissa allerede hot topics, men det er også kyndige hænder med erfaring fra fine steder som Studio og Dragsholm Slot, der står bag Dolores, som dog er rundet af en mere afslappet atmosfære. Vigtigt: Der er udeservering.

Dolores. Kildepladsen 12, Carlsberg Byen, 1799 København V


Poolen

Har København virkelig brug for endnu et spillested? Det mener folkene fra Pumpehuset, der om ganske kort tid åbner det nye venue Poolen i de gamle B&O-haller på Refshaleøen. Det konkursramte Stagebox gik nedenom og hjem i selvsamme lokaler, men nu satser de nye kræfter på at skabe et råt og industrielt spillested med primært fokus på den elektroniske scene. Første rave-show løber af stablen 8. maj, og det bliver med den hollandske teknostjerne Reinier Zonneveld som hovednavn. På programmet for sommeren og efteråret finder man også Lågsus, Dream Theater, Malk de Kojn og … Gavin DeGraw. Det spænder bredt, men de har også plads til 2.500 stående gæster, hvilket gør Poolen til et større venue end Store Vega.

Poolen, Refshalevej 189. Åbningsfest 8. maj. Event her.


Donna

Er vi ved at være der, hvor København faktisk er den bedste by at spise pasta i i hele verden? Det er ikke til at sige, men nu er der i hvert fald endnu et lod på vægtskålen. Det hedder Donna og er, ja, en italiensk restaurant i midten af byen. Donna er det nye boutique hotel Bella Grandes restaurant og drives af Cofoco, men man behøver ikke at være gæst for at få et bord, hvilket er ret heldigt, for deres menu er fyldt med italienske klassikere, som får mundvandet til at løbe bare ved tanken. Vi snakker rigatoni alla vodka, cacio e pepe og grillet ribeye med gremolata, urtesmør og tomater. Donna har åbent både til frokost og aften, de laver gode cocktails, alt er rødt velour og sexet, og det er efter alt at dømme et sted, man tager hen for at synde.

Donna. Vester Voldgade 24, Kbh. K.


Amator

Den polske kok Mati Pichci er blevet en prominent personlighed på den københavnske restaurantscene, efter at han i 2021 blev nærmest herostratisk berømt for sin klassiske omelet på den nu lukkede Psyche Café. Første maj åbner han sit helt eget sted med navnet Amator, som ligger på Nordre Frihavnsgade, men konceptet er nogenlunde det samme: grøn mad, lokale råvarer og fortrinsvist økologisk. Omeletten er selvfølgelig også på menuen. Amator har kun åbent i dagtimerne, så det er mere café end restaurant, men alene den stilfulde og japanskinspirerede indretning burde være nok til, at man svinger forbi en formiddag for at stille sulten med en omelet og en juice.

Amator. Nordre Frihavnsgade 7, 2400 København Ø.


Nørrebro Späti

Det er vel egentlig en slags kulturel appropriation at åbne en tysk spätkauf-kiosk på ydre Nørrebro, men vi elsker det. Alt for mange af Københavns kiosker har til ingens fornøjelse forvandlet sig til pick up-points for vores overflødige internethandel, og derfor lander det på et tørt sted, når nogen vil åbne en helt almindelig kiosk uden dikkedarer. Den her Späti, som er åbent af en vennegruppe lige ved Nørrebroparken, har så alligevel det twist, at den sælger lokal poesi, vinylplader og økologiske sandwiches, men hvor lækkert er det ikke lige? Derudover er der importøl, naturvin og Fritz Kola i køleren, som man kan nyde på en lille bænk ude foran. Take our money!

Nørrebro Späti. Vedbækgade 4, 2200 København N.

Find mere om
Footer graphics