Da Kidd flegnede igennem lydmuren med en håndholdt hjemmevideo i 2011, havde dansk raps tredje bølge ladet vente på sig i umindelige tider. Kongerne og hofnarrene havde indtaget tronen så længe, at de havde lullet sig selv i koma i et mere eller mindre fastfrosset udtryk. Og da der så endelig skete noget, var det fuldstændig afkoblet dansk hiphops historie siden 1983. Det vrimlede pludselig med rimkolde knægte, der claimede 2200 og lød af, ja, af hvad? Af den britiske grime, som allerede én gang var gået i sig selv ovre i England, måske. Af asfaltbeats og upolerede versefødder. Af en parallelverden befolket af lyddrenge og chef(f)er. Af rendyrket nihilisme.
Som mangeårig hiphopskribent var jeg på det nærmeste forarget over, hvor historieløst gutterne her gik til værks. Der var ingen komplekse indrim, ingen referencer til mastodonterne forinden, ingen ærbødighed. Deres uimponerethed var på det nærmeste deres mest iørefaldende drivkraft, og jeg havde svært ved at sluge alt det, der ikke lod til at skulle gå i arv. Det var der mange fra de ældre generationer, der havde. Vi havde fået ejerfornemmelser.
Efter en anmeldelse i Information kom jeg endda en smule på kant med Kidd, som jeg havde kritiseret for ikke at tage sig selv og sin musik alvorligt nok. Det var der måske en smule sandhed i, men i dag står det også pinagtigt klart, at det nok især var mig, der tog hiphoppen og mig selv for alvorligt. At konceptet Kidd toppede, og skulle toppe, med langspillerdebuten ‘Greatest Hits 2011’. At det var, hvad det var – og ikke, hvad det kunne blive til. Et tidsbillede og et opgør med alt, hvad dansk hiphop havde slået sig op på igennem de seneste 16 indædt indfølte år.
Og hvad er så det stærkeste kort på albummet? Den er ikke nem, for refrænerne står i kø i de grumset indpakkede electroproduktioner. ‘Ik lavet penge’ og ‘5 om morgenen’ er kvalificerede bud, men jeg hælder alligevel mest til ‘Uhh! Det er så svært at være så god’, som ikke bare fænger og flænser derudad, men også tillader den vrængende mikrofonkontrollør at ironisere over selvfedme, nationalfølelse og Nik & Jay-tilværelsen, hvor hedonisme her og nu sættes over fortid og fremtid. Det hele serveret på et dobbelttydigt og tveægget sværd. Apropos er åbningslinjerne decideret fænomenale:
“Argh, det’ helt magisk/Alle mine tanker er fuldkommen panisk/For hele Danmark kigger nu/Original med en stil, du ikk’ kan gennemskue.”
Og sådan var det med Kidd i 2011. Det begyndte med fanfarer og sluttede med fanfarer. Han kom, så og gik ud med et brag. Han var enestående. Det var svært at være så god. Ingen tvivl om den del.
