Det sker relativt ofte, at jeg har lyst til at kyle min telefon ud fra min altan. Den bimler og bamler ustandseligt. Og det er én ting, dens evindelige opmærksomhedstyranni, når den vibrerer eller ringer. En anden ting er, at mobiltelefonen har skabt en forventning hos andre mennesker om, at jeg konstant er tilgængelig.
Den formodede tilgængelighed gør, at et shitload af information vælter ind over mig på nærmest daglig basis. Jeg tror, at mange kender følelsen. Der er mails, messenger-beskeder, sms’er, snaps, og hele tiden skal man holde tråd i, hvor det nu var, man kommunikerede med den ene eller den anden. Det, der får os til at glo på skærmen hele tiden, er nok forventningen om, at vi er hurtige til at svare.
Harvard Business Review skriver, at folk hvert eneste år oplever, at de får mere og mere information fra deres arbejdsplads, og at undersøgelser viser, at det kan resultere i udbrændthed. Desuden bliver koncentrationen og produktiviteten også udfordret af den evindelige strøm af mails og beskeder.
Jeg må indrømme, at jeg naturligvis også er skyldig i digital oversharing. Mest af alt går det nok ud over min mand. Han får beskeder som: “Jeg cykler over og henter drengene nu.” Hvortil jeg tænker, at han må tænke: “Ok? Det var jo også det, vi aftalte i morges.” Altså, at jeg hentede, og at vi ses derhjemme. Jeg sender alt for mange mellemtider. Z’erne havde fat i noget, da de startede ‘spurgt’-bølgen.
Det kan også være, at jeg tænker, at jeg lige skal spørge min mor om noget med påskeferien, og i stedet for at ringe til hende om aftenen, når jeg ved, hun er derhjemme, så sender jeg en sms uden at tænke videre over, at hun står og er i fuld gang på sit arbejde. Pling. Displayet lyser op. Én ting mere at forholde sig til.
Når man skriver til folk, kan de ikke ‘unsee’. Man tvinger dem til at forholde sig til det, der står på displayet. Hvis man derimod ringer, giver man modtageren en chance for at vurdere, om de har tid til at tale lige nu. Og hvis vedkommende tager telefonen, er man også til stede til at opfange, hvordan modtageren oplever ens besked. Bliver de stressede over den? Glade eller kede af det?
Et nærvær, som jeg egentlig synes, at vi skylder hinanden, men som vi ofte glemmer, når vi bare sender en besked af sted. Befinder modtageren sig en passende setting lige nu til at forholde sig til den her besked?
Vi er blevet vant til, at vi altid lige kan skrive. Og det gør vi så i stor stil mere eller mindre formålsløst til hinanden. Vores mobiltelefoner gør, at vores privatliv og vores arbejdsliv bliver blandet sammen. Vi tager det hele løbende. Om eftermiddagen, når vi er kommet hjem, bliver vi ved med at tjekke og svare på mails. Og mens vi er på arbejde, skriver vi med vores venner, kæreste og familiemedlemmer eller får beskeder fra børnehaven på Aula.
Aula er i dette øjemed i en liga for sig selv. Sweet baby Jesus, hvor får jeg notifikationer fra mange hver eneste dag. For eksempel ‘red. alle’-beskeder, som i virkeligheden snildt blot kunne have været adresseret til en enkelt pædagog. Eller endnu mere sindssygt: Vedkommende kunne bare have givet beskeden ansigt til ansigt nede i garderoben om eftermiddagen, når ungen skulle hentes.
Der er simpelthen for meget information og kommunikation, der finder sted hele tiden. For mig har det den konsekvens, at der er en masse beskeder, jeg ikke svarer på, og det faktum efterfølges så af dårlig samvittighed over, at jeg ikke har svaret.
Men faktisk kan man ret nemt komme ‘hyper-kommunikation-sygdommen’ til livs, hvis man lige tænker sig om en ekstra gang. Inden man lader reptilhjernen trykke send på en besked eller en mail, kan man med fordel – både for ens egen og modtagerens skyld – stille sig selv følgende spørgsmål:
Er det vigtigt, at jeg deler den her detalje lige nu?
Kan jeg lave et hurtigt opkald i stedet for at lægge an til en tekstkorrespondance, der kan ende med at strække sig over det meste af dagen?
Hvor mange personer er den her besked rent faktisk vigtig for?
De samme spørgsmål gælder i virkeligheden for mødeindkaldelser på arbejdspladsen. Det samme gælder i virkeligheden møder. Kunne det her møde have været en e-mail, og kunne den e-mail i virkeligheden have været ligegyldig? På organisationsniveau opfordrer researcherne i artiklen Harvard Business Review til, at man har nogle udtalte retningslinjer for, hvor meget og hvordan man kommunikerer i virksomheden. At man sætter rammer for informationsvolumen.
Et måske banalt, omend effektfuldt, tankeeksperiment er at spørge sig selv: Hvad gjorde de i 1990’erne? Sad man og ventede på sin ven på en café, og klokken var ti minutter over mødetidspunkt, tænkte man nok, at bussen var forsinket, man bestilte en kaffe og læste lidt i avisen (selvfølgelig også virkelig irriterende, hvis man rent faktisk blev brændt af). Mellemtider og hyperkommunikation var slet og ret ikke en ting. Og måske tog man også sine aftaler mere alvorligt og ændrede ikke konstant mødetid og sted.
Når det er os selv, der står bag beskeden, pålægger vi modtageren en informationsbyrde, som de skal tage sig af. Formentlig uden vi tænker over det. Jeg oplever, at det i høj grad er beskederne, de mange mails og DM’s, der stjæler vores opmærksomhed og gør os mindre nærværende. Underbevidst refresher vi hele tiden vores indbakker for at se, om der skulle have været nogen, der har rakt ud. Men hvis vi er ærlige overfor os selv, kunne langt det meste nok godt have ventet.
Jeg siger ikke, at alting var bedre i 1990’erne, men det lyder altså fedt at være aldeles utilgængelig på visse tider af døgnet.
LÆS OGSÅ
