“Er der nogen i klassen, der er homoseksuelle?”
Thereses håndflader bliver våde, og hun bliver svimmel. Hun føler, hun er til eksamen og har trukket lige præcis det spørgsmål, hun ikke ville trække.
På gulvet i klasselokalet ligger to store blå måtter. På den ene står der ‘ja’, og på den anden står der ‘nej’. Instinktivt flytter klassen sig over på ‘nej’-måtten, og Therese følger med. For det gør man, når man er 15 år, homoseksuel, og tror man er den eneste i verden.
Sådan føltes det for Therese Precht Vadum at være til seksualundervisning i 8.A i 2009.
Meget tyder på, at mange LGBT-elever har det på samme måde i dag, mener Pia Frederiksen, der er lektor og ph.d i kønssociologi ved Professionshøjskolen UCN. Hun forklarer, at der ikke er sket noget skelsættende i snakken om køn og seksualitet i folkeskolen, siden Therese gik der.
‘LGBT’ er en international betegnelse, der står for Lesbiske, Bøsser (Gays), Biseksuelle og Transpersoner. Man kan tilføje et ‘+’ for at inkludere flere grupper.
Der findes ingen tal for de nuværende folkeskoleelever, fordi der ikke må laves spørgeundersøgelser om elevers seksualitet, mens de går i folkeskole. Men tal fra Regeringens Handlingsplan for at fremme tryghed og trivsel for LGBT-personer fra 2019 viser, at 63 procent af dimitterede LGBT-elever ofte eller altid skjulte deres seksuelle orientering eller kønsidentitet, da de gik i folkeskole.
Det kan Therese i høj grad nikke genkendende til fra sin folkeskoletid.
I en periode i slutningen af folkeskolen datede Therese Mikkel. Han havde mørkt hår, brune øjne og boede i nabobyen. De gik i biografen og kyssede, og hun indviede sine veninder i enhver pirrende detalje.
Bortset fra den detalje at han ikke hed Mikkel. Og at han ikke var en han.
For første gang i sit liv datede Therese en pige, og hun ville gerne fortælle sine veninder om det, men hun var ikke klar til hele sandheden.
“Jeg sad med følelsen af, at jeg løj. Og vi skulle jo ses i weekenden. Det var bare ikke Mikkel.”
Løgnen var ikke planlagt. En dag fløj det bare ud af munden på hende. Og det var jo heller ikke en løgn. Det var sandheden med et andet pronomen, og hun ville bare gerne være med i snakken.
“Jeg brugte så meget energi på at fortælle om den her Mikkel og sætte ‘han’ i stedet for ‘hun’”
I dag griner Therese af den lidt absurde situation, men hun synes også, den er trist.
Kønssociolog Pia Frederiksen fortæller, at når unge skjuler deres identitet, så er det ofte fordi, de er bange for at blive udskammede.
“Skolen kan være et hårdt sted, fordi det er nogle vigtige år, hvor identitetsdannelsen sker, og det er et sted, hvor man jo er meget mere afhængig af at have venner og kammerater, end man er, når man bliver voksen,” forklarer hun.
Hun mener, at folkeskolen har en opgave i at skabe et rum, hvor der er plads til at være anderledes.”
“Børn er jo i udgangspunktet rummelige, hvis man bare får etableret nogle miljøer og fællesskaber, der har de kvaliteter.”
Seksualundervisningens huller
Det er langt fra alle skolelærere, der har den fornødne viden til at kunne favne emner om køn, krop og seksualitet. Det betyder, at mange LGBT-personer mangler viden om deres identitet. Det samme gør deres klassekammerater. Det er et stort problem, mener Andreas Beck Kronborg, der er projektleder hos LGBT+ Danmark.
“Det er ofte LGBT-elever, som står frem med deres identitet, der bliver fremhævet som eksperterne på emnet i seksualundervisningen. Det er jo enormt uheldigt, at det skal komme fra en elev og ikke en professionel,” siger han.
En evalueringsrapport over seksualundervisningen i folkeskolerne fra 2019 viser, at 35 procent af de lærere, der varetager seksualundervisning, i mindre grad eller slet ikke føler sig klædt på til at undervise i faget.
Seksualundervisning er nemlig ikke et obligatorisk fag på læreruddannelsen. Kun 13 procent af de lærere, der varetager seksualundervisningen i folkeskolerne, har taget kurset. De resterende 87 procent er altså ikke udlært i at undervise i emnet ‘køn, krop og seksualitet’, der ellers er obligatorisk fra Børne- og Undervisningsministeriet i folkeskolernes seksualundervisning.
Der er desuden ikke afsat timer til faget i folkeskolen. Det stiller krav til den enkelte skole, om at de selv får det ind i den daglige undervisning. Det er også lærernes eget ansvar at udvælge det pensum, de finder relevant at oplyse eleverne om i seksualundervisningen.
Kønssociolog Pia Frederiksen mener, at de voksne har en meget vigtig rolle i forhold til at gøre det legitimt at snakke om kønsidentitet i fællesskab.
“Jeg tror ikke, det er af ond vilje, at lærerne ikke bringer det op,” siger hun. “Mange lærere og pædagoger brænder for, at der skal være inklusion og plads til alle, men det er jo nogle emner, der har været samfundsmæssig berøringsangst over for. Det handler i bund og grund om viden.”
Ud over den selvforvaltede seksualundervisning får danske folkeskoler tilbud om tilskudsundervisning fra interesseorganisationer som SexEkspressen og Sex og Samfund.
Tilbuddene når dog langt fra ud til alle skoler, fordi det ikke er et krav. Derudover oplever SexEkspressen, at nogle af de skoler, de kommer ud på, ikke tager nok ansvar for faget.
“På nogle skoler kan vi mærke, at vi kommer ind som det tilskud, vi er beregnet til at være, men på nogle skoler kan vi også mærke, at det, vi går ud og laver dén ene dag, er det eneste, de får,” siger Allice Lind, der er national aktivitetsleder for SexEkspressen.
Biologibogssex
Therese husker tydeligt, hvordan historier om piger med pigekærester rørte noget i hende.
“Det var næring for mig. Det var følelsen af, at der faktisk fandtes andre som mig.”
Homoseksualitet var ellers ikke noget, der var særligt udpræget i undervisningen. Therese husker bedst fortællingen om ‘mand og kvinde’ og ville ønske, at der havde været nogen til at sidestille heteroseksualitet med andre seksualiteter. Det blev en selvfølgelighed, at alle var heteroseksuelle.
“Det var bare så biologibogsagtigt,” siger hun. “Folkeskolen bør snakke om LGBT+, selvom det er et svært emne. De behøver ikke udpensle alt, men det er en måde at skabe en åbenhed og anerkende, at vi er forskellige.”
I dag har Therese fundet sig godt tilrette og bor med sin kæreste Elinor. Men selv den dag i dag føler hun et særligt tilhørsforhold, når hun støder på en anden LGBT-person.
“Det tager mig tilbage til dengang, hvor jeg ikke troede på, at nogen kunne have samme historie som mig. Som om at det er en stor ting. Og det er det jo ikke.”
En evalueringsrapport over seksualundervisningen i folkeskolerne fra 2019 viser, at eleverne især mangler viden på områder som normer og mangfoldighed i forhold til ‘køn, krop og seksualitet’.
Kun 36 procent af folkeskoleeleverne i 7. klasse svarer, at de i skolen har lært om ‘forskellige former for seksualitet’.
Den manglende viden blandt klassekammerater kan have konsekvenser for dem, der falder uden for normen.
“Det er enormt svært ikke at være ciskønnet heteroseksuel i den danske folkeskole,” siger Andreas Beck Kronborg fra LGBT+ Danmark. “Folkeskolen er en homogen størrelse. Der er ikke så mange, der stikker ud, og når man så gør det, risikerer man at blive mobbet. Derfor forsøger man at passe ind i de her normer.”
LGBT+ Danmark arbejder derfor med at lave materiale, der kan ruste lærerne til at mangfoldiggøre deres undervisning. Det er frit tilgængeligt for lærere, der underviser i seksualundervisning, og LGBT+ Danmark håber, at flere lærere vil inddrage det.
“Lebben“
Især i omklædningsrummet kunne Therese blive ramt af frygten for at blive “afsløret”. Hun så det som et sted, hun kunne blive holdt udenfor fællesskabet, hvis hemmeligheden slap ud.
“Jeg var bange for at blive sat i bås som hende lebben. At folk ville tænke, “Therese kan ikke gå i omklædningen, for så kigger hun på de andre piger”,” siger hun.
Det er ofte lignende bekymringer, LGBT+ Danmark hører fra unge, der kommer i deres fællesskaber for unge LGBT-personer.
“De fortæller, at deres LGBT-identitet bliver den eneste identitetsmarkør i skolen. Så bliver de opfattet som ‘lebben’, der kommer gående, og ikke hende, der er god til fodbold eller matematik,” siger Andreas Beck Kronborg fra LGBT Danmark.
På den måde kommer der en overopmærksomhed på de unges LGBT-identitet, som er meget uheldig, påpeger han.
I folkeskolen følte Therese, at der herskede en logik om, at hvis piger kysser med piger, kan de lide alle piger.
“Sådan tænker man jo ikke om en pige, der er til drenge. At så er hun vild med alle drenge. Det er jo kun dem, der fanger ens opmærksomhed. Det første, man tænker, er jo ikke, “nu skal jeg bare ind i omklædningsrummet og se dig nøgen”. Det er jo slet ikke det, det handler om.”
Hun møder stadig snævre forestillinger om, hvad det er at være homoseksuel. Flere gange er hun blevet spurgt ind til sit og sin kærestes sexliv. Therese ser sig selv som rimelig large i forhold til sit privatliv, men her går grænsen.
“Som homoseksuel, kan det føles som om, at det pludselig er hele ens identitet, der bliver skabt på et seksuelt behov. Der er da ikke nogen, der spørger et heteroseksuelt par, hvordan de har sex. Det burde være lige så privat for os, som for alle andre.”
Therese er overbevist om, at de snævre opfattelser ikke kommer af fjendtlighed, men af uvidenhed. Mangel på oplysninger, der burde være udpenslet i folkeskolen.
“Der er så meget mangel på viden fra det tidspunkt, hvor der egentligt burde være mest. Det er jo her, det hele starter,” siger hun.
Danmark bagerst i feltet
“Vi er i den tro, at vi er et frisindet og tolerant samfund,” siger Andreas Beck Kronborg fra LGBT+ Danmark. “Det betyder, at vi ikke tænker, at vi er nødt til at gøre noget.”
Han ser den selvsagte tolerance som en barriere, der står i vejen for udvikling.
“”Alle har lov til at være i den danske folkeskole”, siger vi, og så gør man ikke mere ved det. Men for at den kan være ’for alle’, så er man nødt til at gøre noget ’for alle’,” forklarer han. “Ligestilling handler ikke om, at man behandler alle lige. Det handler om, at nogle grupper skal behandles særligt i forhold til andre, for at man har lige rettigheder.”
Kønssociolog Pia Frederiksen mener, at der er et kæmpe efterslæb. Folkeskolen er kommet bagud i forhold den generelle udvikling i samfundet, hvor der er kommet mere fokus på LGBT-problematikker.
“Som det ser ud nu, er indsatsen ikke tilstrækkelig. Hvis man sammenligner pædagog- og læreruddannelsen, så er de længere på pædagoguddannelsen. De har et decideret fag, der hedder ‘køn, seksualitet og mangfoldighed’.”
Den danske folkeskole ligger også bagerst i feltet, når man sammenligner generelt med nabolandenes fokus på kønnede problemer.
Særligt Sverige og nabolande som Island, Finland og Norge rangerer konsekvent som nogle af verdens mest ligestillede lande. Her halter Danmark efter med en 19. plads. Det viser undersøgelsen WEF’s Global Gender Gap Report fra 2019.
I 1998 indførte man i Sverige lovændringer, der opfordrer skolerne til at indføre såkaldte ‘kønsbevidste uddannelsesretninger’. Et initiativ der blandt andet har hjulpet inklusionen på folkeskolerne på vej i Sverige.
Ifølge Pia Frederiksen hænger køn og seksualitet uløseligt sammen, og det er den kønssnak, vi mangler i Danmark.
“Andre nordiske lande har længe været politiseret på en anden måde end Danmark”, siger kønssociologen.
“Jeg har arbejdet med kønnede problemstillinger i en årrække, og jeg fornemmer først nu, at transseksualitet bliver oplevet som noget, der er relevant at snakke om i folkeskolen.”
Andreas Beck Kronborg fra LGBT+ Danmark mener slet ikke, at udviklingen går stærkt nok.
“Der er sådan en ’vi er på vej’-diskurs, og det er da også rigtigt nok. For 50 år siden var det selvfølgelig meget værre,” siger han. “Vi diskuterer det hvert eneste år til Pride, og jeg har det bare sådan, det kan vi ikke blive ved med at sidde og snakke om. Vi bliver nødt til at have noget handling. Det er ret pinligt for os som samfund.”
Åbenhed på skoleskemaet
I 8. klasse fik Thereses klasse ny dansklærer. Når de skulle analysere tekster, analyserede Therese frit, som hun forstod dem.
“Der var ret mange historier, hvor jeg lige analyserede mig frem til en romantisk fortælling om to kvinder, som måske havde et forhold, uden det var skrevet.”
Den tolkning tog hendes dansklærer imod. Endda med ros.
“Hun anerkendte min tolkning, og af den grund følte jeg også, at hun anerkendte mig,” siger Therese. “Jeg savnede virkelig åbenheden hos de andre lærere.”
LÆS OGSÅ:
Ifølge kønssociolog Pia Frederiksen er det vigtigt, at en mangfoldig forståelse af køn og seksualitet får indpas i læreruddannelsen, på en måde, hvor det ikke udskilles som et særligt fag, men derimod integreres i ‘lærerens grundfaglighed’.
Ved at gøre det, kan mangfoldighedsforståelsen blive en del af den brede undervisning i folkeskolen, og ikke kun i den klassiske seksualundervisning.
LGBT+ Danmark og SexEkspressen mener også, at denne viden skal gøres obligatorisk på læreruddannelsen, og at der skal afsættes timer til det på skoleskemaet.
Da Therese mødte sin dansklærer nogle år senere, fik hun lyst til at sige tak. Hun sagde tak for hendes åbenhed, og at den gav hende en følelse af at blive set.
“Jeg så dig med det samme,” svarede læreren.
