Den kontroversielle ‘Boy Erased’-film: Kan man tæske homoseksualitet væk med en bibel?

I den Golden Globe-nominerede film ‘Boy Erased’, der er baseret på virkelige hændelser, følger vi den unge, homoseksuelle Jared Eamons, der bliver udsat for såkaldt ‘omvendelsesterapi’.

Advarsel: Nogle dele af filmens handling afsløres her.

Den kontroversielle film ‘Boy Erased’ er endelig udkommet i Danmark. Filmen fik aldrig biografpremiere her i Danmark, men kan nu købes og lejes. Det er en filmatisering af Garrard Conleys erindringsbog af samme navn, hvor han fortæller om sine egne oplevelser med omvendelsesterapi.

‘Boy Erased’ handler om Jared Eamons (Lucas Hedges), der er søn af frisøren Nancy Eamons (Nicole Kidman) og den baptistiske præst Marshall Eamons (Russell Crowe). Da den homoseksuelle Jareds seksualitet bliver outet, sender hans forældre ham på en religiøs ‘conversion therapy‘-lejr. ‘Conversion therapy’ er omvendelsesterapi. Det er en kontroversiel praksis, hvor man ved hjælp af psykologiske, spirituelle eller det der er værre, interventioner, forsøger at ændre folks seksualitet, så homoseksuelle forvandles til heteroseksuelle. Der er ingen videnskabelige beviser på, at omvendelsesterapi virker.

Boy Erased
Forældrene Nancy Eamons (Nicole Kidman) og Marshall Eamons (Russell Crowe), der er baptistisk præst. Billeder: Focus Features

Da Jared starter på universitetet, bliver han venner med den medstuderende Henry (Joe Alwyn). Da Henry en dag overnatter på Jareds kollegieværelse, voldtager han Jared. Grædende indrømmer Henry overfor Jared, at han har forsøgt at gøre det samme mod en anden tidligere. Oplevelsen bliver for meget for Jared, der tager hjem til sine forældre for at komme sig. Henry udgiver sig herefter for at være studievejleder og ringer hjem til Jareds forældre. Her outer han Jared og fortæller mor Nancy, at Jared er til mænd.

Løsningen bliver ‘conversion therapy’. Og siger Jared nej, kan han desværre ikke blive boende hjemme længere. Så det gør han ikke.

Hvis Gud bare vidste

På omvendelse-lejren får vi et unikt indblik i conversion therapy-metoderne. Noget af det første, chefterapeuten sætter Jared og de andre campdeltagere til, er at gennemgå deres familiers stamtavle. Her skal man ud fra hvert familiemedlem skrive deres ‘adfærdssynd’. Det kan være alt fra homoseksualitet, stoffer, ludomani, alkoholmisbrug, psykiske sygdomme, promiskuøs levevis, aborter, pornografi, vold og slutteligt kriminalitet og bandeforbindelser.

I en anden scene ser man kort nærmere på konsekvenserne af homoseksualitet kontra heteroseksualitet. Heteroseksualitet kan tilbyde ægteskab, familie, accept og støtte. Mens man som homoseksuel må leve med aids, promiskuitet, voldtægt, misbrug, ensomhed og manglende accept. Surt show. Umiddelbart et nemt valg, såfremt man kunne træffe det.

Den mest voldsomme scene i filmen er uden tvivl den, hvor en anden camp-deltager skal straffes. Her laver de først en falsk begravelse for ham. Derefter bliver han tæsket med en bibel af både terapeuterne og sin egen familie. Slutteligt putter de ham i et fyldt badekar. Guds veje er i sandhed uransagelige. Især når det er op til os mennesker at fortolke hendes ord.

Boy Erased
Camp-lederen Victor Sykes (spillet af Joel Edgerton, der også har instrueret filmen). Den virkelig Victor Sykes forlod selv campen i 2008 og lever i dag i Texas i et homoseksuelt forhold. Focus Features

Omvendelsesterapiens konsekvenser

Filmen giver et unikt indblik i, hvad det vil sige at blive udsat for omvendelsesterapi. Hvad det gør ved et i forvejen ungt og usikkert menneske at få at vide, at man grundlæggende er helt forkert og skal gøres rask. Særligt den talentfulde, Oscarnominerede skuespiller Lucas Hedges spiller overbevisende med en stærk sårbarhed. Man kan tydeligt mærke den skam, han føler, når han indrømmer, at han er til mænd.

Filmen består af en række flashbacks, hvor Jared sidder på campen og tænker tilbage på, hvordan han er endt, som han er. Det fungerer som en elegant måde at fortælle baggrunden for Jareds historie, samtidigt med at vi fokuserer på det helt centrale – nemlig forholdene på conversion-camps i USA.

Filmen er faktisk højaktuel, da Colorado for nylig blev den 18. stat i USA til at forbyde conversion therapy mod mindreårige. Men det betyder også, at conversion therapy stadig i langt de fleste stater i USA er lovligt. I Danmark er der ikke noget forbud mod omvendelsesterapi. Det gør, at grupper som ‘Agape’ og ‘Basis’ kan tilbyde ”rådgivning”, der skal hjælpe unge mennesker på ret køl.

Filmen er historien om en af de mange triste skæbner, der stadig udsættes for den slags. Og hvis du stadig ikke er overbevist om, at filmen er værd at se, så kan jeg fortælle dig, at queer-ikonet Troye Sivan har en lille birolle i filmen, samtidigt med at han også har skrevet og sunget den Golden Globe nominerede sang Revelation til filmens soundtrack.

Hvis du vil se ‘Boy Erased’, kan du købe og leje den, f.eks. i iTunes eller Blockbuster

Pressebilleder: Focus Features

Find mere om
Footer graphics