“Jeg plejer at stå op klokken ni hver dag. Jeg vågner af mig selv i min pragtfulde dobbeltseng med fjerdyner. Så tænder jeg for elkedlen, inden jeg går ud på badeværelset, hvor jeg vasker og friserer mig. Når vandet koger, laver jeg te, og så kommer et af dagens bedste øjeblikke. Jeg bruger et par timer i køkkenet, hvor jeg drikker en kande te med citron og spiser en mad eller to med Castello ost. Så sætter jeg musik på. Jeg starter med at høre at par klaverkoncerter med Mozart, og så står den på tysk dansemusik fra 1970’erne.”
“Når jeg sidder i mit køkken, tænker jeg over tingene og kigger ud over byen. Nogle gange læser jeg en lettilgængelig bog eller en tegneserie. For nyligt har jeg læst en portrætbog om den tidligere pornostjerne Katja K og en bog om pornobranchen i Hollywood. De er gode at starte dagen på.”
“Klokken to tager jeg ind til byen med bussen. Jeg går en tur gennem Strøget til kiosken i Magasin, hvor jeg køber den tyske avis Bild Zeitung, som koster 9kr. Jeg har to eller tre stamcaféer, som jeg skiftevis besøger og læser avisen”.
“På vej hjem køber jeg kød i Irma til aftensmaden. Hver aften tilbereder jeg varm mad til mig selv. Kødet spiser jeg sammen med enten champignoner, asparges eller rosenkål. Jeg læser tit om aftenen, og så går jeg i seng omkring klokken et om natten.”
Niels Rydung
Født i 1937
Uddannet jurist
Forfatter og tidligere journalist på Tidens Kvinder og sexmagasinet Rapport
Har tidligere medvirket i kortfilmen ‘Forever Domus Vista’ af Alexandra Kristjansen og Ida Sofie Benkert Holtet
Indretter hjemmet som bordel
“Jeg har boet i min lejlighed i Domus Vista i 50 år, og mit hjem er i stil med et bordel eller en intim natklub. Mange af idéerne har jeg fået i franske modeblade. Jeg søger en stil, som afspejler det raffinerede natteliv, og derfor går den røde farve igen over det hele. Mine erotiske ting fremmer en erotisk atmosfære i lejligheden, som jeg rigtig godt kan lide.”
“Ideelt set ville jeg gerne bo i en strandvejsvilla med 15 værelser, egen chauffør, egen kok og seperat gæstefløj. Det kan ikke rigtigt lade sig gøre, så jeg må affinde mig med det her. Det har jeg accepteret. Jeg lever meget isoleret, og derfor er jeg også inde i byen hver dag.”
“Der er ikke nogen fra ejendommen, som har været inde i min lejlighed. Jeg er ikke så populær, og jeg vil heller ikke have dem på besøg. Jeg holder mig meget for mig selv.”
“Det er forholdsvist sjældent, der kommer erotiske gæster, men når det sker, så er det unge kvinder, som er klar på noget. Men det plejer at være enten fotografering eller sex. Aldrig begge dele. Jeg kan godt lide at fotografere piger, og jeg har flere fotoalbums med smukke, nøgne piger, som jeg har mødt på gaden og inviteret med op.”
Forelsker sig nemt
“En aften på en gentlemans club på Vesterbro var der en meget smuk pige, som henvendte sig og spurgte, om vi skulle finde ud af noget. Det ville jeg gerne, og så tog vi hjem til mig, hvor jeg gav hende penge, og hun smed tøjet.”
“Jeg blev så forundret over, at det var så let at få piger til at smide tøjet. De par hundredekronesedler, som jeg gav, var jo ingenting i forhold til den energi, jeg havde lagt i at gøre indtryk på piger i hele min ungdom. Det var den aften, jeg besluttede mig for, at jeg ville gøre det noget mere.”
“Jeg bliver forelsket i hver eneste af de piger, som jeg køber. Jeg synes, at de er så smukke og pragtfulde. Mange af de piger, som jeg har været sammen med, er desværre døde. Det er ikke bare på grund af de hårde stoffer. Det er hele livet. Det er også alkoholen, nattelivet og forsømmelsen af sig selv.”
“En af pigerne, som jeg har set længe, mener ikke, at jeg kender mig selv ordentligt. Der var engang, hvor vi lå nøgne i hendes store dobbeltseng, og så tog jeg hende for sjov lidt rundt om halsen. Det begyndte at bevæge sig lidt dernede, du ved, men jeg er til det softe. Jeg er ikke rigtigt til pisk eller det hardcore, selvom der er flere, som tror noget andet.”
Tabuer i barndomshjemmet
“Jeg er vokset op i et meget borgerligt miljø. Der var to ting, som var tabu i min barndom. Alkohol var total tabu og sex var endnu mere tabu. Der blev overhovedet ikke talt om det, og indstillingen til sex var meget fordømmende.”
“Min mor havde dårlige nerver. Da jeg var barn kunne hun finde på at sige, at nu ville hun begå selvmord, og at min søster og jeg kunne finde hende død ude i Dyrehaven når som helst. Jeg forbinder min mor med en stor moderegoisme.”
“Jeg har haft to kærestelignende forhold. Det var med to meget varmblodige og erotiske kvinder. Den ene forhold stod på, da jeg var i slutningen af 20’erne. Jeg traf en kvindelig psykologistuderende på et diskotek i København. Vi tog hjem til hende samme nat, og forholdet fortsatte i tre år efter det.”
“Det andet forhold på grænsen til det seriøse var med en ung frue, som boede tæt på mig her på Frederiksberg. Hun havde to små børn, men jeg var slet ikke moden nok til at agere papfar, så hun afbrød forholdet efter noget tid. På det tidspunkt var jeg 30 år gammel.”
“Min litterære debut er en bog, der hedder ‘På junk’. Det er dokumentaristisk fiktion baseret på mine oplevelser i narkomiljøet i København.”
“Jeg kendte et ungt par, som boede på Hotel Rosenborg på Vesterbro. Han var storpusher og hun var stærkt medtaget narkoman. Jeg besøgte dem i løbet af et helt år. Engang var jeg derhjemme i december måned, og parret havde lige fået en hund. Den var nuttet, og da jeg så den første gang og smilede til den, udbrød kvinden, at den da også skulle mærke, at det var jul, hvorefter hun spillede den af på hunden op ad væggen. Der kom store plamager på tapetet. Bogen kom til at handle om dem.”
Firsårs på Floss
“Jeg fejrede min firsårs fødselsdag på Floss. Der var så mange spændende mennesker den aften. Senere på aftenen blev jeg inviteret på burgerbar af en af de unge bartenderne og hans søster. Jeg måtte vælge, hvad jeg ville fra menukortet, og det var fantastisk hyggeligt.”
“Jeg har faktisk aldrig i mit liv gjort så meget ud af at holde fødselsdag, mærkeligt nok. Det er en blanding af, at jeg ikke har en så stor intim omgangskreds, og så synes jeg, at det er lidt selvhøjtideligt at stå omgivet af mennesker og modtage lykønskninger som om, man er noget særligt. Det synes jeg er lidt latterligt.”
“Min halvfjerdsårs fødselsdag kan jeg slet ikke huske, men jeg har holdt fødselsdag et par gange i Paris. En gang var jeg sammen med en meget smuk call girl på et bordel. Morgenen efter gik vi sammen ned i et parfumeri, hvor jeg betalte. Man er vel grand seignieur.”
“Jeg føler faktisk aldrig, at livet er let og dejligt. Jeg møder meget modstand, og det er svært, fordi folk ikke altid accepterer mig. I min barndom blev jeg mobbet og drillet, fordi jeg var anderledes. Jeg ved godt, at min type er kontroversiel, og jeg har i høj grad frygtet for mit liv på grund af den måde, jeg lever det på.”
“Min hoveddør er blevet forsøgt sparket ind flere gange, og jeg er blevet truet mange gange. Nu har jeg to sprayflasker med tåregas, som jeg har købt af en veninde, der mente, at det var en god idé. Nogle gange går jeg ud på altanen og prøver dem i medvind for at se, om de stadig virker.”
“Så længe jeg stadig kan fotografere og få lov til at tale med smukke piger, så går det godt. Jeg gør, hvad jeg kan for at holde mig igang, men jeg ved jo godt, at der kommer et tidspunkt, hvor jeg ikke kan bo her i lejligheden mere, hvor jeg ikke længere kan gå min daglige tur på Strøget, og hvor jeg skal have hjælpe til alt og ikke kan fyre saftige jokes af over for pigerne længere. Når det sker, så vil jeg ikke leve mere.”
”Så bliver det fra altanen på 23. etage, at jeg siger farvel.”