Alexander Saul
Foto: Line Svindt

Alexander var indlagt med sin “dybeste hemmelighed”. Så blev han forelsket i sygeplejersken

Filminstruktøren Alexander Saul blev forelsket i sin sygeplejerske, mens han var indlagt for paranoid skizofreni. Nu fortæller han sin historie i filmen ‘Lovesick’, der i øjeblikket kan opleves på Odense International Film Festival.

Elias pynter op med serpentiner og skåler i rød solbærsaft på et åbent psykiatrisk afsnit. Han har netop skyllet sin daglige pilleration mod skizofreni ud i toilettet og har nu iført sig et lidt for stort jakkesæt. Tiden er ved at løbe fra Elias, der er blevet dybt forelsket i sin sygeplejerske, hvis sidste arbejdsdag nærmer sig med hastige skridt.

Sådan forløber scenerne i kortfilmen ‘Lovesick’, der tager udgangspunkt i den 27-årige instruktør Alexander Sauls eget liv. Han er selv paranoid skizofren og stemmehører og fik i 2015 en psykose under en fest. Herefter blev han indlagt på den lukkede psykiatriske afdeling for første gang.

Selv kalder han sygdommen for sin dybeste hemmelighed. Men nu har han skabt en film inspireret af både sin egen indlæggelse, men også sin egen forelskelse i sin sygeplejerske.

Han husker ikke første gang, at følelserne kom i klemme. Men han husker, da det skete igen – med en ny.

“Sidste år fejrede jeg faktisk selv nytår, mens jeg var indlagt. Filmen var egentlig færdiglavet, men da min sygeplejerske trøstede mig, tænke jeg, Gud, nu sker det igen. Vi sang endda den samme sang af Andreas Odbjerg, som også spiller i baggrunden i en af scenerne.”

For Alexander Saul har altid været naturligt både at knytte sig til andre patienter, men også til personalet under sine indlæggelser. Og ligesom hovedkarakteren Elias har han oplevet at være så forelsket, at han helt har droppet sin medicin. Dog uden den store succes.

“Jeg tror, det kommer af, at det er et helt specielt forhold, man har til sin plejer på en psykiatrisk afdeling. Og jeg tror nogle gange godt, man kan misforstå den næstekærlighed, de giver en. Og at de er så lyttende og søde ved en. Særligt når man er ung og usikker.”

Alexander Saul turde aldrig selv er gå til bekendelse og indrømme sine følelser overfor sin sygeplejerske, men han oplevede, at følelserne spirede i de sterile lokaler.

“Mens jeg har været indlagt, har jeg gerne villet prøve at være så normal som muligt. Og der er næsten ikke noget mere normalt end at være forelsket. Det er søgen efter normalitet i den skæve situation, man er i,” siger han.

Alexander Saul understreger, at der ikke har været noget seksuelt i måden, han er blevet trøstet på.

“Men en hånd på skulderen har fået mig til at føle mig forstået, accepteret og taget ud af ensomheden. Når jeg har været helt vild skrøbelig og bange, har jeg i realtionen med min sygeplejerske turde give mig hen.”

Udviklede sig ikke

Da vi møder Alexander Saul er han ikke umiddelbart nervøs for at fortælle sin historie på film, men han er nervøs for den her samtale. Han står ved café på Nørrebro, og ligner med sit imødekommende smil ikke én, som offentligt er ved at blotte det, han selv betegner som sin inderste smerte.

“Folk forbinder ofte psykisk sygdom med, at man kan være uforudsigelig. Og når man egentlig er en ret normal og gængs person, så vil man jo ikke blive betragtet som en, der på nogen måde kunne være farlig,” fortæller han.  

Relationen udviklede sig aldrig til en hæsblæsende kærlighedshistorie, men Alexander Saul oplever stadig at savne de mennesker, som han har knyttet sig til under sine indlæggelser. Også selvom kærligheden i sidste ende blot var platonisk.

”Jeg har været mange gange inde og ude af psykiatrisk afdeling og synes egentlig, at det er en fortælling, der er værd at fortælle. Og egentlig også en hemmelighed, der er svær at bære på. Man bliver også lidt træt af at lyve. Da jeg var yngre, kom jeg hver gang med en eller anden historie om, at jeg var taget til New York for at besøge mine venner.”

Ekstremt tæt bånd

Med ‘Lovesick’ inviterer Alexander Saul publikum helt ind på et åbent psykiatriske afsnit. Og helt med ind i hovedkarakteren Elias’ dybeste tanker. Her får indforståede blikke og behov for berøring lov at fylde på lige fod med medicin, nedsmeltninger og insisterende indre stemmer, der fortæller Elias, at han slet ikke er god nok. På den psykiatriske afdeling knytter han bånd med de andre.

”Man har hver sin baggrund og hver sin diagnose, men man finder enormt meget fællesskab i, at man alle har den her indre smerte. Lige pludselig føler man sig enormt forstået og finder genkendelighed i hinanden,” siger Alexander Saul.

For ham er det vigtigt at vise, hvad det faktisk vil sige at være indlagt.

”Det var vigtigt at vise, at det ikke er så mærkeligt, mystisk, eller uhyggeligt, som det ofte bliver portrætteret. Men det var også vigtigt for mig, at det også var en underholdende film, at det var pakket ind i en kærlighedsfortælling, at der var humor og afsavn og ulydighed.”

På caféen finder Alexander Saul næsten undskyldende sin telefon frem.

”Jeg lavede en liste med ting, jeg gerne ville sige. Jeg har været meget nervøs for det her. Må jeg lige kigge på listen?”

Selvfølgelig.

”Som person er jeg egentlig ret genert og tilbageholdende. Man jeg har haft et behov for at blotte mig, både for at gøre det nemmere for mig selv, men også for andre. Jeg vil gerne være med til at kaste et lys over noget, som der ikke rigtig er nogen, der snakker om, men som rigtig mange mennesker lider af. Jeg vil gerne skabe en dialog omkring og normalisere psykisk sygdom,” afslutter han.

Alexander Saul

27 år, gift og bor på Nørrebro.

Uddannet fra Fotoskolen Fatamorgana.

Vandt i 2022 pitching-konkurrencen ’Pitch Me Baby’ til Odense International Film Festival og fik dermed muligheden for at føre ’Lovesick’ ud i verden.

Har tidligere selv finansieret og instrueret ’Valerie’ fra 2022 og ’Darling’ i 2020.

‘Lovesick’ kan ses på OFFstream.dk i uge 35 og 36.

Footer graphics