Hvordan forbereder man sig på det uundgåelige?
Radio & podcast
menu-close

Midtvejstanker: Hvordan forbereder man sig på det uundgåelige?

10. marts 2019 |

Hvad gør man med en bevidsthed om enden på det hele? Hengiver sig vulgært til nydelsen og nuet? Arbejder på sit ry og eftermæle? Skruer op for masturbation? Søren Staal Baslev reflekterer over at være rykket en plads længere frem i livscyklussen efter sin fars død - og alle de store tanker det fører med sig.

Freelancejournalist især indenfor kunst, tech og digital kultur.

Maleri: ‘Im tiefen Winter’ af Richard Freiherr von Drasche-Wartinberg, 1923

Det startede året før, jeg fyldte 40. Pludselig havde jeg svært ved at falde i søvn, og soveværelsesmørket, som ellers altid havde været så lindrende og beroligende, blev nu ildevarslende og foruroligende. Så lå jeg der og vendte og drejede mig, og mørket gav mig hverken ro eller lise, kun en desperat påmindelse om det uafviselige faktum, at jeg på et tidspunkt skal dø.

Snart derefter døde min stakkels far. Jeg blev skubbet én plads længere frem i livscyklussen, og så slog det mig: Det var kun, når døden indtraf, at jeg overhovedet havde reflekteret over mit liv i et mere overordnet perspektiv. Og selv der var det begrænset til primært at kredse om en midlertidig erkendelse af forgængeligheden. Der manglede slet og ret en mere anvendelig tilgang til døden.

For hvordan forbereder man sig overhovedet på døden? Man ved jo ikke, hvornår den kommer, man ved ikke, hvornår man er halvvejs igennem livet, og selv som almindeligt midaldrende menneske står man muligvis lige på det yderste af tærsklen til uendeligheden. For hendes vedkommende indfinder den sig måske i morgen, for ham derovre måske i næste uge. De færreste af os ved noget.

Det er kun de terminalt syge, som besidder en mere konkret viden om tidspunktet for deres bortgang – resten af os lever livet i en kronisk tilstand af uvidenhed og såre forståelig ligegyldighed. Anderledes må det i sagens natur blive, hvis man rent faktisk bliver gammel – for hver eneste måned der går, kommer man tættere på slutpunktet. Dér er uvisheden ikke tilnærmelsesvis lige så stor, for nu kan man ikke længere være halvvejs – det er en fysisk umulighed, og lige om lidt er det forbi.

Men altså… Hvis man alligevel ikke ved en skid om noget som helst, hvordan kan man så gøre det mindste? Der er flere populære tilgange i spil i dag, herunder forestillingen om, at man bare skal danse og kysse og leve livet inderligt og i overensstemmelse med sansernes fordringer. Men hør nu her, hvis det var så nemt, så ville man jo bare kunne æde slik dagen lang, mens man forslugen lå i sin seng og onanerede og bingede tv-serier. Når døden så endelig indtraf, ville man kunne gå den vellystigt udmattet i møde, fyldt op med den sitrende træthed, som en eksistens domineret af profane glæder har fremkaldt.

LÆS OGSÅ: Når Man-O-Pausen kradser: Hvorfor sure, gamle mænd skulle tage og smile lidt mere

Men allerede i det sekund at denne tilgang artikuleres, ved man, at den ikke holder. Godt nok har mennesket som art en tilbøjelighed til at lyve overfor sig selv (og alle andre), men vi har altså også sans for, hvornår noget er skamløst vrøvl. Og ja, at mæske sig i sanseglæder stinker langt væk af ikke at være en solid tilgang.

Så meget for det eskapistiske og flygtige nydelseslir, men hvad så med ryet? Eftermælet? I arkaiske kulturkredse udgjorde store gerninger en mulighed for udødelighed, og gennem erindringerne eksisterede de som bemægtigede sig monumenter, statuer eller litterære værker. Gilgamesh lever og ånder stadigvæk den dag i dag, det samme gør urgamle digtere som Homer og midaldrende halvguder som Shakespeare.

Men lige netop den tilgang var om muligt endnu mere tåbelig end den vulgære hengivelse til nuet, for forgængeligheden er ikke en individuel undergang: Den æder alt og alle, alle mennesker, alle planter, alle arter, alle bygninger, alle bjerge, alle planeter. I evighedens nådesløse perspektiv bliver hver eneste skabning, biologisk eller ej, til støv og hinsides alt. Dertil kommer naturligvis også den demokratiske vederstyggelighed, som ligger latent i denne tænkning, nemlig at den eftermæle-baserede udødelighed kun er forbeholdt dem, som dominerer verden.

Men kloden består som bekendt af milliarder af skabninger som i et historisk perspektiv forbliver ubetydelige støvfnug: Journalister, renovationsarbejdere, politikere, håndværkere, kunstnere, pædagoger, evighedsstudenter og direktører – alle som en tilhører de den uendelige kaste af eksistenser, som glemmes indenfor et par generationer. Kun de absolut største huskes et par tusinde år, og så er det også forbi for dem.

Set i dét lys er gode råd ualmindeligt dyre – for hvis hverken skamløs hengivelse til nuets meningsforladte sansepirring (hvad enten vi taler chokolade eller masturbation) eller arrogante og vildledte forsøg på at erobre udødeligheden, fører nogle gode steder hen, hvad er der så tilbage?

LÆS OGSÅ: 25 år som kærester: Her er, hvad jeg har lært om den langtidsholdbare kærlighed

Måske kunne man bruge Ibsens mesterlige replik: ”Evigt ejes kun det tabte” som udgangspunkt. Hvis evigheden lurer i det, som ikke længere er, altså det som har været, så er det at give gaver måske den mindst ringe forberedelse på døden. At sikre sig at ens børn ved, at de er elskede, at være der for dem og de mennesker som man elsker, at sørge for at de har de bedst tænkelige kort på hænderne, at give ens efterladte så megen sjælelig ballast som overhovedet muligt, at have udvist gavmildhed, at have orden i sine materiale og emotionelle goder, at tjene nok penge til ikke at ligge familien for meget til last, at mønstre forståelse, at sige fra.

Slet og ret at være. Og måske det vigtigste af det hele, nemlig at formidle sandheden om døden – at den i sidste ende er en gave, et sted hinsides afsavn, lidelse og håbløshed – og at vi alle kommer til at ligge sammen, lige dér, side om side i den uendelige samhørighed, indtil verden også engang forsvinder. Vi er ikke alene, hverken i livet eller døden.

Vi tilhører hinanden.

Søren Staal Balslev

Freelancejournalist især indenfor kunst, tech og digital kultur.